×
×

Mindfulness-træning hjælper lungepatienter

Mindfulness-træning hjælper lungepatienter med angst og depression

Et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital viser, at otte ugers mindfulness-træning hjælper patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom( KOL), så de bedre kan håndtere angst og depression.

KOL er en uhelbredelig lungesygdom med belastende fysiske symptomer som åndenød, hoste og slimdannelse i luftvejene. Desuden oplever mange KOL-patienter psykiske problemer som angst og depression i deres hverdag.

Forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har i samarbejde med forskere fra University of Cambridge (England) og Trinity College Dublin (Irland) fundet, at et 8-ugers psykologisk behandlingsprogram - såkaldt mindfulness-baseret kognitiv terapi - lindrer patienternes psykiske symptomer på angst og depression.

Forskningsprojektet er bl.a. støttet af Danmarks Lungeforenings Fond

Resultaterne tydede desuden på, at mindfulness-træningen lindrede patienternes fysiske symptomer.

Undersøgelsen er netop offentliggjort i det anerkendte lungemedicinske tidsskrift European Respiratory Journal.

 

Selv-omsorg styrker patienterne

De 84 KOL-patienter, der deltog i undersøgelsen, blev ved lodtrækning udtrukket til enten at modtage et 8-ugers mindfulness-træningsprogram som tillæg til den sædvanlige fysiske rehabilitering eller den fysiske rehabilitering alene. Mindfulness-træning lærer deltagerne meditationsøvelser med det formål at blive mere opmærksom på en ikke-dømmende måde over for både positive og negative oplevelser.

- Resultaterne  viste, at de patienter, der havde modtaget mindfulness-træning som tillæg til deres fysiske rehabiliteringsprogram oplevede væsentligt færre angst- og depressive symptomer efter behandlingen, i forhold til de patienter, der kun havde modtaget fysisk rehabilitering, siger psykolog og ph.d.-studerende Ingeborg Farver-Vestergaard, som har stået for projektet.

- Det var  især den øgede selv-omsorg, som er en del af mindfulness-træningen, der lindrede symptomerne på angst og depression.

- Det giver god mening, da vi har at gøre med en patientgruppe, som desværre ofte oplever bebrejdelse fra sig selv og andre på grund af tobaksrygningens rolle i udviklingen af KOL. Disse patienter har brug for en ordentlig portion selvværd for at få det bedre, siger hun.

 

Mindfulness-træning forbedrer muligvis også fysiske symptomer

Mindfulness-træning kan muligvis også gavne patienternes fysiske tilstand, fortæller Ingeborg Farver-Vestergaard.

 - Vi har i undersøgelser med andre patientgrupper, f.eks. kræftpatienter, fundet, at mindfulness-træning kan lindre fysiske symptomer som smerte. Vi håbede derfor på, at den psykologiske behandling også kunne påvirke KOL-patienters fysiske symptomer, f.eks. åndenød. Og faktisk så vi i vores studie en tendens til, at de patienter, der deltog i mindfulness-træningen, oplevede færre fysiske symptomer efter træningen, sammenlignet med de patienter, der ikke modtog mindfulness-træningen.

 

Godt nyt for en overset patientgruppe

Bobby Zachariae, professor ved Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, mener, at mindfulness-træningen er et godt supplerende behandlingstilbud.

- Mindfulness har potentiale til at gavne de mange KOL-patienter, der til daglig kæmper med store udfordringer. Det er en patientgruppe, som desværre stadig er relativt overset i vores samfund,  siger Bobby Zacharie.

Han bakkes op af overlæge Anders Løkke fra Lungemedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- Vi har længe vidst, at KOL-patienter har gavn af fysisk træning, men det er opløftende at se, at psykologiske træningsformer yderligere kan forbedre patienters velbefindende, siger Anders Løkke.

 

Lungeforeningen: Vores medlemmer efterspørger mental træning

Lungepatienter går ofte alene med bekymringer om deres sygdom og om fremtiden.

Derfor er det en rigtig god nyhed, at det nu ser ud til, at forskningen kan bekræfte, at mindfullness træning lindrer symptomerne på angst og depression.

- Vi har i noget tid på vores hjemmeside tilbudt en række øvelser, som kan hjælpe lungesyge med at træne deres opmærksomhed og dermed finde ro i dem selv og deres vejrtrækning. Øvelserne er blevet positivt modtaget og hjemmesiden er meget velbesøgt, hvilket jo bekræfter en efterspørgsel på denne træningsform, siger Lungeforeningens direktør Anne Brandt.

 

Læs mere

Mindfulness-øvelser på lunge.dk: Find ro i dig selv og din vejrtrækning

Du kan træffe psykolog Ingeborg Farver-Vestergaard i Lungeforeningens rådgivning

TV2 har i deres nyhedsudsendelser sat fokus på forskningsprojektet

 

Fakta

Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)

  • Omkring 320.000 danskere har KOL
  • KOL udvikler sig og opdages som regel først relativt sent i livet
  • Sygdommen skyldes oftest rygning og/eller luftforurening og arbejdsrelateret forurening
  • Det vigtigste og alvorligste symptom er tiltagende åndenød
  • Andre væsentlige symptomer er hoste, slimdannelse i luftvejene og træthed
  • Hver dag dør 16 danskere på grund af KOL
  • Ca. en tredjedel af KOL-patienter i rehabilitering oplever angst og depression
  • Angst og depression ved KOL er ofte forbundet med åndenød, nedsat aktivitetsniveau og social isolation

 

Bag om forskningsresultatet

  1. Studietype: Randomiseret kontrolleret effektstudie
  2. Samarbejdspartnere: Anders Løkke og Elisabeth Bendstrup, Lungemedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital; Kai Ruggeri, University of Cambridge (UK); Frances Early, Addenbrooke’s Hospital (UK), Padraic Dunne and colleagues, Trinity College Dublin (Ireland)
  3. Ekstern finansiering: Danmarks Lungeforenings Fond; Aase og Ejnar Danielsens Fond; Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond; A. P. Møller and Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Lægevidenskabens fremme;
  4. Link til originalartikel: Farver-Vestergaard I, O’Toole MS, O’Connor M, et al. Mindfulness-based cognitive therapy in COPD: a cluster randomised controlled trial. Eur Respir J 2018; 51
  5. Artiklen Mindfulness-træning hjælper KOL-patienter fra Århus Universitetshospital

 

For yderligere oplysninger

Ingeborg Farver-Vestergaard, psykolog og ph.d.-studerende, Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, e-mail: ifarver@psy.au.dk, mobil: 20 62 10 05

Bobby Zachariae, professor, dr.med., Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, e-mail: bzach@aarhus.rm.dk, tlf.: 87 16 58 78/24 23 53 56

Anders Løkke, overlæge, Lungemedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, e-mail: andloe@rm.dk, mobil: 28 89 41 97