×
×

Lungepatienter får sjældent tilbudt palliativ behandling

Sidst opdateret: 
06-07-2021

Chancen for at få palliativ (lindrende) behandling er langt større for kræftpatienter end fx lunge-, hjertekar- og nyrepatiener. Det fremgår af Dansk Palliativ Databases årsrapport, der netop er udkommet. Lungeforeningen har længe arbejdet for at sætte fokus på den store ulighed i palliative tilbud til lungepatienter, som i særlig høj grad har brug for behandlingen. 

Sidste år fik næsten halvdelen af de patienter, der døde af kræft, specialiseret palliativ behandling. For ikke-kræftpatienter var det to procent. Det til trods for, at Sundhedsstyrelsen i 2017 udgav nye anbefalinger på området. Formålet med anbefalingerne var blandt andet at skabe lighed i adgangen til de palliative behandlingstilbud overalt i landet uanset diagnose.

Der er ingen tvivl om, at der er en kæmpe stor gruppe af patienter med andre diagnoser end kræft, der kunne have glæde af det her. De går glip af en meget kompetent behandling af deres symptomer og problemer, siger forsker på Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet Mogens Grønvold til DR Nyheder .

Lungesyge Marianne fik nej til behandlingen
57-årige Marianne Vølund (på billedet) fra Præstø lever med lungesygdommen KOL. Hun er én af de lungepatienter, som har fået nej til palliativ behandling. 

Jeg har en lungekapacitet på 13 procent, og min vægt er for lav. Så der er ikke rigtig noget, der hjælper nu, siger Marianne Vølund til DR Nyheder.

Marianne henvendte sig til sin læge på hospitalet for at høre om muligheden for at få palliativ behandling, men fik at vide, at det ikke blev tilbudt til KOL-patienter. Marianne er sikker på, at hun ville have glæde af at få palliation den sidste tid, hun lever. For hun ved, hvor stor en forskel det kan gøre i den sidste tid. Hendes tvillingesøster, der også led af KOL, fik behandlingen, inden hun døde for tre år siden.

Det hjalp hende meget i de sidste måneder. Det gav hende en tryghed, så jeg er enormt glad for, at hun fik, siger Marianne Vølund og fortæller til DR Nyheder, at søsteren også kom på hospice.

Lungeforeningen har i flere år arbejdet for at sætte fokus på den store ulighed i palliative tilbud, som netop lungepatienter i særligt høj grad har gavn af. 

Lungepatienter har store palliative behov både fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt og dette over en længere periode end fx kræftpatienter. Tallene viser desværre, at der fortsat ligger en stor opgave i at sikre, at endnu flere alvorligt syge patienter får tilbudt den behandling, de har krav på uanset diagnose, lyder det fra direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt. 

Kristoffer Marså, der er speciallæge i lungemedicin og leder af vidensdeling og dokumentation på det nationale videncenter for rehabilitering og palliation, Rehpa, peger også på, at der lige nu er en del patienter, som ikke får den behandling, de har brug for.

Som sundhedsvæsen løfter vi ikke den opgave, vi burde løfte. Vi svigter en del patienter på baggrund af deres diagnose og ikke deres behov, siger han.

 

Brug for nationale initiativer
Flere sygehuse har igangsat initaitiver, som skal gøre op med skævheden, men ifølge flere eksperter på området, er det ikke nok. 

Vi bliver nødt til at lave nationale initiativer. Det er ikke nok at lave disse lokale initiativer, hvis man vil imødegå den lidelse, der er, siger Kristoffer Marså.

Dansk Palliativt Selskab peger på, at lægerne på afdelingerne mangler uddannelse til at spotte de patienter, der kan have brug for palliativ behandling.

Vi har egentlig brug for en dansk uddannelse i palliativ medicin. Det har vi brug for, at vores politikere hjælper os med at få,  udtaler Anette Hygym, formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin til DR Nyheder.

Danske Regioner arbejder nu på en ny efteruddannelse i netop palliativ medicin, så flere læger bliver i stand til at behandle patienterne.

 

Hvad er palliation?
Palliation betyder lindring. Palliation er en professionel indsats for at lindre og forebygge lidelse for mennesker ramt af livstruende sygdom fx lungesygdom. Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten og retter sig mod de fysiske, psykiske, sociale og åndelige lidelser, der for den syge og for de nærmeste kan være forbundet med livstruende sygdom og død. Palliativ indsats er tværfaglig og varetages i et samarbejde mellem relevante fagpersoner, den syge og de nærmeste pårørende. Behandlingen kan både gives på hospice, i eget hjem og på sygehuse.

Læs artiklen Stik imod anbefalinger: Dødssyge hjerte- og lungepatienter får sjældent den rigtige hjælp på DR.dk

Se indslag i TV Avisen k6. juli 2021, kl. 18.30.


LÆS OGSÅ: 

Download rapporten "Palliativ indsats til KOL-patienter" - udarbejdet i samarbejde mellem Lungeforeningen og REPHA (dengang Palliativt Videncenter)

De færreste lungepatienter tilbydes lindrende behandling

Lindrende behandling bør tilbydes til flere patientgrupper