Når du har fået en lungesygdom, kan der opstå spørgsmål og frustrationer. Et godt råd kan være at tale med andre om det – hvis det er det, du har behov for.
Psykolog Bo Snedker Bomans budskab er, at vi skal mærke efter, hvad der er vigtigt at tale om – og hvor meget, vi skal tale om det.
Hvordan får I det til at fungere godt for jer?
En lungesygdom er lidt som en ubuden gæst, der ikke vil gå. Vi har ikke bedt den komme, den kan forandre hverdagen og kan være vanskelig at tale om i et parforhold. Men tale om den skal vi jo – eller? Vi har interviewet psykolog Bo Snedker Boman, som siden 2000 har arbejdet med mennesker, der er ramt af sygdom.
Når man bliver syg, er der meget, der kan forandre sig. Ens appetit, vel- være og mobilitet er måske ikke som før. Man har måske brug for mere søvn. Hvor man tidligere klarede små problemer med et kram eller et kys, kan det knibe med overskuddet, og der er måske dage, hvor man ikke har lyst til at sige noget. Måske giver det problemer i parforholdet.
– Sygdom og behandling kan være livsomvæltende, helt absolut. Min erfaring og meget forskning viser dog, at oftest sker der ikke noget mellem mennesker, der aldrig er sket før. Gamle vaner fortsætter, glæder forsvinder ikke. Men eventuelle problemer i parforholdet går måske ikke så hurtigt over eller opstår oftere, siger han.
Nogle oplever, at de begynder at bide af hinanden. Her er Bos opmærksomhed rettet mod:
– Er det sygdommens skyld? Hvordan var det før? Det kan være en vane, der altid har irriteret, som man bare aldrig har talt om og godt kan leve med, siger han.
Pointen er, at når man får en diagnose, kan den forandrede situation forværre eller forstørre noget, som allerede var. Men bliver det ikke bedre, hvis man taler om det?
Friheden til at være syg, som man bedst kan
Man skal huske, siger Bo Snedker Boman, at i vores kultur regnes det for godt at kunne tale åbent om sine følelser. Og bedre end ikke at kunne. Der står ofte i foldere og på nettet, at en åben dialog om følelser er god medicin mod problemer. Men det er ikke nødvendigvis sandt. Bos opfordring er derfor, at man må gøre noget andet først:
– Kig på hinanden og spørg jer selv – er vi sådan et par, der taler åbent sammen om følelser? Har vi lyst til at være det? Giver det mening for os? Kan vi finde ud af det?
Når han siger det, er det ikke fordi han mener, det er forkert at tale om følelser.
– Nej, jeg møder blot mennesker, som siger: ”Vi snakkede om det tre timer i går, og dagen før og i sidste uge. Jeg bliver bange, og min kone bliver ked af det.”
Hans forslag er her, at man måske skal beslutte at have en dag eller en uge, hvor man ikke taler om følelser.
– Man kan have haft stationære symptomer på sin lungesygdom i tre år, og så er der måske ikke grund til at køre rundt i angsten hver mandag, onsdag og fredag. Det kan være noget andet, hvis man lige har fået en diagnose. Men hvis det, man gør, ikke fungerer, så skal man gøre noget andet og tage udgangspunkt i, hvad der virker bedst og ikke i, hvad der er den kulturelle norm.
Normen hænger for Bo uløseligt sammen med vinder- eller taberhistorien. Miraklet, hvor det hele lykkes, eller ulykken, hvor intet lykkes.
– I bund og grund lever de fleste af os et liv, der er noget mere leverpostej, og vi kan ikke altid spejle os i fortællingerne om dem, der klarer alt med broccoli og maraton – og så føler vi os måske forkerte, siger han.
Alternativet til at føle sig forkert er at tage udgangspunkt i ens eget liv og tillade sig selv friheden til at være syg, som man bedst kan. Det gælder også, når talen falder på et samliv med eller uden sex.
Sygdom, samliv og sex
Hvordan var det, før den ene part blev syg, er en overvejelse, der også er værd at bringe i spil, når det handler om samliv og sex.
– Hvis jeg får svaret: ”Vi har altid haft et godt sexliv, og det har vi ikke mere”, skal jeg som fagperson tage lidelsen alvorligt. Det kan være sorgfuldt, smertefuldt og noget, man savner og sørger over, siger Bo og fortsætter.
– Sorgen kommer altid før eventuelle gode råd om, hvordan sex kan lade sig gøre på nye måder. Det er bare vigtigt at huske, at mange mennesker har en dyb kærlighed til hinanden i forhold, hvor sex heller ikke før sygdommen var en del af samlivet. En lungesygdom nedsætter oftest ens fysiske funktion, og man kan godt have lyst til sex, men måske har man ikke overskud eller kræfterne til det. Sygdom eller ej, det er naturligt, at der er noget, man kunne engang, som man ikke kan mere. Det hører med til menneskets historie om vækst og forfald. Det kan være trist, mærkeligt er det ikke. At menneskelivet, kroppen, sjælen, psyken er dynamisk og i konstant bevægelse er et vilkår ved at være et levende menneske, og nogle gange speeder sygdomme forandringerne op, siger han.
Kom hinanden i møde
Om det handler om sorg, sex eller følelser, er rådet fra Bo, at når den ene bliver syg, skal begge parter være overbærende, komme hinanden i møde og se på: Hvad fungerer for os?
– Det er vigtigt at sætte en ramme, der giver plads til, at den, der er syg, må have lov at være tilstede i sin sygdom på sin egen måde og den, der er pårørende må være til stede på sin. Barmhjertighed og overbærenhed sammen med realistiske forventninger og krav er gode ingredienser mennesker imellem, slutter han.