Vigtig opdatering: Gratis vaccine mod lungebetændelse træder i kraft | Lungeforeningen
×
×

Vigtig opdatering: Gratis vaccine mod lungebetændelse træder i kraft

Printer-friendly version

Vigtig opdatering: Gratis vaccine mod lungebetændelse er trådt i kraft 22. april

Vi har i Lungeforeningen fået mange henvendelser i rådgivningen angående Regeringens og Folketingets tilbud om gratis vaccine mod lungebetændelse. Derfor er vi glade for at kunne fortælle, at vaccinen er gratis, til udvalgte grupper, fra d. 22. april 2020. Vær opmærksom på, at tilbuddet stopper igen d. 31. december 2020.

 

Hvem kan få vaccinen gratis?
Den gratis vaccine skal gives i to faser. I første fase er det følgende grupper, som kan få den gratis efter lægelig vurdering.

Mennesker som er fyldt 65 år og lider af en kronisk sygdom:

  • Kroniske lungelidelser
  • Hjerte-og karsygdomme
  • Diabetes 1 eller 2
  • Kroniske leversygdomme
  • Kroniske nyresygdomme
  • Beboere på plejehjem
  • Mennesker som lider af andre alvorlige sygdomme, hvor ens læge vurderer, at det er hensigtsmæssigt, at man bliver vaccineret
  • Mennesker under 18 år som lider af kroniske sygdomme som fx den kroniske lungesygdomme cystisk fibrose

Det kan være svært at vide, om man er i den gruppe, som bør få vaccinen, når man har en kronisk sygdom. Derfor opfordrer vi dig til at kontakte din egen læge og høre, om du bør få vaccinen mod lungebetændelse.

I anden fase af vaccinationspakken vil vaccinen blive tilbudt alle over 65 år, som ikke tilhører en risikogruppe, samt mennesker under 65 år, som er i risikogruppen (mennesker som er i særlig risikogruppen indgår i første fase af tilbuddet). Anden fase forventes at begynde i efteråret samtidig med tilbuddet om influenzavaccination.

 

Beskytter vaccinen mod corona-virus?
Vaccinen virker ikke på corona-virus. Men vi ved, at man som alvorlig syg af corona-virus kan udvikle lungebetændelse. Forskningen må vise, om der kan være en effekt på immunforsvaret, som kan være gavnlig i bekæmpelse af corona-virus. Vaccinen kan være forebyggende for tilstødende infektioner med lungebetændelse, hvis man skulle blive smittet med corona-virus.

Corona-virus i sig selv giver ikke lungebetændelse, men lungerne kan klistre sig sammen til det man kalder infiltrater. Når det sker er der grobund for at en lungebetændelse kan opstå. Har man ikke vaccinen mod lungebetændelse er det en god idé at få den, siger Lungeforeningens formand og speciallæge i anæstesi og intensiv terapi Torben Mogensen.

 

Hvorfor bliver vaccinen nu gratis?
Normalt skal man betale for vaccinen mod lungebetændelse, men grundet corona-epidemien har Regeringen og Folketinget besluttet at gøre den gratis året ud. Det har man valgt for at forebygge antallet af lungebetændelser, og hermed reducere antallet af indlæggelser på hospitalet grundet alvorlige infektioner som fx lungebetændelse hos i forvejen sårbare mennesker. Det skal ses som et led i at forhindre et overbelastet sundhedsvæsen under corona-epidemien i Danmark.

 

Hvem skal give mig vaccinen?

Tal med din egen læge om, hvem der kan give dig vaccinen mod lungebetændelse. Vi har kendskab til, at hjemmesygeplejersker og private udbyder også kan være behjælpelige med vaccinen. Ofte vil det være din egen læge, som giver vaccinen mod lungebetændelse. Er du i isolation, eller af andre årsager forhindret i at komme ned til din praktiserende læge, kan du spørge din læge om mulighed for hjemmebesøg. Er du i tvivl om, hvordan du bedst forbereder dig på dit lægebesøg eller samtale, kan du bruge vores guide til at forberede dit lægebesøg.

 

Hvilken type af lungebetændelses-vaccine tilbydes?
Der findes to former for vacciner for lungebetændelse. Det er den vaccine som hedder Pneumovax (23-valent pneumokok-vaccine), som bliver givet gratis.
Har du fået denne vaccine inden for de seneste 6 år, skal du snakke med din læge om at blive testet for antistoffer i blodet. Det gør man for at teste, om vaccinen stadig er aktiv, og virker som den skal.
Har du fået begge vacciner, kan du også altid ringe og spørge din praktiserende læge, hvordan du skal forholde dig. Læs her for mere information omkring vaccination mod lungebetændelse

 

Er der bivirkninger ved vaccinen mod lungebetændelse?
Der er ikke dokumenteret nogle alvorlige bivirkninger til denne vaccine. De mest hyppige er hævelse, ømhed og rødmen omkring indstiksstedet, hovedpine, træthed muskelsmerter og feber.  

 

Kan man mærke forskel på Corona-virus og en lungebetændelse?
Symptomerne på en lungebetændelse kan minde meget om symptomerne på smitte med corona-virus, som er feber, hoste og åndenød. Det er derfor vigtig at være opmærksom på dine symptomer, hvis du bliver syg. Mange har henvendt sig i rådgivningen, til en snak om åndenød og hvad det kan være symptom på og udtryk for. Det kan du læse meget mere om i nyheden ”hvad er åndenød og hvordan føles det?”.

 
En ubehandlet lungebetændelse kan være alvorlig og udvikle sig til pnuemokoksygdom, som kan give blodforgiftning og meningitis. Det er derfor vigtigt at du altid kontakter din egen læge, hvis du bliver syg med symptomer på lungebetændelse.

Læs offentliggørelsen fra Sundhedsstyrelsen d. 22.april samt bekendtgørelsen og hold øje løbende øje med Lungeforeningens hjemmeside for nyheder.

 

Støt Lungeforeningen i kampen for at trække vejret

Lige nu er lungesyge børn, unge og ældre i risiko for at tabe pusten. Derfor har vi brug for hjælp til at beskytte dem, der er mest sårbare – og for støtte til vores arbejde med at rådgive bekymrede danskere og deres pårørende.

Med en lille indsats kan du være med til at give fællesskabet ny luft og gøre os stærkere. Sammen og hver for sig. Støt her, eller SMS Lunge til 1245 så støtter du med 100 kr. (+ alm. takst). Eller bliv medlem i dag for bare 300 kr. om året.

 

 
Sidst opdateret: 
22-04-2020