×
×

WHO verdensdag for tuberkulose

Tuberkulosen sniger sig tilbage til Danmark

Fra 2009 til 2012 er antallet af registrerede tilfælde af tuberkulose i Danmark steget med 18 %, samtidigt bliver en tredjedel af de ni millioner mennesker, der hvert år bliver syge af tuberkulose på verdensplan, overset af sundhedsmyndighederne.

På WHO’s internationale dag for tuberkulose, World Tuberculosis Day, 24 marts 2014, er sloganet derfor ”Reach the 3 million” eller på dansk ”Find de tre millioner”.

Tuberkulose er en smitsom infektionssygdom, som fortrinsvis slår sig ned i lungerne, og mange af de tre millioner mennesker lever i verdens fattigste og mest sårbare samfund, men nogle findes også blandt marginaliserede befolkningsgrupper såsom asylansøgere, flygtninge, hjemløse og stofmisbrugere.

Tuberkulose-variant immun over for antibiotikabehandling

Hos Læger uden Grænser ser man specielt det voksende antal tilfælde af medicinresistent tuberkulose som en af de alvorligste sygdomstrusler i verden i dag. WHO rapporterer at den medicinresistente tuberkulose nu findes verden over og den ekstremresistente variant i 92 lande, inklusiv Danmark, der rapporterede sit første tilfælde af ekstrem medicinresistent tuberkulose i 2013.

- I modsætning til mange andre sygdomme som i den vestlige del af verden er blevet taget alvorligt, så er behandlingen mod tuberkulose i dag den samme ligegyldigt om du bor i Danmark eller i Swaziland. 14.000 piller, daglige indsprøjtninger i 8 måneder og ekstreme og voldsomme bivirkninger er den behandling man kan se frem til i to år, hvis man smittes med de medicinresistente varianter. Læg dertil at kun 50 % så rent faktisk bliver behandlet, siger medicinsk programmedarbejder, Hanne Klink Epstein fra Læger uden Grænser.

Danske tuberkulose-tilfælde stiger

Tal fra Statens Serum Institut for 2012 viser, at der var 391 registrerede tilfælde af tuberkulose og 331 tilfælde i 2009. Det er en stigning på 18 procent. I Sverige og Norge er forekomsten halvt så høj pr 100.000 indbyggere som i Danmark.

I Lungeforeningen mener man derfor, at indsatsen for tidlig opsporing og tidlig diagnose af tuberkulose bør styrkes, ligesom det gælder en lang række andre alvorlige sygdomme, der rammer lungerne.

- Der en overvægt af hjemløse og misbrugere blandt gruppen af smittede, herunder grønlændere der er bosiddende i Danmark. Der er tale om miljøer med sårbare personer, som er fysisk svage og ofte er sammen under trange forhold, hvor den luftbårne smitte nemt spredes. Det bedste vi kan gøre her er også at styrke opsporing af sygdommen, siger direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt.

Ingen landsdækkende indsats

Der findes ingen landsdækkende indsats for opsporing af tuberkulose. Men det er glædeligt at der snart i København vil køre en ny røntgenbus finansieret af Region Hovedstaden ud fra lungemedicinsk afdeling på Gentofte Sygehus og besøge blandt andet Christiania og en række herberger.

Indtil da opsøger tuberkulosesygeplejerske Nete Wrona Olsen de udsatte og får dem til at afgive en spytprøve, fortæller administrerende overlæge på Gentofte Sygehus lungemedicinske afdeling, Niels Seersholm:

- Foreløbig har syv ud af cirka 300 prøver afsløret tuberkulose, og derfor er det besluttet, at spytprøverne fortsætter - også når den nye bus begynder at køre. Ved prøverne opdages tuberkulosen på et så tidligt tidspunkt, at de smittede ingen symptomer har og heller ikke kan smitte andre, siger han.

Ude i regionerne har man en opmærksomhed på tidlig opsporing af tuberkulose.

- I min egen region, Region Nordjylland, har vi fx et særligt fokus på dem, der er i størst risiko for at få sygdommen. Her tilbyder vi hver 6. måned de mest udsatte grupper røntgen af lungerne. Det gælder fx beboere i Thy-lejren og brugere af det sociale tilbud ”Pinden”. Herudover har Kirkens Korshærs varmestue et åbent tilbud om screening af borgere med symptomer på sygdommen. For mig at se er det vigtigt, at vi hele tiden tænker i, hvordan vi bedst når de mennesker, som er i risikozonen, siger formand for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astman.

Læs også:
"Tuberkulosen sniger sig tilbage til Danmark"  og "Syv elever smittet med tuberkulose" på bt.dk
"Gymnasieelever smittet med sjælden lungesygdom" på tv2ost.dk

 

KONTAKT
Pressechef i Lungeforeningen Birgitte Skøtt Lenstrup, mobil 22 56 65 15, e-mail bsl@lunge.dk

Kommunikationsmedarbejder i Læger uden Grænser, Ilija Gudnitz Weber, mobil 41 77 74 11, e-mail igw@msf.dk

FAKTA
Tuberkulose er en smitsom infektionssygdom, som fortrinsvis slår sig ned i lungerne. Man smittes gennem spyt, der spreder sig som små dråber i luften, når en tuberkulosesmittet hoster, taler eller nyser.

Det er en sygdom, som Lungeforeningen for over 100 år siden var med til at starte udryddelsen af i Danmark, men som vi, som sygdomsbekæmpende forening, stadig beskæftiger os med, da udsatte og hjemløse i stigende grad smittes med tuberkulose i dag.

Læger uden Grænser arbejder med behandling af tuberkulose i felten, og samtidigt intensivt på at skabe politisk engagement og involvering i kampen mod den dødelige sygdom.