×
×

Nyt debatindlæg omkring opgør med ulighed i sundhed

Sidst opdateret: 
26-10-2022

Lungeforeningen sætter sammen med Diabetesforeningen og Hjerteforeningen fokus på den stigende ulighed i sundhed med et fælles debatindlæg, som har været bragt i Avisen Danmark, og som kan læses her.

Valgkampen er i fuld gang, og et af de emner, der er i fokus, er vigtigheden af at afsætte øgede ressourcer til sundhedssektoren. Alt for længe har man talt om de stigende problemer på stort set alle sundhedsområder, men uden at man har fået klaret udfordringerne.

Intentionerne fejler ikke noget, for stort set alle aktører har budt ind med bud på løsninger, men endnu har ingen formået at løse den gordiske knude. Imens har problemerne vokset sig endnu større og bredt sig endnu mere. Så tiden er i den grad inde til at gøre noget på tværs af partiskel, sundhedsvæsen og patientorganisationer.

Sundhedsreformen, som blev præsenteret tidligere på året, tog ganske vist hul på problematikken, men der udestår stadig en lang række problemer, der kalder på en løsning. Et af de helt store problemer er den stigende ulighed i sundhed, som gør, at der er stor forskel på de behandlingsmuligheder, som den enkelte borger har alt efter bopæl og uddannelsesniveau.

Når det kommer til blandt andre hjertepatienter, lungepatienter og mennesker med diabetes, er problemet i høj grad til stede. Blandt andet er der op til tre gange så høj risiko for at dø af en hjerte-kar-sygdom, hvis det højest opnåede uddannelsesniveau er grundskolen, i forhold til hvis det højeste niveau er en videregående uddannelse.

På samme måde er der tre gange større risiko for at få type 2-diabetes og dobbelt så stor risiko for at få lungesygdommen KOL, hvis højeste uddannelsesniveau er grundskolen, frem for hvis det er en videregående uddannelse.

Ligeledes har førtidspensionister en større risiko for at få en eller flere af de tre sygdomme end en person i job.

Ud over det uddannelsesmæssige niveau har det stor betydning, hvor i landet man bor, når man har behov for behandling. For eksempel er dødeligheden ca. dobbelt så høj i kommunerne med den højeste dødelighed af hjerte-kar-sygdom sammenlignet med kommunerne med den laveste dødelighed. Det hænger blandt andet sammen med demografiske forskelle, da der er kommuner, hvor der er flere ældre og flere syge, og hvor kompleksiteten af sygdomme er højere end i andre kommuner. Dertil kommer, at der er markante forskelle kommunerne og regionerne imellem, når det kommer til de behandlings- og rehabiliteringstilbud, patienterne bliver tilbudt, når sygdommen rammer.

Som eksempler kan det nævnes, at der i Region Sjælland var 75,2 praktiserende læger pr. 100.000 indbyggere i 2021. I Nordjylland var tallet endnu lavere: 70,6. I de øvrige regioner var tallene 86,0 i Midtjylland, 89,3 i Syddanmark og 82,6 i Hovedstaden. Tager man et eksempel med diabeteslæger (endokrinologer), viser tallene, at der i 2021 var 2,9 diabeteslæger pr. 100.000 indbyggere i Region Sjælland, mens der i Region Nordjylland var 3,7. Tallene for de øvrige regioner var 4,5 i Midtjylland, 4,0 i Syddanmark og 5,5 i Hovedstaden.

Når man samtidig påtænker, at borgerne i yderområder ofte er ældre, mere syge og mere komplekse, giver det nogle udfordringer, som er ekstra store. Man kan sige, at sundhedsopgaven er størst, hvor ressourcerne er færrest.

Samtidig er landets små kommuner særligt udfordrede af at skulle leve op til de samme standarder for behandling som de større kommuner, som følge af at de mindre kommuner har færre ressourcer til rådighed og sværere ved at rekruttere sundhedspersonale.

Et af fokuspunkterne i en omstrukturering af sundhedsvæsenet bør således være en begrænsning af den store ulighed i sundhed. På landsplan i almindelighed, men på regionalt niveau i særdeleshed. Det bør nemlig ikke være uddannelsesniveauet eller postnummeret, der afgør den enkeltes sundhed og livslængde.

I den forbindelse er et af de bedste værktøjer tidlig opsporing, så det bliver muligt at håndtere og regulere sygdomme bedre – og så man sikrer et bedre liv med sygdommen og ultimativt en bedre overlevelsesmulighed. Men tidlig opsporing kræver også flere ressourcer, så det bliver muligt at dedikere ekstra tid og opmærksomhed til de grupper af borgere, som har de største udfordringer, og som på sigt også kan blive de mest omkostningstunge for sundhedsvæsenet. Sættes der ind med mere tidlig opsporing, kan man formentlig og forhåbentlig spare penge i sidste ende – og ikke mindst være med til at give denne gruppe af borgere et længere og bedre liv.

I lighed med tiltaget i sundhedsreformen på kræftområdet foreslår vi, at der foretages en kortlægning af indsatsområder og mulige tiltag med fokus på ulighed i kroniske sygdomme, herunder opsporing og tidlig indsats, så der bliver mulighed for at bremse sygdomme og på længere sigt mindske uligheden. Jo før en diagnose opdages, jo større er chancen for bedre liv, længere liv og også en større tilknytning til arbejdsmarkedet i stedet for sygedage eller ultimativt et liv på overførselsindkomst.

Samtidig er det alfa og omega, at alle kommuner har et tilbud om patientuddannelse, fordi en mestring af ens kroniske sygdom ligeledes betyder bedre liv, og at man ideelt set har færre kontakter med sundhedsvæsnet. Der bør derudover ses på mulighederne for at oprette flere uddannelsesstillinger og forbedre rekrutteringen og fastholdelsen af speciallæger på sygehusene, ligesom det bør tilstræbes at øge antallet af praktiserende læger generelt og ikke mindst antallet af ydernumre til praktiserende læger i de udfordrede regioner. Dette kunne sammen med et øget fokus på en digitalisering af sundhedsvæsenet på de områder, hvor det giver mening, være med til at løse nogle af de problemer, der lige nu hersker.

Med et nyt sammensat Folketing og et nyt folketingsår er der en oplagt mulighed for at se på udfordringerne med helt friske øjne. Vi melder os i hvert fald klar til at agere sparringspartnere, så vi sammen kan skabe et sundhedsvæsen i international topklasse. Det fortjener vi alle.

Du kan se indlægget her.