×
×

Flere organdonorer i Danmark

Fremgangen i antallet af organdonorer fortsætter støt, men især arbejdsgangene på hospitalerne kan give flere chancen for at donere, vurderer fagfolk.

Det har blandt andet givet gode resultater i Region Syddanmark, skriver Kristeligt Dagblad i dag.

Stadig flere danskere bliver organdonorer i tilfælde af hjernedød. Stigningen har været støt i flere år, og også 2016 viste en lille fremgang: fra 85 afdøde donorer i 2015 til 89 i 2016.

Samtidig ønsker flere, at en hjernedød pårørende kan blive donor: 69 procent af pårørende til potentielle donorer sagde ja til donation i 2014, mens 79 procent gerne ville have, at deres pårørende blev donor i 2015. Det viser en statusrapport fra Sundhedsstyrelsen om handlingsplanen for organdonation fra 2014, der offentliggøres i dag.

I følge Kristeligt Dagblad konkluderer Helle Haubro, leder af Dansk Center for Organdonation, , at det er godt, men ikke godt nok.

- Fire donorer mere end sidste år lyder ikke af meget, men det er 13-14 patienter, der har fået et nyt liv, da hver donor i snit giver tre-fire organer. Hvert år lægger vi oven på det forrige, og det er flot, men det kan blive bedre, siger hun.

I 2016 døde 29 danskere, mens de ventede på et organ, og cirka 400 står på venteliste nu. Helle Haubro peger især på ét punkt blandt handlingsplanens 23 initiativer, der kan øge antallet af donorer. Det handler i høj grad om arbejdsgange på hospitalerne og i mindre grad om, hvor mange der har registreret sig i Donorregistret, siger hun til Kristeligt Dagblad.

- Blandt andet skal alle bevidstløse patienter med en dødelig skade i hovedet på intensiv og udredes og behandles der og ikke ligge for eksempel på medicinske eller neurologiske afdelinger, hvor de ikke kan være tilkoblet en respirator, for så kan de ikke blive donorer, når de dør. Det er det allervæsentligste og dér, hvor man tydeligst kan se, at donorraten kan øges.

Det er ikke lykkedes i alle regioner endnu, siger hun.

I artiklen siger Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V), at hun vil fremover vil arbejde for at sætte organdonation på dagsordenen i den offentlige samtale på lige fod med implementering af handlingsplanens anbefalingerne på hospitalerne. 

Læs hele artiklen Flere bliver organdonorer i Danmark på Kristeligt Dagblads hjemmeside

Læs også pressemeddelelse fra Sundhedssyrelsen: Sygehusene har fået større fokus på organdonation

Læs mere
Organdonation
25-års jubilæum i 2017: Nye Lunger - Nyt liv
Lungetransplantation