×
×

Bedre smertelindring til lungepatienter

TV Avisen på DR1, onsdag 3. januar 2017:

De fleste mennesker, der kommer på et hospice har kræft, og de kommer ikke mindst for at få lindret deres smerter.  Mens andre, der lider af alvorlige sygdomme, det kan være hjerte og lungepatienter, får næsten aldrig de samme tilbud om smertelindring.

Det vil Sundhedsstyrelsen lave om på -  og ifølge nye anbefalinger for området skal alle, der har livstruende sygdomme, have lige adgang til lindring af smerter og en værdig død.

 

Èn stue fungerer som hospice for hele landet

En enkelt stue på Nordsjællands Hospital i Frederikssund er den eneste i landet, der fungerer som et hospice for alvorligt syge og døende lungepatienter.

Tilbuddet til lungepatienter er ifølge Kristoffer Marså, som er overlæge på palliationsenheden ved Herlev Hospital, et udtryk for en skævvridning.

- Kræftpatienter får en rimelig hjælp, og kan dø en værdig død. Medicinske patienter får en urimelig ringe hjælp i dag, siger han i et indslag i TV Avisen på DR1 onsdag 3. januar 2017.

Anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen er, at alle livstruende sygdomme skal have lige adgang til smertelindrende behandling.

Til TV Avisen siger Kirsten Hansen, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen:

- Det er faglige anbefalinger, der siger, hvad er det fagligt fornuftige at gøre for regioner og kommuner, de praktiserende læger og den kommunale hjemmesygepleje.

 

Det vil kræve rammer og ressourcer

Men det er ikke gjort med anbefalinger alene.

- Det ændrer ikke noget, før vi i sundhedsvæsenet får rammer og ressourcer til at gøre noget. Det er handling, der skal til, det er forskning og behandling der skal til. Anbefalinger alene gør det ikke, siger Kristoffer Marså i indslaget.

Ifølge DRs sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling er det bl.a. mennesker med kroniske hjerte-kar sygdomme og lungesygdomme, som kan få gavn af de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Fx de 5500 danskere, der dør af KOL hvert år.

- De fleste af os associerer kræftpatienter med hospice, og det er fair nok, fordi 90-95 procent af de patienter, der er på Hospice i Danmark er kræftpatienter. Virkeligheden er bare den, at det er en fjerdedel af os, der dør af kræft sygdomme. Tre ud af fire, dvs. 75 procent dør af andre sygdomme. Og det er dem, sundhedsvæsenet nu bliver mindet om, at man skal blive bedre til at holde hånden under den sidste tid, siger han.


Erfaringsmæssigt kommer den slags nok til at tage nogen tid, før det virkeligt er implementeret så alle patienter kan mærke det.

- Sundhedsvæsenet fattes penge og er skruet sådan sammen, at man har det med at fokusere på ny behandling, der kan redde liv og måske knap så meget på at hjælpe mennesker, der skal dø, men nu har Sundhedsstyrelsen så slået fast – og mindet om – retten, den enkeltes ret til at få den bedste hjælp i døden ligegyldig hvilken alvorlig sygdom, man har, fortæller Peter Qvortrup Geisling i indslaget.

 

Se indslaget i TV Avisen

 

Lungeforeningens kommentar: Der er et stort behov for smertelindring

Lungeforeningen har, siden udgivelsen af en rapport om palliativ indsats til KOL-patienter i 2014 støttet af TrygFonden, arbejdet målrettet for bedre lindring af lungepatienter i Danmark.

Patienter med livstruende sygdomme som fx KOL, lungefibrose og andre lungesygdomme oplever lidelser, der er mindst lige så store som hos patienter med kræft, men får meget mindre hjælp i deres sidste tid.

- Lungepatienter lider af en åndenød, der er så omfattende, at sygdommen konstant er til stede i deres tanker og handlinger. Foruden lindring har de derfor brug for, at nogen tager sig tid til at tale med dem om deres ønsker, frygt og håb. Det ser vi frem til, at de nye anbefalinger også vil kunne bidrage til, siger Lungeforeningens direktør Anne Brandt som en kommentar til indslaget.

 

Læs mere
Rapport om palliativ indsats til KOL-patienter - udarbejdet af Lungeforeningen og Videncenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA) og støttet af TrygFonden.