×
×

En kronisk lungesygdom kan ændre familiens planer for fremtiden

En kronisk lungesygdom kan ikke undgå at ændre det liv, man havde forestillet sig at skulle leve. Betydningen af sygdommen er dog individuel, alt efter i hvilken grad du og dine pårørende accepterer lungesygdommen. Det mener psykolog Anders Flemming Bendixen. 

Der er ingen, der har planlagt at få en kronisk lungesygdom. Det er en uønsket gæst, der sætter begrænsninger i hverdagen. Begrænsninger som ikke kun påvirker den lungesyge men også de pårørende. Det kan skabe sorg og frustrationer hos begge parter, men ifølge psykolog Anders Flemming Bendixen er det vigtigt at erkende situationen og se muligheder mellem begrænsningerne.

Accept af lungesygdommen
Det er forskelligt fra person til person, hvordan reaktionen er, når en lungesygdom banker på. Der er ingen tvivl om, at det kan være en kæmpe ændring i livet. Men accept af lungesygdommen er første skridt i den rigtige retning – både hos den lungesyge og de pårørende. Det mener Anders Flemming Bendixen, der i 15 år har afholdt workshops og foredrag om udfordringerne ved en kronisk sygdom.

– Der er ingen tvivl om, at det er hårdt at være kronisk lungesyg og være pårørende til den syge. Alle reagerer forskelligt i forhold til at acceptere sygdommen. Nogle erkender det hurtigt, og andre prøver at leve videre, som de plejer, fortæller Anders Flemming Bendixen, som påpeger, at ingen af delene er forkert. Men der kommer givetvis et tidspunkt, hvor du som lungesyg må indse, at det, du plejer, tager ekstra mange kræfter.

Når man har erkendt og accepteret, at lungesygdommen nu er en del af hverdagen, er næste skridt ifølge Anders Flemming Bendixen at finde muligheder mellem begrænsningerne.

– Det er vigtigt at holde fast i de ting, der gør dig glad. Måske det ikke er muligt helt som før, men snak med dine pårørende om, hvad du kan gøre, der minder om det. Find en mellemværdi, da det er essentielt for at få mest muligt ud af det ændrede liv. Måske I er nødt til at lægge nogle drømme på hylden, og derfor at det vigtigt at finde andre lyspunkter.

Det, der sker, når en pårørende bliver lungesyg, er ofte, at rollerne pludselig bliver patient og sygeplejerske.

Fra familiemedlem til patient
Hos mange familier kan en lungesygdom påvirke de interne roller. Det kan ske i form af skiftet fra ligeværdige ægtefæller, hvor man deles om alle opgaver til, at den ene må løfte en større del end den anden. Det kan være det voksne barn, der skal hjælpe en lungesyg forælder. Eller det kan være forældrene, der skal tage sig af et lungesygt barn.

– Det, der sker, når en pårørende bliver lungesyg, er ofte, at rollerne pludselig bliver patient og sygeplejerske. Rolleskiftet må vi acceptere, men det er vigtigt også at træde ud af rollerne af og til. Hvis den lungesyge kan selv, skal du som pårørende undgå ikke at tage for meget over på opgaver, bare fordi du kan gøre det hurtigere. Hold fast i uddelingen af nogle opgaver, så den lungesyge også hjælper til, siger Anders Flemming Bendixen.

Hertil påpeger han yderligere, at det også er vigtigt at have nogle interesser hver for sig, så sygdommen bliver sekundær i stedet for det primære udgangspunkt. Det skaber nogle samtaler, som handler om andet end sygdommen. 

Nogle gange skal man som pårørende støtte den lungesyge, og andre gange skal man udfordre.

Sådan håndterer I det
Der findes ikke en løsning, der passer til alle, når det handler om at håndtere en lungesygdom. Det kræver en individuel vurdering af den enkelte situation og person.

– Nogle gange skal man som pårørende støtte den lungesyge, og andre gange skal man udfordre. Hvis den lungesyge lever et sparsomt liv og isolerer sig fra omverdenen, kan det nogle gange være en god idé at udfordre dem til at opleve mere. Andre gange benægter den lungesyge at have begrænsninger og kaster sig ud i alt for meget. Her må man som pårørende gerne hjælpe med at sige fra, fortæller Anders Flemming Bendixen og tilføjer:

– Det kan være svært at vurdere, hvornår man skal udfordre eller støtte. Det kræver, at man snakker om tingene. Få indsigt i, hvornår den lungesyge har det svært. Det er kun den lungesyge selv, der kender sine begrænsninger, og derfor er det vigtigt, at de bliver sagt højt. 

Sidst opdateret: 
Mandag, december 13, 2021