×
×

Guide: Sådan kan du hjælpe en lungesyg


Sådan kan du hjælpe en lungesyg

Det er ikke altid nemt at sætte sig ind i, hvordan det er for andre at leve med åndenød pga. en lungesygdom.

Lungeforeningen har lavet en guide til dig, der skal have besøg af eller mødes med én, der ind i mellem har svært ved at trække vejret.

Guiden kan også bruges af dig, der pga. din åndenød, ønsker at hjælpe din familie, venner og kollegaer med at tage hensyn til dig.

  1. Pludseligt skift i helbred
    Mennesker, som lever med en lungesygdom, kan være følsomme overfor ændringer i vejret fx i forhold til fugt i luften, blæst og temperatur. Samtidig kan luftforurening som f.eks. tobaksrøg, trafikos, stearinlys eller kraftige duftstoffer forårsage stor gene. Lungepatienter kan opleve at have 'dårlige dage', hvor vejrtrækningen volder problemer, uden at der har været et forvarsel. Konsekvensen kan f.eks. være, at den lungesyge må aflyse et planlagt besøg eller aftale, kort tid før det finder sted, da han eller hun ikke på forhånd har kunnet tage højde for dagsformen. En aflysning kort tid før et arrangement, er derfor ikke et tegn på ond vilje, men et livsvilkår for mange, der har en svær lungesygdom.
     
  2. Transport til/fra
    Mange lungepatienter oplever, at de bruger alle deres kræfter på ventetiden og transport, når de skal besøge andre mennesker. Især når det er meget koldt eller meget varmt udenfor. Hvis du har mulighed for at hjælpe med transporten, kan du hjælpe med til at sikre, at den energi, der er til rådighed den dag, bliver brugt på jeres hyggelige samvær.
     
  3. Undgå stearinlys, røg, tung parfume, kraftig mados og luftfriskere
    Stearinlys, røg, tung parfume, kraftig mados og luftfriskere kan have en stor påvirkning på lungepatienters vejrtrækning. Det kan forårsage irritation og sammentrækninger i luftvejene, som kan fremkalde hoste og ubehag. Så undgå så vidt muligt at bruge disse eller sørg for god udluftning.
     
  4. Sørg for god plads og luft
    Hvis der er mange mennesker samlet på lidt plads, kan det fremkalde angst og ubehag, og som lungepatient er man ekstra udsat. Følelsen af, at der er for lidt luft, eller at det er svært at få luft, kan føre til svær åndenød. Sørg derfor gerne for, at der god luft og plads omkring din gæst.
     
  5. Adgang til et roligt sted, hvor din gæst kan hvile eller tage medicin
    Sygdom kan være en meget privat sag, så hvis du har mulighed for det, så sørg for at din gæst har adgang til et sted, hvor han eller hun kan tage medicin eller hvile efter behov.
     
  6. Nem toiletadgang er vigtigt
    Hosteanfald kan gøre, at man pludseligt skal på toilettet, så sørg gerne for, at der er nem adgang til toiletfaciliteter. Dvs. på samme etage, hvor man mødes.
     
  7. Nem adgang til mødested
    Trapper kan være en stor udfordring for lungepatienter, da det kræver ekstra energi at gå på trapper. Derfor kan det være en god idé at mødes et sted, hvor der ikke er trapper, eller der er mulighed for at tage elevator. Tænk også over, om der kan være fakler eller andre ting ved indgangen til mødestedet, som kan virke generende på luftvejene.
     
  8. Hoste kan desværre være en stor del af det at have en lungesygdom
    Mange patienter føler sig dårligt tilpas, når de f.eks. får hoste ved bordet, da de føler, de forstyrrer deres omgivelser. Hav så vidt mulig forståelse for, at dette ikke er noget en lungepatient kan styre eller stoppe efter behag.
     
  9. Hav tålmodighed når det kniber med luften
    Kræfterne kan derfor være begrænsede, og for nogle kan det at spise og tale sammen med andre samtidig være en udfordring. Hav derfor gerne tålmodighed og giv din gæst den plads, som han eller hun behøver.