×
×

Gode råd til at rejse med ilt



Når du skal rejse med ilt, er det vigtigt, at du har gennemtænkt din rejse og transport.

På den måde kan du være på forkant med det, der kan ske både under rejsen og på rejsemålet.

Det vil ofte kræve planlægning at rejse med ilt, men med god planlægning kan det sagtens lade sig gøre.

 

Lungeforeningen anbefaler, at du:

  • Sikrer dig, at det er helbredsmæssigt forsvarligt at rejse
  • Planlægger rejsen i god tid, gerne 3 mdr. før.
  • Sikrer dig, at du kan blive forsikret. Husk, at du bl.a. ikke må have været indlagt 2 måneder før bestilling af rejsen/afrejsen, ligesom der kan være udfordringer, hvis der bliver ændret i din medicin eller henvist til yderligere udredning
  • Taler med din egen læge eller dit sygehus, om proceduren ved at rejse med ilt.
  • Taler med flyselskabet, som du skal flyve med, om iltbrug under flyrejsen. De fleste flyselskaber tillader, at du medbringer dit eget iltudstyr på flyrejsen.
  • Har du brug for at få leveret ilt på rejsemålet, skal du tale med din iltleverandør, om de leverer i det område, hvor du skal på ferie. 
  • Husker dit medicinkort/-pas fra egen læge eller lungelæge.
  • Husker det blå sygesikringsbevis
  • Husker at tegne både afbestillings- og rejseforsikring
  • Eventuelt aftaler med din egen læge at få en antibiotika-/prednisolonkur med som ekstra sikkerhed.
  • Altid husker at medbringer din medicin i håndbagagen

 

Hvad sker der, når du flyver?

En flyvetur kan for nogle mennesker med nedsat lungefunktion og nedsat ilt i blodet give problemer med oplevelsen af ikke at kunne få vejret.

Trykket i flykabinen er lavere end ved jordoverfladen og svarer til ca. 2400 meters højde. Det betyder at iltindholdet er på 15 procent mod et iltindhold i luften 21 procent ved jordoverfladen. Dette lavere ilttryk kan betyde, at du kan opleve problemer.

Er din lungefunktion nedsat, og har du tendens til lavt iltindhold i blodet, kan du opleve, at du klarer dig fint i din dagligdag, men på grund af det lavere iltindhold i flykabinen kan du opleve problemer under en flyvetur.
 


Hvis du IKKE er i fast behandling med ilt i hjemmet

Hvis du har tendens til lavt ilt i blodet, kan du få ilttilskud under flyveturen.

Tal med din læge, om det er aktuelt.

Hvis lægen vurderer, at du skal have ilttilskud under flyveturen, skal du kontakte luftfartsselskabet 3-4 uger før afrejse.

Vær også opmærksom på prisen på ilten, da det vil være en udgift, du selv skal stå for, hvis du ikke i forvejen er iltbruger.

De fleste flyselskaber beder om, at du og din læge skal udfylde skemaet ”Medical Information Form”, heri ordinerer lægen den mængde ilt du skal have. Skemaet får du hos flyselskabet.

 

Hvis du ER i fast behandling med ilt i hjemmet

Kontakt din iltleverandør og hør om mulighederne for transportabelt udstyr.

Kontakt flyselskabet inden du booker rejsen og hør om mulighederne for at medbringe eget udstyr.

Dit iltflow skal typisk øges, så det er en-to liter/minut mere end den sædvanlige dosis - men dette er en lægeordination.

De fleste flyselskaber beder om, at du og din læge skal udfylde skemaet ”Medical Information Form”, heri ordinerer lægen den mængde ilt du skal have. Skemaet får du hos flyselskabet.

 


Fandt du alt, hvad du skulle bruge?

Hvis ikke, er du velkommen til at kontakte vores rådgivere, som sidder klar til at hjælpe dig.

Sundhedsfaglig redaktør: 
Marie Lavesen, sygeplejerske og rådgiver i Lungeforeningen og Susanne Kitaj, socialrådgiver og rådgiver i Lungeforeningen
Sidst opdateret: 
20-02-2020