×
×

Rekordmange har registreret sig som organdonorer

Sidst opdateret: 
12-07-2021

1. juni gik Sundhedsministeriets nye app med sundhedskortet i luften. Når du åbner app'en, bliver du spurgt, om du har husket at tage stilling til organdonation. På en måned er der kommet lige så mange registreringer, som der normalt kommer på et helt år.

For det første underbygger det den viden, vi har om, at to ud af tre allerede har taget stilling, men ikke har fået det registreret. Sådan en påmindelse her er super effektiv overfor dem. Det er virkelig effektivt og super godt for alle, siger Helle Haubro Andersen, centerleder i Dansk Center for Organdonation til TV 2. 

Hanne Jensen er en af dem, som har stået på venteliste til et par nye lunger. Hun lever med lungesygdommen KOL og blev i 2014 meget syg. Hendes lungefunktion lå på under 20 procent, og lægerne begyndte for første gang at tale om, at en lungetransplantation kunne være en løsning.

Hanne Jensen ventede knap tre år, og til sidst havde hun opgivet.

Til sidst lå jeg bare i en seng og kunne ikke tale. Jeg kunne ingenting, og på det tidspunkt troede jeg, at det var slut. Det var en barsk erkendelse at komme frem til, men jeg havde det sådan, at jeg bare ville have fred, fortæller Hanne Jensen til TV2.


Det handler om at tage stilling
De nye registreringer betyder, at 26 procent af alle danskere over 15 år nu står registreret i organdonorregistret. Når man registrerer sig, betyder det ikke nødvendigvis, at man siger ja til at donere organer, da det indbefatter danskere, der har taget stilling – og dermed både dem, der har sagt ja og nej til at donere organer. Ifølge centerleder Helle Haubro Andersen er det et fåtal, der siger nej, når de registrerer sig. Cirka seks procent af de registrerede ønsker ikke at donere organer.


LÆS OGSÅ:

Dorte fik nye lunger og snød døden