×
×

Nye lunger – nyt liv

Fantastisk: Den første danske lungetransplantation kan i 2017 markere sit 25-års jubilæum.

Siden den første lungetransplantation i Danmark 23. januar 1992 har mellem 30 og 35 mennesker hvert år fået nye lunger - indtil videre over 700.

Op til syv liv

Du kan blive ramt af så alvorligt organsvigt, at du kun kan overleve, hvis du får et nyt organ fra en afdød donor. For nyresyge er det også muligt at få en nyre fra en levende donor. Én afdød donor kan redde op til syv liv – så én enkelt donor kan virkelig gøre en forskel for de over 400 danskere, der i dag står på venteliste til et nyt organ.

- I Lungeforeningen synes vi, det er helt fantastisk, at vi pga. videnskab og mennesker, der har taget stilling til at ville donere, kan redde liv med nye lunger, siger Lungeforeningens direktør Anne Brandt.

Ifølge overlæge Michael Perch fra Rigshospitalets afsnit for lungetransplantation er transplantation af organer en af de mest komplicerede behandlinger, det moderne sundhedsvæsen kan tilbyde.

- Derfor er det en gave at kunne være med til at udvikle og forbedre mulighederne for de patienter, hvor alle andre behandlingsmuligheder er udtømte, siger han.

Danskerne vil gerne donere organer

I Danmark har organdonation en stor opbakning i befolkningen – den seneste undersøgelse viser, at 87 % af befolkningen er positive overfor organdonation.

Men der er stadig mange, som ikke har registreret sig som donorer eller videreformidlet deres valg til deres pårørende.

Kun ca. 20 % af befolkningen har registreret deres valg. Det er derfor et tal, som Lungeforeningen sammen med andre patientorganisationer i flere år har arbejdet for at øge.

Følg med i lungetransplantationsåret

Lungeforeningen sætter fokus på transplantation i løbet af hele 2017. Som en start markeres det med et tema om lungetransplantation i medlemsbladet Lungenyt i februar måned.

Læs mere
Lungetransplantation
Organdonation

Hold dig orienteret om aktiviteter i jubilæumsåret

Lungeforeningen hydelde livet og lungerne med et gallashow. Husker du for 5 år siden?