×
×

Vaccination mod influenza og lungebetændelse


Vaccination mod influenza og lungebetændelse

Når du har en lungesygdom, er du ekstra udsat for at få virus og blive syg. Derfor anbefales det, at alle med en kronisk lungesygdom bliver vaccineret – og det skal gerne gøres på et tidspunkt, hvor lungesygdommen er nogenlunde stabil.
 

Influenza: Vaccination mod influenza

Om vinteren er der særligt mange luftvejsinfektioner i omløb, bl.a. influenza.

Derfor er det en god idé at blive influenza-vaccineret hvert år om efteråret, inden influenza-sæsonen sætter ind.

Vaccinationen beskytter kun mod nogle typer af influenza, så du kan godt få sygdommen, selv om du er vaccineret.

Vaccinen yder normalt ca. 60-70 % beskyttelse mod influenza hos ældre. Vaccinens beskyttelse varierer fra år til år, afhængig af hvor ”heldig” man har været med at sammensætte vaccinen, så den svarer til de influenza-typer, der er i omløb.

 

Hvem bør få en influenza vaccination?

I Danmark anbefaler man, at alle med kroniske hjerte- og lungesygdomme bliver vaccineret mod influenza.

Har du KOL, skal vaccinationen ske på et tidspunkt, hvor din sygdom er nogenlunde stabil. Læs mere om vaccination og den kroniske lungesygdom KOL.

Der er sjældent de store bivirkninger til vaccinen. Du kan få lidt lokal hævelse og ømhed, og enkelte får feber.

Vaccinen indeholder imidlertidig ikke levende virus, så du kan ikke få influenza af at blive influezavaccineret, men nogle kan opleve en kortvarig forværring af deres lungesygdom.

 

Skal jeg betale for at få en influenza vaccination?

Influenza vaccinen er gratis for alle over 65 år og for mennesker, der lever med en kronisk lungesygdom.

 

Hvor kan jeg blive vaccineret?

Du kan blive vaccineret på vaccinationscentre samt på udvalgte apoteker. Se hvilke apoteker der tilbyder vaccination her

 

Lungebetændelse (Pneumokok): Vaccination mod lungebetændelse (Pneumokok-vaccine)

Bakterien pneumokokker er en af de hyppigste årsager til lungebetændelse i Danmark.

Der findes aktuelt to vacciner mod bakterien - Pneumovax og Prevenar. Vaccinerne beskytter hver i sær mod en mindre andel af de forskellige undertyper af bakterien, der findes.

Hvis du bliver vaccineret med begge vacciner, opnår du derfor i princippet en større beskyttelse mod at blive syg med pneumokok lungebetændelse. Dog beskytter vaccinerne ikke mod alle undetyper.

Lever du med en kronisk lungesygdom, er du mere udsat for at blive smittet med pneumokokbakterien, og du er i større risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb.

 

Hvem bør få en vaccination mod lungebetændelse (Pneumokok)?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at mennesker med betydende KOL, det vil sige mange symptomer i hverdagen og ofte med en lungefunktion, der er nedsat til under halvdelen af det normale, tilbydes vaccination med Prevenar og 2-3 måneder senere med Pneumovax.

Grunden til denne anbefaling er, at man forventer, at en vaccination med begge vacciner kan nedsætte risikoen for at få en pneumokok-lungebetændelse med 20-25 procent.

Hvis du ikke tidligere er blevet vaccineret mod pneumokokker, anbefales det, at du først bliver vaccineret med Prevenar og derefter Pneumovax mindst 8 uger senere.

Hvis du allerede er vaccineret med Pneumovax, anbefales det, at du vaccineres med Prevenar mindst 12 måneder efter sidste Pneumovax-vaccine.

Læs mere om pneumokok (bakteriel lungebetændelse).

 

Skal jeg betale for at få en vaccination mod lungebetændelse?

Det korte svar er: ja det skal du. Men der ydes klausuleret tilskud til vaccination med Prevenar, hvis du over 65 år og lever med den kroniske lungesygdom KOL eller hvis din lungefunktion (FEV1) er nedsat til under 40 procent.

Det betyder, at vaccinen bliver billigere, men du skal stadig betale en andel af vaccinen selv. Det er bredt debatteret, om denne vaccine skal være gratis for personer over 65 og mennesker med kroniske sygdomme. Du kan læse om dette her, her og her.

 

Kontakt din læge, hvis du tror, at du kunne have gavn af en pneumokok-vaccine. Vaccinationen med Prevenar giver livslang beskyttelse, og du skal derfor kun vaccineres én gang med denne.

Vaccinationen med Pneumovax holder ikke hele livet, men skal højst sandsynligt gentages med 5-10 års mellemrum.

Inden evt. revaccination, vil du normalt få taget en blodprøve for at se, om du allerede er tilstrækkeligt beskyttet mod pneumokokker. Hvis du er det, er det ikke nødvendigt for dig at få vaccinen.

 

 

Er du i tvivl, om du skal blive vaccineret?

Kontakt din læge, hvis du er i tvivl, om du skal lade dig vaccinere. Du er naturligvis også velkommen til at kontakte Lungeforeningens rådgivning, hvis du har spørgsmål i forhold til vaccination.

 
Støt Lungeforeningen i kampen for at trække vejret 
Lige nu er lungesyge børn, unge og ældre i risiko for at tabe pusten. Derfor har vi brug for hjælp til at beskytte dem, der er mest sårbare – og for støtte til vores arbejde med at rådgive bekymrede danskere og deres pårørende. Med en lille indsats kan du være med til at give fællesskabet ny luft og gøre os stærkere. Sammen og hver for sig.
 
Støt her, eller SMS Lunge til 1245 så støtter du med 100 kr. (+ alm. takst). Eller bliv medlem i dag for bare 300 kr. om året.
 

Se den fulde kampagnevideo her:

Sundhedsfaglig redaktør: 
Helene Hvid-Jensen, Reservelæge, Lungemedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital