×
×

Superspredere og en virus, der ikke rejser

Ca. hver 10. smittet med corona er en 'super-spreder', og så ser smitten ikke ud til at rejse over Storebælt. Det og meget mere kommenterer Lungeforeningens formand Torben Mogensen, anæstesilæge og tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital, på. 

Smittetrykket ser ud til at gå i den rigtige retning, og man skal tage de gode tal med godt humør. Samfundets genåbning har foreløbigt ikke vist sig at have store konsekvenser for smittespredningen.

Den 8. juni trådte nye regler i kraft, så man nu må forsamle sig op til 50 personer i stedet for tidligere kun ti personer. Regeringens plan er at hæve forsamlingsforbuddet for nogle sektorer til 100 personer 8. juli og til 200 personer 8. august.

Der har været meget omtale af en demonstration, hvor 15.000 mennesker var forsamlet, og det er sådanne situationer, som bl.a. kan få indflydelse på smittetrykket. Det er nu, hvor vi har åbnet op for større forsamlinger, at samfundet for alvor skal stå sin prøve.

Vi er stadig i en situation, hvor smitten kan sprede sig. Covid-19 er stadig iblandt os, og det vil den være lang tid fremover. Derfor er situationen desværre også stadig utryg for lungepatienter.


Hver 10 smittet er en ’superspreder’
Vi hører i øjeblikket en del om de såkaldte ’Superspredere’ i medierne. Det er ikke et ukendt fænomen. Der er altid nogle, som er superspredere, når en virus raser i befolkningen. F.eks. når der er sæson for influenza. Man finder frem til supersprederne ved at analysere smittekæder.

Det er ca. hver tiende smittet, som har en særlig evne til at sprede virus, hvis man står tæt på dem. Man ved ikke, hvorfor de smitter ekstra meget.

 

Virus rejser ikke
Smittetrykket er aktuelt meget forskelligt i Danmark. Der er store geografiske udsving. Langt færre er smittet i Jylland og på Fyn. Smitten er i øjeblikket koncentreret på Sjælland og særligt i Københavnsområdet, hvor man både færdes tæt på hinanden og bor tæt. Smitten ser ikke ud til at rejse over Storebælt. Det kan der være mange årsager til. I starten var der nok nogle jyder, som rejste til København og smittede nogle dér, men siden da har vi været isoleret og er blevet tæt på hjemmet.

 

Brug mundbind, hvis du vil
Der bliver talt meget om mundbind, og man ser også jævnligt mennesker rundt omkring på gader og stræder, som har valgt at bære det. WHO har netop anbefalet, at man bære mundbind, når man er steder, hvor mange mennesker er samlet. Der er flere og flere videnskabelige artikler, der underbygger, at det kan give mening at bære mundbind i nogle situationer. Det er stadig ikke noget, som de danske myndigheder kræver.

Man kan vælge at bære mundbind, hvis man er nervøs og usikker. Man skal blot huske, at hvis det skal have en effekt, skal det være et rigtigt mundbind og ikke et af de smarte med print osv.

 

Vaccinen kommer
Det er dejligt, at der er så meget fokus på at få en vaccine færdigudviklet. En vaccine vil gøre en enorm forskel for lungepatienter. Den nuværende utryghed vil forsvinde, når vi får en vaccine. Desværre er der et stykke tid til, at vi har en, der er testet igennem for effekt og bivirkninger og kan godkendes. Lungeforeningen har talt med faglig direktør for infektionsberedskabet i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, om udviklingen af en vaccine.  

I denne uge har vi ikke blot hørt om at en ny vaccine er på vej, vi har også hørt om en ny test, man kan købe på apoteker, som viser, om man har antistoffer i kroppen. En hjemmetest er aldrig lige så sikker som en test, der laves af en læge. Men ligesom at en kvinde kan teste om hun er gravid, er det her en mulighed for at dem, som tror de har haft covid-19, der nu kan få stillet deres nysgerrighed.  

Sidst opdateret: 
Torsdag, juni 11, 2020