8 gode råd til at passe på lungerne i koldt vejr | Lungeforeningen
Bemærk: Du kan som bruger af lunge.dk for øjeblikket ikke ændre dine oplysninger på din profil. Dette skyldes, at Lungeforeningen opdaterer hjemmesiden, så den lever op til den nye persondataforordning fra EU .
 
×
×

8 gode råd til at passe på lungerne i koldt vejr


Printer-friendly version
8 gode råd til at passe på lungerne i koldt vejr

Lever du med en lungesygdom, kan du opleve, at koldt luft i lungene kan virke ubehageligt.

Lungeforeningen giver dig her 8 gode råd til at passe på lungerne i koldt vejr.

  1. Dæk munden. Beskyt dine lunger og luftveje ved at bære et blødt tørklæde eller hætte, som dækker munden. Ha’ også altid papirlommetørklæder på dig, så du kan tage dem frem ved hoste og nys og smid dem væk med det samme efter brug. Ellers nys eller host ind i ærmet. 
  2. Tal med din læge. Hvis den kolde luft generer dig, kan du måske tage ekstra af din bronkieudvidende behovsmedicin.
  3. Kend dine tegn på en infektion/forværring: Det kan f.eks. være feber, eller at opspyt ændrer farve til gul/grøn mv. Aftal med din læge, hvordan du skal kontakte hende, eller evt. øge dosis af din medicin.
  4. Træk vejret gennem næsen. Prøv så vidt muligt at trække vejret ind gennem næsen i stedet for munden, da du derved vil varme luften op, som du indånder.
  5. Hold dig aktiv. Så meget du kan for at skabe kropsvarme og samtidig holde dine muskler ved lige. Undgå at sidde stille mere end en time i træk.
  6. Lag på lag påklædning. Det er nøglen til at holde sig varm og tør frem for ét tykt lag.  Brug med fordel termoundertøj sammen med uldne lange underbukser og sokker. Hav også gerne et sjal eller tæppe i nærheden.
  7. Varme drikke og mad. Drik masser af varme drikke i løbet af dagen, og sørg for at få mindst et varmt måltid om dagen. Spis hyppigt i løbet af dagen, så du holder dit energiniveau oppe.
    Det er vigtigt, at du spiser, så din krop får nok energi til at klare dagligdagen i løbet af vinteren.
  8. Hold afstand fra syge. Forkølelsesvirus og influenzavirus spredes meget hurtigt. Det er nemt for børn og børnebørn at sprede virus videre.
    Hvis dine børnebørn er syge eller forkølede, er det bedst at holde sig på afstand. Det kan være hårdt, især hvis du bliver spurgt om du kan passe syge børn, men det er vigtigt at passe på dit eget helbred. Husk også at fortælle dine venner og familie, at besøg er en dårlig idé, hvis de er forkølede eller syge. Uanset hvor velment det er.

Hvorfor er kold luft i lungerne ubehageligt?

Når vejret er koldt, og der kommer koldt luft ned i lungerne, så kan du have en fornemmelse af, at din hals snører sig sammen, du bliver forpustet, og det er ubehageligt for dig at være udenfor.

Grunden til, at den kolde luft kan føles ubehagelig er bl.a., at kølig luft i lungerne frigiver stoffet histamin i lungerne. Det får dine forgreninger (bronkierne) i dit luftrør til at trække sig sammen, og det kan give hvæsende vejrtrækning og åndenød.

Kulden kan også gøre, at du som lungesyg med fx KOL eller astma oplever, at du bliver mere påvirket af din sygdom og oplever det, man kalder en forværring i sygdommen.

 

Kulden kan påvirke din lungesygdom

Hvis du er lungepatient, kan du opleve en forværring af din sygdom om vinteren i forhold til resten af året. Det skyldes både, at dine luftveje trækker sig sammen (på grund af af kulden) og bronkitis, som opstår på grund af virus og brændselspartikler fra fx brændeovne.

Hvis du er astmapatient kan du opleve, at du om vinteren har større behov for bronkieudvidende medicin.

Læs også Sådan styrer du uden om infektioner

Kategori: