×
×

Gå ikke glip af Lungeforeningens særudsendelser med råd, guides og inspiration i den kommende tid

Mail sendt den 18. marts

Som Hendes Majestæt Dronningen fortalte i går aftes, så har vi her i Danmark fået en ubuden gæst. Derfor skal vi vise sammenhold ved at holde afstand. I Lungeforeningen vil vi gøre alt for, at du og dine nærmeste kommer godt igennem den næste tid ved at give dig gode råd, guides og inspiration.

For hvordan er det nu lige, du holder gang i din træning hjemmefra? Kan du få ro på de mange tanker, der måske fylder i disse dage? Og hvordan finder du hoved og hale i den jungle af informationer, der rammer os alle i disse dage? Jeg ved godt, at tankerne er mange.

Derfor vil jeg opfordre til, at du skriver dig op her. Så holder vi din indbakke opdateret med gode hjemmetræningsøvelser, åndedrætsøvelser, status på gode initiativer i landet og meget mere. Du kan altid afmelde dig listen.

Venlig hilsen Anne Brandt

Direktør i Lungeforeningen

Psst... Kender du nogen, der kunne have glæde af vores inspiration, så husk at sende denne mail videre videre – eller få dem til at skrive sig selv op via dette link.

 

Vigtig øvelse til at finde ro i en svær tid

"Vi mennesker er udstyret med en mageløs hjerne! Den er i stand til at sende vores opmærksomhed på lange rejser ud i fremtiden, når vi f.eks. planlægger ugens gøremål, eller tilbage i fortiden, når vi mindes glædelige begivenheder.

Dette er en evne, vi hverken kan eller vil være foruden. Under særlige omstændigheder volder den selv samme evne os dog stort besvær. I øjeblikket fodres vores hjerner dagligt med information om sygdom, smitte, forbud og påbud. Det får vores opmærksomhed og tanker til at løbe afsted som vilde, herreløse hunde: bekymringer om fremtiden, ”hvad nu hvis jeg bliver meget syg og ikke kan få behandling?”.

Svære minder fra fortiden, ”sidste gang jeg blev ramt af sygdom, blev jeg så afkræftet og modløs”. Usikkerheden i samfundet omkring os stiger, og vi er alle mere på vagt over for hinanden. Vi bliver mere tilbøjelige til at dømme hinanden og drage konklusioner om hinandens motiver. Alt sammen noget, der gør det sværere at stå sammen og tage vare på hinanden, som jo ellers er det, vi har allermest brug for under de nuværende omstændigheder.

Opmærksomhedstræning løser ikke problemerne, men det kan hjælpe dig til at opdage, når dine vilde, herreløse hunde er stukket af. De kan måske indfanges i korte stunder ad gangen, hvor du så kan bruge den mageløse hjerne, du er udstyret med, til at rette en venlig og anerkendende opmærksomhed mod nu’et, dig selv og andre."

Sådan skriver psykolog, og rådgiver i Lungeforeningen, Ingeborg Farver-Vestergaard.

Der er ingen tvivl om, at vi går en svær tid i møde. I en sådan tid kan mørke tanke hurtigt komme til at fylde meget. Hvad betyder alt dette for mig? Hvad kan jeg gøre, for at passe godt på mig selv? Det kan føles voldsomt.

Derfor har Ingeborg lavet en lytteøvelse ved navn "Venlighedsøvelsen".

Øvelsen hjælper dig til at sætte fokus på alle de positive ting, der fylder os med glæde, og som vi skal huske at værdsætte. Du kan høre øvelsen her - både i en kort version, hvis du har travlt, og i den fulde 18-minutter lange version.

Sidst opdateret: 
Fredag, maj 1, 2020