Jeg er en mand på 71 år der fik konstateret KOL d. 27.11.06.
Min KOL er i meget svær grad, jeg har været indlagt utallige gange. (rygestop efter 1. indlæggelse). Udskrevet sidste gang den 4. juni 2007 med ilt i hjemmet med en kapacitet på 18%.
Siden har jeg holdt mig fri fra O.U.H. og det er jo skønt. Jeg var til kontrol i dec. 07, hvor jeg fik foretaget en pusteprøve. Det viste sig, at jeg havde øget min kapacitet fra
de 18 % til 29-30 %.
Min motionering består hver dag som følger:
Morgen: 20 armhævninger
20 knæbøjninger
Eftermiddag: En god gåtur varighed 30min.
Medicin: Spiriva, Symbicort, Bricanyl.
Spørgsmål: Er der mere jeg kan gøre for at forbedre mine tal?
Venlig hilsen
Jørgen Christensen
Kære Jørgen Christensen
Det er dejligt at høre, at du holder dig i gang selvom du har en meget svær KOL og er iltbruger. Det er også af stor betydning. Grunden til at din lungefunktion sandsynligvis var bedre ved kontrollen er, at du ikke lige har haft en infektion eller forværring. Ofte kan man se at lungefunktionen bedres sammenlignet med den der er målt under en indlæggelse. Som udgangspunkt kan træning ikke bedre lungefunktionen. Den kan til gengæld forbedre dit funktionsniveau og kondition - altså det du kan lave i din hverdag.
Det er rigtigt godt, det du laver af motion. Du får både trænet muskelstyrken og din kondition. Du kan også overveje at købe nogle håndvægte eller elastikker og træne musklerne. Du kan også overveje at øge antallet af armbøjninger/knæbøjninger over tid. Så du ikke kun vedligeholder det niveau du er på nu, men forsøger at bedre det. Det er vigtigt, at når du går dine ture, at du får presset dig selv, så du bliver godt forpustet. Du kan eventuelt gå lidt i intervaller. Det vil sige, når du er blevet varm, så går du ligeså hurtigt du kan, indtil din åndenød stopper dig. Så fortsætter du i lidt langsommere tempo, mens du får pusten, så går du efterfølgende godt til igen osv.
Nogle mennesker med KOL er også rigtig glade for en kondicykel, da det gør at de også kan træne på de dage, hvor vejret hindrer dem i at gå ud.
Du kan undersøge om OUH har (det synes jeg at have hørt de har) et tilbud om lungerehabilitering, hvor du kan lære at træne på den rigtige måde, for at få mest mulig gavn af din indsats og hvordan du skal trække vejret. Lungerehabilitering omfatter udover fysisk træning også undervisning i KOL, og hvad man selv kan gøre.
Held og lykke med den videre træning.
Venlig hilsen
Marie Lavesen