×
×

Ny direktør: Vores arbejde skal give større værdi for den enkelte

Sidst opdateret: 
02-05-2023

Ny direktør: Vores arbejde skal give større værdi for den enkelte

”Jeg er utrolig stolt over at få mulighed for at stå i spidsen for Lungeforeningen og implementere den nye, ambitiøse og visionære strategi, som skal styrke foreningens vigtige arbejde for de patienter og pårørende, der hver dag lever med en lungesygdom. Og så glæder jeg mig rigtig meget til at løfte lungesagen sammen med et hold af dygtige medarbejdere, som har masser af gode tiltag og initiativer.” 

Sådan lyder det fra Ann Leistiko, der 1. juni tiltræder stillingen som direktør i Lungeforeningen. Hun har en solid baggrund fra humanitære organisationer, er formand for indsamlingsorganisationernes brancheforening, ISOBRO, og kommer fra en stilling som fundraisingchef i SOS Børnebyerne.

Hendes karriere tager afsæt i en helt anden branche, nemlig i den finansielle sektor. Her var hun blandt andet afdelingsdirektør i Nykredit igennem fem år. Da Ann Leistiko rundede de 40 år besluttede hun sig for at bruge sine erfaringer fra finansverdenen indenfor en branche, hvor hun kunne gøre en forskel for de mennesker, der ikke kan gøre det selv. Som sagt så gjort. Og det første job i en NGO var stillingen som marketingchef i Scleroseforeningen.

Visionerne for Lungeforeningen er store. 600.000 borgere i Danmark lever med lungesygdomme som for eksempel KOL og astma. Sygdommene har stor betydning for livskvaliteten. Ensomhed og stigmatisering følger nemlig ofte med, når man langt hen ad vejen er bundet til sit hjem, fordi kræfterne ikke rækker til at bevæge sig udenfor eller pleje sit sociale netværk - ligesom usikker og bekymring følger med at have et lungesygt barn.

Ann Leistiko ser Lungeforeningens projekter som for eksempel de virtuelle møder, der blev etableret under pandemien, og som er med til at skabe kontakt mellem ensomme på tværs af landet, som et projekt, der fortjener meget større opmærksomhed og som har et stærkt potentiale for udvikling, fordi det giver mulighed for at deltage i lokalforeningernes arrangementer uanset tid og sted.

Også Lungeforeningens arbejde med at udvikle KOL-planen - Vi kan, hvis vi vil -16 brikker til en national KOL-plan - og præsentationen af den i Fællessalen på Christiansborg her i foråret, ser hun som et vigtigt initiativ, som hun også glæder sig til at føre videre. 

”Der er så mange virkelig gode projekter i foreningen. Jeg glæder mig til at arbejde videre med dem på en måde, så foreningens arbejde giver større værdi for den enkelte – og får mere opmærksomhed politisk,” siger hun.

Lungeforeningens formand, Torben Mogensen ser frem til samarbejdet med Ann Leistiko.

”Visionen er, at vi skal løfte Lungeforeningen til et nyt niveau, hvor vi bliver mere for flere,” siger han.

Privat bor Ann Leistiko i Holte med sin mand og to børn, der går i gymnasiet. Hun dyrker sin interesse for kunst på museerne i området, vinterbader og rejser gerne med familien til Grækenland og Italien, når ferien går til udlandet.

Foto: Stine Heilmann