×
×

Vil vægttab hjælpe på min lungesygdom?

Vil vægttab hjælpe på min lungesygdom?
Spørgsmål

Jeg er 55 år og har været lungesyg i næsten 10 år. Jeg har fuldtidsarbejde og prøver at dyrke så meget motion, jeg formår/orker.

Jeg kunne godt tænke mig at tabe ca. 15 kg, da jeg er nået til den konklusion, at det efterhånden ikke kun er mine lunger, der hæmmer mig, men også at jeg har for meget vægt at slæbe rundt på.

Jeg er 175 cm høj og vejer 87 kg.

Har du nogle råd til mig?

Svar

Svar fra diætist i Lungeforeningens rådgivning

Når du er lungesyg, er det vigtigt at være i en god ernæringstilstand. Det betyder at du hverken skal være undervægtig eller overvægtig. BMI-tallet kan hjælpe dig til at finde ud af, om du er i god eller dårlig ernæringstilstand. 

Når man er rask anbefales et BMI på 18,5-25, men med lungesygdom anbefales et BMI på 21-30, og er man svært lungesyg anbefales et BMI på 25-30.

Når man er lungesyg skal BMI’et være lidt højere end hvis man er rask. Det skyldes bl.a. at lungebetændelser, forværring og evt. indlæggelse kan medføre nedsat appetit og dermed vægttab.

Det bedste er hvis de ekstra kilo er muskler – ikke fedt. Når man er i en god ernæringstilstand kommer man sig hurtigere efter sygdom, livskvaliteten bliver bedre og det øger chancen for at leve længere.

Dit BMI er på 28,3. Dvs. at du faktisk ligger inden for normalrådet. Jeg vil ikke råde dig til vægttab, men i stedet råde dig til at have dit fokus på, at spise sundt og varieret og huske at være fysisk aktiv. 

Du opbygger og vedligeholder muskler ved at bevæge dig, samtidig med, at du spiser mad, som er rig på proteiner. 

Når man er lungesyg har kroppen brug for ekstra proteiner, svarende til 1,5 g per kilo kropsvægt. 

Det vil sige, at du skal spise: 

1,5 g x 87 kg = 130 g protein om dagen. 

Læs mere om hvordan du kan proteiner i temaartiklen om mad i Lungenyt 3, 2017

Det er vigtigt at være opmærksom på, om din vægt ændrer sig, så vej dig gerne fast én gang om ugen. 

Hvis du oplever at vægten begynder at stige eller falde utilsigtet skal du tage kontakt til din læge.

Læs mere om mad og måltider til dig med en lungesygdom

Se flere spørgsmål og svar i Lungeforeningens Brevkasse.