Vi lever, og vi dør, og vi snakker med hinanden undervejs – men netop den sidste tid kan være svær at italesætte. Hospitalspræst Lotte Blicher Mørk går til samtalen med åbenhed og nysgerrighed.

Om vi er pårørende, kun lidt præget af vores sygdom, eller alvorligt lungesyge, kommer vi ikke uden om døden, men for mange virker den så fjern, at den ikke er til at forholde sig til. Som kronisk lungesyg eller pårørende vil vi ofte være nødt til at tage stilling til den sidste tid og alt, den bringer med sig af afmagt, meningsløshed, sorg – og glæde.

 

Lykke er forbeholdt os alle

Er det underligt, at jeg kan føle mig lykkelig, når jeg er dødeligt syg? Det spørgsmål fik hospitalspræst Lotte Blicher Mørk fra en ung kvinde. En aften lå hun bange i sin hospitalsseng, da natsygeplejersken kom ind, og spurgte ”Hvad sker dig hos dig?” Kvinden fortalte, at hun var bange og uden håb.

Leder vi efter meningen med sygdom, leder vi efter en forklaring, der måske ikke findes. Når vi leder efter mening i sygdommen, kan vi finde mulighederne på trods.

– ”Læn du dig tilbage,” havde sygeplejersken sagt, mens hun tog hende i hånden. ”Så holder jeg håbet for dig, imens du ikke har det.” I det spontane fællesskab, der opstod med sygeplejersken, følte den unge kvinde lykke.

 

Misforstået hensyn

Som hospitalspræst på Rigshospitalet har Lotte Blicher Mørk stor erfaring med at snakke om lige præcis de emner, andre ikke altid tør tale om.

– Man kan hurtigt falde i at tro, at man kun skal opmuntre patienten. Derfor undgår man de store og vigtige emner, men så bliver patienten ikke set, fortæller Lotte.

 

Vi skal bare vise, at vi er mennesker

– Ofte er det os udenom, der ikke tør være i situationen, forklarer hun. Selvom emnet kan være svært at bringe op, oplever Lotte, at både patienter og de pårørende, hun møder, faktisk kan have nemt ved at tale om det, der er vanskeligt ved at være kronisk syg.

– Der er hjælp i at vise, at man er et menneske, der tør være i afmagten sammen med patienten. Vi kan opleve et behov for at trøste, men trøst handler ikke kun om at ændre situationen. Trøsten kan også være, at vise, at man tør være sammen med den anden i magtesløsheden, fortæller hospitalspræsten.

Og ønsker man ikke at tale om det, er det også helt i orden. Det er individuelt, hvad vi befinder os bedst med, og det er ikke et must at tale om alt.

 

Vi kan finde muligheder på trods af sygdommen

Med en kronisk sygdom er der meget på spil – også tab.

– Jeg taler meget med patienterne om deres tab. Tab kan føre til sorg, også når der ikke er tale om tabet af liv, siger Lotte Blicher Mørk.

Det kan gælde tab af alt fra arbejdsliv til seksualitet, hobbyer, udseende og identitet – og tab af håb, glæde og lykke.

– Vi glemmer ofte, at mennesker med kroniske sygdomme også lever med sorg. Som moderne mennesker finder vi tit værdi og identitet i det, vi gør – f.eks. i vores arbejde eller i vores sport, og værdi giver os mening. Det at leve med en kronisk sygdom avler nogle gange meningsløshed præcist som mennesker, der er ramt med diagnoser som kræft. Vi søger gerne svar på vores spørgsmål, men lige netop hvorfor, kan være umuligt at afklare. Lægevidenskaben kan give en forklaring langt hen ad vejen, men også den kommer til kort.

– Jeg tror ikke, vi finder en mening med sygdom, men vi kan heller ikke holde ud at være i meningsløsheden. Leder vi efter meningen med sygdom, leder vi efter en forklaring, der måske ikke findes. Når vi leder efter mening i sygdommen, kan vi finde mulighederne på trods, fortæller Lotte Blicher Mørk.

 

Lykke opstår i fællesskab med andre

Vi finder ikke kun lykken i fællesskab med vores familie og nærmeste venner. Den er også til stede i den spontane relation, der opstår, når f.eks. en natsygeplejerske ser sin patient.

Vi finder ikke kun lykken i fællesskab med vores familie og nærmeste venner. Den er også til stede i den spontane relation...

– Der er glæde at hente, når der spontant opstår et fællesskab i den fælles forståelse af at være menneske med ét liv og én død, fortæller Lotte Mørk.

Når den unge kvinde deler sin afmagt med sine pårørende, bliver det også en påmindelse om deres egen dødelighed – men når hun deler sin glæde og lykke, er den næsten sværere for dem at være i.

– Samfundet er optaget af, at det at være rask er forudsætningen for lykke. Folk forstår ikke, man kan være lykkelig tæt på døden. For sådan er livet. Livet er sorg OG glæde. Afmagt OG lykke, afrunder Lotte.

– Om du er kronisk syg eller rask, er livet ikke enten eller. Det er både og.