×
×

Derfor skal du glæde dig til mere velfærdsteknologi og telemedicin

Det kan lyde paradoksalt, men robotter og internetkonsultation i sundhedsvæsenet er faktisk ikke en vej til mindre menneskelig kontakt. Tværtimod. Teknologiske løsninger kan bruges til meget - også at bryde den isolation som mange lungesyge børn og voksne i perioder tvinges til at befinde sig i.

Inden udgangen af 2020 bliver telemedicin et tilbud til KOL-patienter over hele landet. Læs her, hvad det kan betyde for dig.

 

Telemedicin over hele landet

Inden udgangen af 2020 bliver telemedicin et tilbud til KOL-patienter over hele landet. Helen Rasmussen er vicekontorchef i Region Nordjylland, hvor hun har været med til at implementere telemedicin til borgere med KOL. Hun fortæller om erfaringerne med telemedicin:

”Med telemedicin har du mulighed for at følge din sygdom, mens du sidder derhjemme. Du får udleveret en tablet og måleudstyr og skal løbende lave målinger af fx puls, iltmætningen i blodet og vægt. En sygeplejerske fra enten kommunen eller regionen følger løbende målingerne og der er mulighed for at kommunikere via video eller telefon.”

Telemedicin giver både mere tryghed og færre indlæggelser, forklarer Helen Rasmusen.

”Erfaringer med telemedicin til KOL-borgere i Nordjylland har vist, at mange borgere oplevede stor tryghed, mindre angst og fik en større forståelse for deres egen sygdom. Det kan fx betyde, at man kan tage en forværring i forkøbet og undgå at blive indlagt”, forklarer hun.

Udviklingen glæder Lungeforeningens direktør Anne Brandt:

”Vi har arbejdet i årevis på at sikre, at vores medlemmer kan få den fulde glæde af moderne teknologi i deres behandling. Og vi er glade for at være blevet inddraget grundigt i processerne og udviklingen. Vi ved, at vores medlemmer er digitale. Vi har hver måned over 80.000 besøg på vores hjemmeside fra mobile devices og de sidste uger kan vi se, at mange har trænet hjemme i stuen med vores digitale træning.”

De kommende telemedicinske tilbud til borgere med KOL i Danmark kræver en henvisning og for at få tilbuddet skal du fremadrettet enten kontakte din egen læge eller lungeambulatoriet.

Hold øje med Lungeforeningens nyheder. Vi samarbejder med Regionerne i forbindelse med den nationale udrulning

 

Robotter i klasseværelset – og til fodbold

Telemedicin er ikke kun til KOL-patienter. I dag kan alle for eksempel gå til lægen via en app. Og robotter kan gøre det muligt for lungesyge børn, at følge med i skolen, selv hvis de ikke kan være til stede fysisk. Det kan enten være på grund af træthed eller krav om isolation. Men robotterne kan også bruges til at give store oplevelser, som lungesyge børn ellers går glip af.

Se for eksempel, hvordan en donation fra Telia til Børnelungefonden gjorde det muligt for lungesyge Anton på elleve at komme med på stadion med sit yndlingshold FCK – via en robot.

Den samme robot gør det i hverdagen muligt for Anton at være med i skolen hjemmefra. Det betyder også, at han de dage, hvor han kun har kræfter til at være i skole et par timer, kan følge med fra morgenstunden hjemmefra.  På den måde er han en del af klassen både i timerne og i frikvarterne hele dagen. Børnelungefonden har netop haft mulighed for at donere endnu en robot til Aarhus Universitetshospital. Vi glæder os til at følge udviklingen.

Sidst opdateret: 
Mandag, april 6, 2020