I Ballerup dyrker de mindfulness | Lungeforeningen
×
×

I Ballerup dyrker de mindfulness

Mindfulness træning kan reducere KOL-patienters angst og depression
Printer-friendly version

TV2.dk 31. marts 2018 og TV2 Nyhederne kl. 19, 4. april 2018:

De seneste to måneder har medlemmerne i Lungeforeningens lokalafdeling i Ballerup dyrket mindfulness med en yogalærer, som har vist dem forskellige åndedrætsteknikker.

- Det er en dejlig måde at lære at få styr på sin vejrtrækning, fortæller et af medlemmerne Ole Fog i et nyhedsindslag på TV2.

Danske forskere har som de første i verden bevist, at mindfulness-træning kan reducere KOL-patienters angst og depression.

Oplevelsen af ikke at kunne trække vejret er skræmmende. Faktisk har en ud af tre KOL-patienter, som er i rehabiliteringsforløb, fået konstateret angst.

 

Angsten halveret efter mindfulness

Med en psykolog i spidsen trænede et aarhusiansk forskerhold fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet et otte ugers mindfulness-forløb med en gruppe KOL-patienter.

Projektet er bl.a. støttet af Danmarks Lungeforeningens Fond

Før forsøget begyndte, led 43 procent af patienterne af angst og depression. Tre måneder efter det otte ugers forløb var antallet af patienter med angst nede på 22 procent.

- Man kan oversætte mindfulness til "opmærksomhedstræning". Mindfulness kan hjælpe patienterne med at få lidt samling på tankerne. Så de kan vende deres tanker mod noget andet, forklarer psykolog og ph.d-studerende Ingeborg Farver-Vestergaard, som har stået for projektet.

Lokalafdelingen i Ballerup har ikke været en del af forsøget, og derfor er der ingen opgørelse over, hvordan deres forløb har påvirket medlemmernes angst. Men Jørgen Larsen er ikke i tvivl om, at de teknikker, han har lært, gør en forskel for mange.

Overlæge Anders Løkke har fulgt forsøget fra sidelinjen, og han ser med begejstring på resultaterne.

- Vi har længe vidst, at KOL-patienter har gavn af fysisk træning, men det er opløftende at se, at psykologiske træningsformer yderligere kan forbedre patienters velbefindende, siger Anders Løkke i Nyhederne på TV2.

 

Fantastisk, at man kan gøre noget selv

Forskningsresultaterne vækker også begejstring hos Lungeforeningens direktør, Anne Brandt, som i TV2 Nyhederne fortæller at:

- Det er fantastisk, at der nu er dokumentation for, at man kan gøre noget selv.

På grund af de positive resultater vil Lungeforeningen gøre alt, hvad de kan for at udbrede mindfulness til de træningsnetværk, der allerede er i foreningen.

Og ifølge direktøren bør sundhedsvæsenet også være opmærksom på forskningsresultaterne, så mindfulness-øvelser hurtigst muligt kan finde vej ind i kommunernes eksisterende rehabiliteringstilbud til lungepatienter.

 

Læs mere

Mindfulness-øvelser på lunge.dk: Find ro i dig selv og din vejrtrækning

Du kan træffe psykolog Ingeborg Farver-Vestergaard i Lungeforeningens rådgivning

Læs Mindfulness kan hjælpe KOL-patienter, viser ny forskning på tv2.dk

Læs mere om forskningsprojektet i artiklen Mindfulness-træning hjælper lungepatienter