×
×

Invitation: 30-året for første transplantation fejres

Sidst opdateret: 
26-08-2022

Den 12. oktober fejrer Rigshospitalet og Lungeforeningen mærkedagen sammen med transplanterede, ventelistepatienter, pårørende og fagfolk. Siden 18. juni 1992, hvor den første operation foregik på Rigshospitalet, er ca. 800 kritisk lungesyge blevet transplanteret og hvert år får omkring 30 mennesker nye lunger. 

En lungetransplantation er en af de vanskeligste behandlinger, man kan få. Den tager mellem 6-10 timer, et ophold på hjerte- og lungekirurgisk intensivafdeling og op til seks ugers indlæggelse, hvor man bl.a. skal vænne sig til at trække vejret med nye lunger, genoptræne og finde den rette mængde medicin.

Professor åbner dagen med digtsamling

På dagen, som holdes på Rigshospitalet, er der både foredrag, musik og taler på programmet. Det er f.eks. Kim Klyver, professor i entreprenørskab ved Syddansk Universitet og University of Adelaide, som åbner dagen med at læse op fra og fortælle om sin digtsamling ’Livets pust – Luftmangel, omvæltning og kamp’.

Kim Klyver fik selv nye lunger i 2019 og skrev undervejs sine tanker ned i det, der siden blev til en digtsamling.

Programmet byder også på liveinterview med to lungetransplanterede, en venteliste-patient og en pårørende, som hver især fortæller om lungetransplantation set fra deres synspunkt.

Sidst på dagen vil bl.a. leder af Dansk Center for Organdonation, Helle Haubro, og overlæge på afsnit for lungetransplantationer, Michal Perch, deltage i en vigtig paneldebat om, hvordan vi skaffer flere organer i fremtiden.

Pionerer på lungeområdet

Michal Perch betragter dem, der startede med lungetransplantationer, som pionerer:

De byggede på helt nye erfaringer med lungetransplantationer fra udlandet og også erfaringer med transplantationer af andre organer som hjerte og nyrer. Vores resultater i dag hviler på deres arbejde.

Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen, vil også være på talerstolen ved 30-årsmarkeringen:

Det er en helt særlig dag. En lungetransplantation er en kæmpe operation, som har gjort livet muligt at leve igen for mange transplanterede og deres pårørende. I Lungeforeningen møder vi mennesker med forskellige diagnoser både i ventetiden op til den store operation, og i tiden efter, hvor de finder fodfæste igen. Det er vigtigt, at vi fortsætter oplysningsindsatsen om organdonation og styrker forskningen, så vi hele tiden arbejder på at øge levetid og livskvalitet for dem, der transplanteres. 

Praktisk – og vigtigt!