×
×

Få lungeeksperternes råd til de mest stillede spørgsmål i rådgivningen

Tirsdag den 12. maj blev der justeret på myndighedernes retningslinjer vedrørende COVID-19. I Lungeforeningen har vi fået mange henvendelser fra både lungepatienter, som er er bekymrede og bange for at blive smittet, fra patienter der gerne vil vedligeholde deres træning i en tid hvor alle trænings- og rehabiliteringstilbud er lukkede, og fra forældre til lungesygebørn, der er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig, nu da skolerne åbner igen.  

- Vi har fuld forståelse for, at det er en usikker og svær tid i øjeblikket, hvor der ikke nødvendigvis er klare svar på alt. Men vi ved også, at der lige nu arbejdes på højtryk alle steder. Vi kan godt forstå de dilemmaer, man står i fx som forældre til et lungesygt barn, hvor man ønsker, at ens barn kommer i skole, men man samtidigt afventer klar besked fra ens børnelæge og oveni det skal finde vej i sit arbejdsliv, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen og Børnelungefonden.


Eksperternes råd
Det kan være svært at gennemskue, hvilken betydning Sundhedstyrelsnes anbefalinger og retningslinjer har for din hverdag som lungesyg eller pårørende. Lungeforeingen har derfor talt med overlæge Jens-Ulrik Stæhr Jensen på Lungemedicinsk Afdeling, Gentofte Hospital og specialeansvarlig respirationsfysioterapeut, Linette Kofod, på Hvidovre Hospital for at få deres råd. 

Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger til ’personer i øget risiko’

 

Stor ros til mennesker med lungesygdomme
Lungeforeningen har der talt med Jens-Ulrik Stæhr Jensen, der er overlæge på lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital, for at få en eksperts kommentarer og anbefalinger til lungesyge i forhold til de nuværende retningslinjer for COVID-19. 

Han lægger ud med en kæmpe ros til lungesyge:

- De lungesyge har leveret en utrolig flot indsats. De har i meget stort omfang undgået at blive smittet. Det er meget få lungesyge, vi ser med covid19. 

 

Positive bivirkninger
Den øgede fokus på hygiejne og fysisk afstand har haft den positive ’bivirkning’, at der er markant færre indlagt med forværring af deres KOL, fordi KOL-patienterne har undgået at få nogle af de mere almindelig virus som influenza. 

- Det tyder på, at afstand og hygiejne er mindst lige så effektivt som en influenzavaccine, siger han.
 
På Jens-Ulrik Stæhr Jensens afdeling på Gentofte Hospital, er deres indtryk, at indlæggelserne af KOL-patienter er næsten halveret. 
De færre indlæggelser betyder, at der bliver givet mindre antibiotika, og det er også en stor fordel, fordi risikoen for at udvikle resistens bliver mindre.  Han understreger, at det er nu, vi skal holde fast i de gode vaner.
 
Super effektivt at teste flere og opspore smittebærere
Myndighederne vil fremover teste flere og flere, og dertil vil man forsøge at spore smitten effektivt. Det er en fordel for lungesyge. 
Man ved, at det er uhyre effektivt at spore smitten, som man nu vil gøre. Det ved man blandt andet fra en undersøgelse, som blev foretaget i en italiensk by i dette forår. Her startede man med at teste 2950 i 1. runde. Heraf var 88 smittede. Man isolerede så de smittede og sporede smittekæderne. I 2. runde testede man igen de samme 2950, og nu var antallet af smittede 7. I 3. runde testede man igen de 2950 italienere, og nu var alle fri af Coronavirus.
 
- Det særlige ved denne sygdom er, at der er så mange, som kan gå rundt og være raske smittebærere. De føler sig faktisk helt raske, selvom de har virussen i kroppen. Derfor er det en fordel for de lungesyge, at man både tester og sporer smitte. På den måde kan man bryde smittekæder hurtigt, og det har stor værdi for lungesyge, fordi man så ved mere om, hvem der er smittebærere og kan undgå dem. 
Hvis man er smittet, er det nu også muligt at blive isoleret et andet sted end dér, hvor man bor. Hvis man bor tæt sammen, kan det være svært at være helt isoleret. Derfor er det nu også muligt at blive indlogeret på eksempelvis et hotel, hvis man er syg. 
 
Fra 2 til 1 meters fysisk social afstand
Fra starten af Coronakrisen er vi blevet anbefalet at holde en afstand på 2 meter til andre. Det er nu ændret til 1 meter. Jens-Ulrik Stæhr Jensen mener, at 1 meter er valgt af pragmatiske årsager, så man eksempelvis kan åbne restauranter igen. Men han har følgende råd til lungesyge:
- Hvis man har en lungesygdom, skal man ikke tage på en fyldt restaurant – man skal være lidt mere påpasselig. Lungepatienter skal stadig være på vakt og passe på sig selv. Følge myndighedernes retningslinjer. 
 
Det bliver godt igen
Han anbefaler, at man skal være varsom med at invitere gæster og besøge nogen, men huske på, at på et tidspunkt bliver det muligt igen. 
- Som lungepatient er det en god idé, at man vælger en omgangskreds på under 10 personer, som er dem, man ses med og så forsøger at lade være med at ses med andre personer, som ikke er en del af den flok. 
Det er også en god idé at lade være med at passe syge børn/børnebørn, og man skal stadig undgå at kramme og kysse dem. 
Børnene går nu i skole og er i institution og kan være smittebærere. Det gælder også dem i ens omgangskreds, som arbejder på skoler og i institutioner, fordi der også er en større sandsynlighed for, at de er smittebærere.


Ekspertens anbefaling: Få 2. vacciner mod lungebetændelse
Lungebetændelsesvaccinen blev for nyligt anbefalet lungesyge at få og også gjort gratis for nogle. Der er 2. vacciner og Jens-Ulrik Stæhr Jensen anbefaler, at man får begge. 

- Vaccinerne nedsætter risikoen for at få de mere farlige lungebetændelser. Lungebetændelse er netop en af de komplikationer, vi ser hos Covid19 patienter, og jeg synes bestemt, man skal få begge vacciner.
Jens-Ulrik Stæhr Jensen understreger, at det er meget vigtigt at holde sig i form til trods for, at det er sværere, da trænings- og rehabiliteringstilbud generelt er lukket. 
- Motion er meget vigtigt, når man har en lungesygdom. Og motionen må meget gerne være i den fri luft – træn i det fri men hold afstand til andre. En rigtig dårlig udgang på Coronakrisen ville være, at man kom ud på den anden side i markant dårligere form – så hvis du ikke kan komme ud af din bolig og gå en tur, så træn derhjemme. Op på den kondicykel og nogle stå/sidde øvelser, slutter han. 
 
 
Lungeforeningen får utroligt mange henvendelser med spørgsmål omkring træning i rådgivningen i øjeblikket. Det er rigtig godt, at der er fokus på det blandt medlemmerne og deres pårørende. Det er nemlig utroligt vigtigt at træne, når man er lungesyg, og lige nu er stort set alle tilbud lukket. 
 
Vi har derfor talt med Linette Marie Kofod, der er specialeansvarlig respirationsfysioterapeut på Hvidovre Hospital, for at få nogle gode råd til, hvordan man kan vedligeholde sin form og blive stærkere under Coronakrisen.

- Jeg har seriøst siddet med hjertet i halsen og frygtet, at jeg skulle se vores patienter med svær lungesygdom blive indlagt med Covid19, men der har ikke være en eneste af mine patienter indlagt med sygdommen. Vores patienter har været super gode til at holde sig isoleret og passe på.

Hun forstår godt, at der er så mange henvendelser, for hun kan ikke hjælpe sine patienter, som hun plejer i øjeblikket, og det bekymrer hende. Det er kun de allerdårligste, som bliver fulgt på hospitalet, og træning og rehabilitering er helt lukket ned.
 
- Vi frygter, hvad det gør ved vores patienter, at vi ikke kan hjælpe dem i øjeblikket. Vi håber, vi kan komme med en alternativ løsning snart. 

 

Gør det selv
Ind til det er muligt, understreger Linette, at det er meget vigtigt at forsøge at gøre noget selv. Træning er vigtigt, når man er lungesyg, også selv om man går med rollator.
 
- Gå en tur i det fri – kom endelig af sted. Det er farligere at lade være. Og når man så er afsted, så forsøg at lave lidt intervaltræning ved at gå lidt hurtigere en gang imellem. Så kommer pulsen op, og man får fyret lidt op under de store muskelgrupper som lår og baller. Det giver ekstra kræfter til kroppen at styrke de muskler. Man kan for eksempel prøve at give den ekstra gas de næste 30 meter, eller så længe man magter det, hver gang der kommer en lygtepæl eller et træ.
 
Følg evt. Lungeforeningens gå- og løbeprogram her
Træn hjemmefra med Lungeforeningens træningsvideoer. Øvelserne findes i forskellige sværhedsgrader. 
Træn med Lungeforeningens træningspjece "Hold dig stærk og fysisk aktiv" (indeholder de samme øvelser som i træningsvideoerne.
Træn dit åndedræt med disse vejrtrækningsøvelser
 
Kan man ikke komme ud af sit hjem, er det stadig vigtigt at få styrket musklerne. Det kan man blandt andet gøre ved de meget simple rejse-sætte-sig øvelser, som også styrker balder og lår og får pulsen op.
 
- Man rejser og sætter sig på en stol, helst en uden armlæn og helst mens man krydser armene foran brystet. Gør det 3 x 10 gange og hold en pause mellem hver runde.
 
- Du kan også lave en konkurrence med dig selv, hvor du prøver at lave så mange som muligt på 30 sekunder. Start fx med 3 x 30 sek., efter nogle dage øger du til 3 x 45 sek. og ender måske på 3 x 1 minut. Men stop ikke dér. Bliv ved med at øge tiden, så du hele tiden bliver stærkere. Prøv at skrive ned, hvor mange du kan tage. Så kan du følge med i, om du bliver bedre. Du kan også gøre det sammen med andre ved hjælp af en eller en anden onlinemulighed.
 
 Følg vores guide til videosamtaler - og træn sammen med andre over skærmen.
 

Styrketræning for lungerne gør (også) en forskel, når man har haft Covid19
Læs om den pensionerede lærer, Lars, der med et lille instrument, som kan reguleres i belastning, træner sine lungemuskler fem gange dagligt, så de kan genvinde styrken efter den virus, der har hærget hans krop den sidste måned. Se styrkertræning for lungerne her.

 
Øvelser
Træn hjemmefra med Lungeforeningens træningsvideoer. Øvelserne findes i forskellige sværhedsgrader. 
Træn med Lungeforeningens træningspjece "Hold dig stærk og fysisk aktiv" (indeholder de samme øvelser som i træningsvideoerne.
Træn dit åndedræt med disse vejrtrækningsøvelser
Find også øvelser på Helbredsprofilen.dk
 
Sidst opdateret: 
Fredag, maj 15, 2020