×
×

Organdonationsdagen 9. oktober giver dig et venligt skub

Sidst opdateret: 
08-10-2021

"Tag snakken" er det overordnede budskab, når patientforeninger, frivillige, sundhedsprofessionelle og mange andre inviterer til en snak om organdonation i forbindelse med årets Organdonationsdag den 9. oktober og i ugen op til.

Der bliver rig mulighed for at få taget snakken om organdonation ved et af de mange arrangementer, der afholdes i hele landet. Man kan eksempelvis stille spørgsmål til læger og sygeplejersker, deltage i debatter og se udstillinger så misforståelser om organdonation kan ryddes af vejen.

Vi ved fra undersøgelser, at mange danskere ikke får forholdt sig til organdonation på grund af misforståelser, for eksempel fordi de tror, at deres organer ikke kan bruges. Det er rigtigt ærgerligt, for alle uanset alder og fysisk tilstand kan tage stilling til organdonation. En læge vil altid vurdere, om organerne er egnede til transplantation, hvis det bliver aktuelt. I 2020 var 44 procent af organdonorerne eksempelvis 60 år eller ældre, siger centerleder Helle Haubro Andersen fra Dansk Center for Organdonation.

Få overblik over lokale arrangementer på Organdonationsdagen.


Stillingtagen er en stor hjælp for de efterladte
Undersøgelser viser, at to ud af tre har taget stilling til organdonation og har registreret deres holdning i Organdonorregistret, udfyldt et donorkort eller har talt om det med deres nærmeste.

Vi ved, at en del af dem, som ikke har tilkendegivet deres holdning til organdonation, egentlig har taget stilling. De har måske brug for et lille skub, for at få sig registreret i Organdonorregistret, som vi så det i forbindelse med lancering af sundhedskort-appen i sommer. Den opfordrer til at tage stilling, og efter én måned havde næsten 52.000 danskere registreret sig for første gang. Det var utroligt flot. Det er en stor hjælp for de pårørende, der skal tage afsked med deres familiemedlem, når afdøde har registreret sin holdning til organdonation, forklarer Helle Haubro Andersen.


Lungeforeningen støtter op om Organdonationsdagen og ny "+ år"-kampagne
I år har Dansk Center for Organdonation ladet sig inspirere af en tysk kampagne, hvor transplanterede under overskriften "+ år" viser, hvor mange år, de – takket været en organdonor – har levet med et nyt organ.

Lungeforeningen bakker sammen med flere andre patientforeninger op om kampagnen, som kører på Lungeforeningens Instagram og Facebook-profil på Organdonationsdagen 9. oktober 2021. 


Fakta:

  • Den internationale Organdonationsdag markeres hvert år den 2. lørdag i oktober. Se hvilke arrangementer, der er i nærheden af dig: Organdonationsdagen (organdonor.dk)
  • 26 procent af danskerne over 15 år har registreret sig i Organdonorregistret per 30. juni 2021. (man skal være fyldt 15 år, før man kan registrere sig)
  • 21 % af de 60 årige eller ældre har registreret sig i Organdonorregistret
  • I 2020 var 44 % af donorerne 60 år eller ældre
  • Man kan registrere sin holdning til organdonation på tre måder:
    1. Registrere sin holdning i Organdonorregistret
    2. Udfylde et donorkort og bære det på sig
    3. Sige det til sine nærmeste
  • De omtalte undersøgelser er: I tvivl om organdonation og Danskernes holdning til organdonation

 

Dorte var tæt på at dø, nye lunger har givet hende livet tilbage

Nannas historie: En barndom med ChILD. En ungdom med nye lunger

Min far fylder 10 år – sætter pris på alle de dage, han får i dette liv


LÆS MERE

Lungeforeningen glæder sig over ny politisk aftale

National Organdonationsdag 2019

Tag stilling på Organdonationsdagen