×
×

Sådan får du energi til det, du kan li'!

Støvsugning, opvask, bad, påklædning og middagsselskaber. Der er mange ting, andre betragter som en naturlig del af hverdagslivet, men som kan være en stor udfordring, når man har en lungesygdom. Ergoterapeut Stine Kaarsberg kommer her med gode råd til, hvordan du med små justeringer kan få mere energi til det, som gør dig glad.

 

Prioriter din energi

Gør dig nogle tanker om, hvad der er vigtigt for dig i din hverdag. For nogle er det måske vigtigt at kunne støvsuge selv. Andre sætter måske pris på at kunne tage et bad hver morgen. Det er individuelt, hvad der betyder noget for dig. Men husk også at prioritere de lystbetonede ting som at besøge en ven, lege med børnebørnene eller at gå en tur. De ting, der gør dig glad, giver dig nemlig mere energi.

 

Tag det roligt og tag en pause

Husk at tage opgaverne i et roligt tempo. Lad være med at skynde dig og tag for eksempel ét rum ad gangen, når du gør rent i stedet for at rengøre hele huset på én gang. Indlæg hvil mellem aktiviteterne, hvor du enten sidder eller ligger ned. Det er vigtigt at tage pausen inden, du bliver udmattet. Ligesom elektronisk udstyr, tager du også længere tid om at genstarte, når først batteriet er helt fladt.

 

Indret smart

Undgå at placere tingene over skulderhøjde, eller så du skal bukke dig. En tommelfingerregel er, at de ting, du bruger mest, skal være nemmest at komme til. Så læg det tøj, du oftest tager på, længest frem i tøjskabet og hav tallerkner og glas i en højde, du kan nå.

 

Arbejdsstillingen er vigtig

Når du bukker dig ned eller løfter armene over skulderhøjde, bliver din vejrtrækning mere besværet, hvilket kræver mere energi. Tænk derfor i at sidde ned, mens du arbejder. I køkkenet kan du bruge en kontorstol, der både kan låses, hæves og sænkes. I badet kan du anskaffe dig en badebænk. Du kan også sidde på en stol, mens du støvsuger, eller når du hænger dit tøj på et tøjstativ. Tænk generelt i at arbejde så tæt på din egen krop som muligt. Du vil hurtigt mærke, hvor mange kræfter du har.

 

Husk vejrtrækningen

Når du laver krævende aktiviteter, kan du nemt komme til at holde vejret. Men det er vigtigt at trække vejret godt ind og ud, mens du arbejder. Der findes flere vejrtrækningsteknikker som for eksempel den, hvor du ved udåndingen spidser munden, som om du fløjter. På den måde lægger du et lille pres tilbage på lungerne, så du får en smule mere ilt ind.

 

Få hjælp udefra

Få hjælp til de ting, du ikke kan overskue. Du kan for eksempel hyre en rengøringshjælp, en havemand, en vinduespudser eller bede om hjælp fra familie og venner, bestille færdigretter eller få dine dagligvarer leveret til døren. Så er der mere overskud til de ting, du værdsætter at lave.

 

Før energidagbog

Hvis du har en dag med ekstra overskud, kan det være fristende at kaste sig over alle pligter på samme dag. Men det kan betyde, at batteriet er fladt de næste mange dage. Før dagbog over, hvad du har lavet de enkelte dage, hvor meget det har tæret på din energi, og hvor mange pauser du har holdt. Det giver et overblik over, hvilke ting du for eksempel ikke skal lave samme dag.

 

Hjælpermidler er for alle

Mange forbinder hjælpemidler med det at være gammel. Men hjælpemidler er for alle, og er, som ordet lyder, til for at aflaste dig og gøre hverdagen nemmere. Du kan for eksempel bruge en strømpepåtager eller anskaffe dig en gribetang til at samle ting op fra gulvet. Husk også, at alt med hjul er din ven. Du kan bruge et rullebord eller en rollator med indbygget bord til at transportere ting rundt i hjemmet, du kan sætte hjul på vasketøjskurven, eller du kan bruge en trolley eller en rygsæk til at fordele vægten bedre, når du handler ind. Kun fantasien sætter grænser.

 

Få flere råd til mere energi i hverdagen på lunge.dk/hverdag

Sidst opdateret: 
Mandag, november 2, 2020