×
×

Grønkålssalat à la creme med medisterpølse og syltede rødløg



Denne salat er en nyfortolkning af medister med grønlangkål. Salaten er dejligt cremet og med lækkert fyld af både æble og valnødder. Servér på rugbrød med stegt medister og syltede rødløg.

Tilberedningstid: Ca. 20 min. 
Opskrften er beregnet til 6 personer

Opskrifter, styling og foto: Lone Kjær

Energi pr. person (ved beregning med piskefløde og creme fraiche 18%) 2250 kj/ 540 kcal. Kulhydrat 41 g, protein 16 g, fedt 30 g, heraf 13 g mættet fedt. Frugt og grønt pr. person: ca. 100 g

Du skal bruge:

Lynsyltede rødløg

  • 2 rødløg
  • 1 dl vin- eller æbleeddike
  • 1 dl sukker
  • 1 laurbærblad
  • 3 nelliker

Medister

  • 1 medisterpølse, 400 g
  • 1 spsk. olivenolie

Grønkålssalat

  • 300 g finthakket grønkål
  • ½ tsk. flagesalt
  • ½ tsk. sukker
  • 1 dl piskefløde (brug creme fraiche 9%, hvis du vil lave en fedtreduceret/mager udgave)
  • 2 dl creme fraiche 18% (brug creme fraiche 9%, hvis du vil lave en fedtreduceret/mager udgave)
  • 1 tsk. Dijonsennep
  • Flagesalt og peber
  • 2 æbler
  • 30 g valnødder

Tilbehør

  • 6 skiver fuldkornsrugbrød (tynde skiver til dig med lille appetit)

 

Fremgangsmåde:

Lynsyltede rødløg
Pil løgene, og skær dem i skiver. Læg løgene i en skål. Kom eddike og sukker i en gryde med laurbærblad og nellike og kog op. Tag gryden af varmen og hæld lagen over løgene. Lad løgene trække smag.

Medister
Kom vand i en stor gryde og kog medisteren i ca. 10 min., hvorefter den afdryppes. Prik medisteren med en gaffel. Varm olien på en pande og steg medisteren i ca. 6 min. på hver side. Lad medisteren afkøle en smule, inden den skæres i mindre stykker.

Grønkålssalat
Drys kålen med salt og sukker og kram den godt. Pisk fløden til skum og vend med creme fraiche og sennep. Smag til med flagesalt og peber. Skær æblerne i kvarte. Fjern kernehus, og skær æblerne i tynde skiver. Hak nødderne groft.

Servering
Vend forsigtigt grønkål med flødecreme, æbler og nødder. Anret salaten på rugbrød med medister. Top med afdryppede syltede rødløg og krydr med flagesalt og peber.

 

TIPS

Er du småtspisende, så giv grønkålen et lynhurtigt opkog og afdryp, inden den vendes med dressingen. Spis eventuelt lidt mere medister.

Har du flere syltede rødløg end I spiser, så gem dem i lagen i et glas med låg på køl, så holder de sig fint i flere uger. De smager også virkelig lækkert på leverpostej eller til and. 

 

Få flere lækre og nærende opskrifter
Som medlem af Lungeforeningen får du bladet Lungenyt 4 gange om året. I hvert nummer af bladet får du to lækre opskrifter, som er særligt udviklet til dig med en lungesygdom. Opskrifterne er udviklet af madskribent Lone Kjær.

Sundhedsfaglig redaktør: 
Lone Kjær, madskribent
Sidst opdateret: 
15-11-2021