×
×

Flere danskere ryger

For første gang i 20 år er andelen af danskere, der ryger, steget. Det viser nye tal for danskernes rygevaner.

I dag ryger 23 procent af den voksne befolkning. Det er en stigning siden 2016, hvor 21 procent røg. Det viser nye tal fra den årlige undersøgelse af danskernes rygevaner fra Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Lungeforeningen.

De seneste seks år har der ikke været nogen ændring i andelen af danskere, der ryger, og at tallene nu for første gang i 20 år er steget, vækker stor bekymring hos sundhedsorganisationerne. 

- Vi skal se med stor alvor på den stigning, som undersøgelsen viser. Vi ved, at rygning har fatale konsekvenser, både menneskeligt og for vores samfund, og der skal flere indsatser til for at vende den triste udvikling: Markant højere tobakspriser, miljøer uden røg og tobakken skal gemmes væk, så den ikke frister. I Lungeforeningen ved vi også, at det virker, når personer, der ryger, indgår aftaler om rygestop i de helt nære relationer mellem ægtefæller, kollegaer og venner. Chancen for at blive røgfri er også op til fem gange større, hvis man får professionel hjælp i forbindelse med sit rygestop, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.


Flere opfordres til rygestop
Hvis færre danskere skal ryge i fremtiden, er der brug for flere effektive rygestoptilbud, regler og rammer, der gør det sværere at begynde at ryge.

Derfor er det positivt, at undersøgelsen viser, at flere bliver opfordret til et rygestop af deres tandlæge, læge, på hospitalet eller i kommunen.  Opfordringen skal dog gå hånd i hånd med en henvisning direkte til de kommunale rygestoptilbud. Og der skal flere henvisninger til.

- Vi er rigtig glade for, at undersøgelsen peger på, at sundhedspersonalet tager et større ansvar, når det handler om at bekæmpe rygning og rygningens skadelige konsekvenser. Vi ved nemlig, at opfordring til rygestop fra sundhedspersonale motiverer til at stoppe med at ryge! Men der er langt igen. Ca. 635.000 personer, der ryger, ønsker at stoppe med at ryge, og vi har alle sammen et ansvar for at sikre, at de ved, hvor de kan få den bedste mulige hjælp, nemlig i kommunerne, siger Niels Sandø, konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Rygning er årsag til 13.600 årlige dødsfald, og den vigtigste forebyggelige årsag til tab af gode leveår. Rygning er samtidig den vigtigste årsag til ulighed i sundhed, og en stærkt medvirkende årsag til at danskerne lever kortere end deres europæiske naboer.

hjælp og gode råd til rygestop her

Mere viden:


Om undersøgelsen
Hvert år undersøger Hjerteforeningen, Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lungeforeningen danskernes rygevaner. Undersøgelsen er baseret på et repræsentativt udsnit af danskerne i forhold til alder, køn, region og uddannelse. I alt har 5.017 danskere deltaget i undersøgelsen. Dataindsamlingen er foretaget af TNS Gallup via deres internetpanel i november 2018. Alle undersøgelser ligger tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
 

For yderligere udtalelser, information og baggrund:

Lungeforeningen
Anne Brandt, administrerende direktør
abc@lunge.dk, mobil 22 56 30 92

Sundhedsstyrelsen
Christina Ersbøll Ross, fuldmægtig i enhed for forebyggelse
cher@sst.dk, mobil: 93 51 86 11

Hjerteforeningen
Mads Lind, Seniorkonsulent i afdeling for forebyggelse
mlind@hjerteforeningen.dk, mobil: 51 60 34 14

Kræftens Bekæmpelse
Niels Them Kjær, Projektchef for tobaksforebyggelse
ntk@cancer.dk; mobil 30 38 15 31