×
×

Hoste er et overset symptom

Hoste er et overset symptom

Ifølge et nyt, dansk studie lider fire procent af den voksne befolkning af kronisk hoste - hvilket vil sige, at de har hostet i otte uger eller mere.

Det svarer til, at 160.000 danskere har kronisk hoste.

Det skriver DR.dk i dag. Læs hele artiklen Nyt studie: 160.000 danskere lider af kronisk hoste

 

LÆS OGSÅ: Få et lungetjek på lungedagen onsdag 15. november.

 

På niveau med andre folkesygdomme

For overlæge i klinisk biokemi Morten Dahl fra Sjællands Universitetshospital i Køge, der har stået bag undersøgelsen, var det et overraskende fund, at så mange hoster så længe.

- Det er lidt overraskende, at der er så mange, der har kronisk hoste. Det er et overset problem, og man har tidligere ikke vidst så meget om sygdommen. Men fire procent svarer til nogle af de andre store folkesygdomme som type 1-diabetes eller leddegigt, siger han.

Morten Dahl fortæller, at nogle kun oplever mindre gener af kronisk hoste, mens andre bliver forstyrret i deres sociale aktiviteter og arbejdsliv i svær grad og slås med træthed, ømme muskler og problemer med at holde på vandet.

Ifølge Morten Dahl er mange tilbøjelige til ikke at søge læge med deres kroniske hoste.

- Hvis man som ryger går og hoster, så går man måske ikke til læge og får det undersøgt. Men der er faktisk mange årsager til sygdommen, som man kan gøre noget ved, siger han til DR Nyheder

 

Professor: Vigtigt at gå til lægen

Professor og overlæge ved Hvidovre Hospital Peter Lange, der er ekspert i lungesygdomme, understreger overfor DR, at langvarig hoste skal udløse et besøg hos lægen.

Ifølge ham er det kun få af patienterne med kronisk hoste, som lægerne ikke kan hjælpe.

- Hvis man bliver ved med at have hoste - som nogle gange er ledsaget af andre symptomer som hvæsende eller pibende vejrtrækning eller ophostning af slim - så bør man gå til sin læge. For det er ikke normalt at blive ved med at hoste, siger han.

Ifølge Peter Lange er blandt andet astma, kroniske bihuleproblemer og mavesyre i spiserøret nogle af de meget hyppige årsager til langvarig hoste.

- Nogle gange kan det være noget meget alvorligt som KOL eller lungekræft, og så er det vigtigt at fange det tidligt, siger Peter Lange.

 

Pias lungekapacitet har taget skade

For 60-årige Pia Lindqvist, der i dag er førtidspensionist og frivillig netværkstovholder i Lungeforeningen, var det et fast morgenritual at hoste.

- Jeg hostede hver morgen meget kraftigt, men det var ikke noget, jeg tog mig rigtigt af. Det var irriterende, men jeg tænkte ikke, at det var optakt til en sygdom, siger hun.

Den tørre hoste stod på i flere år og var også en af årsagerne til, at Pia Lindqvist lagde cigaretterne på hylden, men hun gik aldrig til lægen for at få tjekket, hvad der udløste hosten.

Det var mere eller mindre en tilfældighed, at Pia Lindqvist for fem år siden fik testet sin lungefunktion i den seniorklub, som hun og hendes mand kommer i.

Testen viste, at hun har den kroniske lungesygdom KOL, og at hun kun havde 68 procent af sin lungekapacitet tilbage.

Læs artiklen på dr.dk og få hele Pias historie Nyt studie: 160.000 danskere lider af kronisk hoste

 

Læs mere
Onsdag 15. november: Få et lungetjek på Lungedagen
Læs om Lungeforeningens netværk og lokalafdelinger
Sådan kan du blive testet for KOL
Typiske tegn på astma