×
×

Midaldrende storrygere bør screenes for lungekræft

Sidst opdateret: 
25-05-2020

Dagensmedicin.dk:

Midaldrende storrygere - både nuværende og tidligere - bør screenes. Det mener fem lægefaglige selskaber repræsenteret i Dansk Lunge Cancer Gruppe. Forslaget er indsendt til Sundhedsstyrelsen som oplæg til diskussion, finpudsning og optakt til en formel ansøgning.

- Det handler om at lave en model, der både er effektiv i forhold til at opfange cancer, og som samtidig er omkostningseffektiv. Vi anbefaler en inklusion af mennesker mellem 55 og 75 år, som har røget mindst 15 cigaretter dagligt i 25 år eller mindst 10 cigaretter dagligt i 30 år. Det kan være både rygere og ikke-rygere, som er holdt op inden for de seneste ti år, siger Zaigham Saghir, lungemediciner på Herlev-Gentofte Hospital og formand for arbejdsgruppen.

De foreslåede inklusionskriterier i Danmark lægger sig tæt op ad de to mest kendte og mest omtalte studier af screening for lungekræft – NLST studiet i USA og NELSON studiet fra Holland og Belgien. 

- Det er glædeligt, at alle er enige om, at vi skal igang med lungekræftscreening. Samtidig kan man undersøge for KOL, så man kan komme tidligt i behandling, siger Torben Mogensen, formand i Lungeforeningen og speciallæge i anæstesi og intensiv terapi, dr.med.

Arbejdsgruppen foreslår, at screeningen kan indføres gradvis. F.eks. ved at starte i en enkelt region for så senere at udbredes til resten af landet. Eller med start i områder, hvor forekomsten af storrygere er høj, som Storbritannien har gjort med screeningsprogrammer i London, Liverpool og Manchester.


Læs artiklen "Lungekræft: Midaldrende storrygere bør screenes" på Dagensmedicin.dk

Læs mere om lungekræft