×
×

Pneumokokvaccinen - ekstra vigtig i en tid med COVID-19

Hvad er pneumokokker? 
Pneumokokker er en gruppe af bakterier, som kan give alvorlig sygdom. De kan bl.a. give lungebetændelse, som i mange tilfælde ikke giver varige mén, men i nogle tilfælde kan en lungebetændelse med pneumokokbakterier være alvorlig. Bliver du smittet med pneumokokker og bakterierne spreder sig til din blodbane, kan det være livstruende og forårsage blodforgiftning og/eller hjernehindebetændelse.


Hvem er i særligt risiko for at udvikle alvorlig sygdom?
Nogle mennesker er i højere risiko for at udvikle sygdom, enten på grund af alder eller anden sygdom som fx kronisk lungesygdom. 
 

Hvem er omfattet af tilbuddet om gratis pneumokokvaccine?
Vaccinen er blevet gjort gratis for en række af mennesker for at mindske sygdom med pneumokokker under COVID-19. Lige nu er tilbuddet om gratis vaccination gældende for nedenstående grupper efter lægefaglig vurdering. Er du i tvivl, om du tilhører en gruppe, som bør vaccineres eller om en af dine pårørende er, anbefaler vi at du kontakter din læge.

  • Alle mennesker, som er fyldt 65 år
  • Mennesker med andre alvorlige sygdomme, hvor lægen vurderer, at vedkommende er i særlig høj risiko for invasiv pneumokoksygdom (alvorlig sygdom med pneumokokbakterier), fx mennesker med kronisk lungesygdom.
  • Mennesker under 18 år, som har:
    • Kroniske lungelidelser fx, Cystisk fibrose
    • Hypodynamisk respirationsinsufficiens
    • Cyanotiske hjertesygdomme
    • Hjerteinsufficiens

Mennesker som er fyldt 2 år, som har:

  • Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
  • Tidligere invasiv pneumokoksygdom
  • Organtransplanteret

OBS: Listen er ikke udtømmende, ønsker du at se hele oversigten, kan du læse den hos Sundhedsstyrelsen.

 

Hvordan får jeg vaccinen?
Tilhøre du gruppen, som kan få vaccinen gratis, skal du kontakte din egen læge og bestille en tid til at blive vaccineret. Vaccinen kræver kun et enkelt besøg hos lægen. Lungeforeningen har kendskab til, at nogle lægehuse, har mulighed for at køre ud og vaccinere dig i hjemmet, andre har drive-in vaccinations muligheder. Ring til din læge, og hør hvad der er af muligheder for dig.
Flere apoteker og Matas butikker tilbyder desuden også, at du kan få pneumokokvaccinen hos dem.


Hvorfor er vaccinen nu gratis?
Den ene type af vacciner mod lungebetændelse er blevet gjort gratis for de mennesker, som tilhører den ovenstående gruppe dvs. den er gratis for alle over 65 år – og for de øvrige, som opfylder kriterierne.
Ring til din læge, hvis du er i tvivl, om du bør få vaccinen.

Normalt skal man betale for vaccinen mod lungebetændelse, men grundet Corona-pandemien har regeringen og folketinget besluttet at gøre den gratis. Det har man gjort for at reducere antallet af mennesker, som rammes med infektionssygdomme som pneumokokker. For herigennem at reducere belastningen på de danske hospitaler og undgå samt forebygge yderligere sygdom ved et eventuelt COVID-19 sygdomsforløb. 

 

Findes der ikke to typer af pneumokokvacciner?
Der findes to typer af vacciner mod lungebetændelse. Det drejer sig om typerne Prevenar og Pneumovax. Prevenar dækker over 13 typer af bakterier, som kan give dig en lungebetændelse, hvor Pneumovax dækker over 23-typer af bakterier, som kan give dig en lungebetændelse. Netop nu, er det Pneumovax-vaccinen, som tilbydes gratis til en række forskellige mennesker.
Det er din læge, som vurderer, om du skal vaccineres med begge typer af vacciner eller om én type vaccine er nok. Kontakt din læge, hvis du har spørgsmål til, om du skal vaccineres med begge typer, og hvornår det er tid til, at du skal vaccineres igen.
 

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Sidst opdateret: 
Fredag, oktober 2, 2020