Halvt så mange unge ryger dagligt | Lungeforeningen
×
×

Halvt så mange unge ryger dagligt

Printer-friendly version
Sidst opdateret: 
11-02-2021

På tre år er andelen af 18-19-årige, der ryger dagligt, faldet fra 12 til 6 pct. Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Dermed ser det ud til, at kurven for unges rygning er knækket. Men ingen grund til at hvile på laurbærrene, lyder det fra organisationerne bag undersøgelsen.

I 2017 røg 12 pct. af danske 18-19-årige hver dag. I 2020 var det kun tilfældet for halvt så mange. Det viser nye tal fra ’Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse’, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag. Andelen af unge, der ryger enten dagligt eller lejlighedsvist, er faldet fra 26 pct. i 2017 til 16 pct. i 2020.

- Det er helt fantastisk og et stort skridt på vejen mod en røgfri fremtid. Hver anden af de unge, der i dag begynder at ryge og fortsætter, vil dø af det. Samtidig ved vi, at de fleste af dem, der ryger, er begyndt, inden de fyldte 18 år. Derfor er der grund til at fejre, at det nu ser ud til, at færre unge overhovedet begynder, siger Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden. 

Sammen med Kræftens Bekæmpelse dannede TrygFonden i 2017 partnerskabet ’Røgfri Fremtid’, der arbejder for, at ingen børn og unge ryger i 2030.


Én vej til flere sunde lunger
I Lungeforeningen glæder man sig over resultatet fra Røgfri Fremtid Undersøgelsen. 

- Vi er partner i Røgfri fremtid, og det er åbenlyst, at vi nu ser værdien af, når vi er mange, der står sammen om at nå vigtige mål. Vi ved, at mange lungesygdomme kan forebygges. Vores drøm er, at børn og unge aldrig skal begynde at ryge eller udsættes for røg. Det er én af vejene til flere sunde lunger, lyder det fra direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt. 


Lokale indsatser får færre unge til at ryge
Fra 2013-17 viste tal fra Sundhedsstyrelsen for første gang i mange år en stigning i andelen af unge rygere. Det førte til bekymring blandt sundhedseksperter, der satte alle sejl ind på at få rygning blandt børn og unge på den politiske dagsorden.

- Udviklingen gik den helt forkerte vej. Vi blev nødt til at overbevise politikerne om, at der er brug for lovgivning og rammer, der gør det sværere at tænde den første cigaret. Det gjorde vi blandt andet gennem Røgfri Fremtid, der nu har over 250 partnere. Partnerskabet har været talerør for ønsket om mere lovgivning og har samtidig sat lokale rygeforebyggende initiativer i søen, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Hun fremhæver stærke lokale initiativer som røgfri skoletid, røgfrit idrætsliv og tobak gemt væk ved kassen i supermarkederne som nogle af de tiltag, der har været med til at knække kurven.

 

For tidligt at åbne champagnen
Også på Christiansborg bliver rygning blandt børn og unge nu taget alvorligt. Prisen på en pakke cigaretter er sat op til 55 kr. og stiger den 1. januar 2022 til 60 kr. Og i december 2020 vedtog et bredt flertal i Folketinget en ’National handleplan mod børn og unges rygning’, der gør røgfri skoletid og tobak under disken obligatorisk og strammer reglerne for salg og markedsføring af tobaks- og nikotinprodukter.

- Den nationale handleplan er en kæmpe gave til de kommende generationer og indeholder mange effektive initiativer. Men vi skal huske, at hver eneste barn eller ung, der begynder at ryge, er én for meget, og derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at holde fast og presse på for en røgfri fremtid, siger Jette Jul Bruun.

Hun bliver bakket op af Mette Lolk Hanak:

- Vi skal se flere undersøgelser, der bekræfter, at færre unge ryger. Og vi skal tage endnu flere initiativer, så kurven fortsætter nedad. Øverst på vores ønskeseddel står endnu højere pris på tobak. En pakke cigaretter må gerne have en pris, der står mål med risikoen ved at ryge og koste mere end to kernerugbrød.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden ønsker en pris på omkring 90 kr. pakken, som i Norge.

 

Om Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse
Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 4.373 unge mellem 14-19-år i Danmark. Der er indsamlet sammenlignelige data i 2017, 2018 og 2020 – senest 8. april – 8. juni 2020. Undersøgelsen er repræsentativ på alder, køn, uddannelse og region.

Download Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse 2017-2020

 

Kontakt
Kræftens Bekæmpelse
Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef:
Mobil: 51332494

TrygFonden
Karen Bøgedal, pressechef:
Mobil: 30 56 34 32

 

SE OGSÅ: 
www.livilungerne.dk - et netbaseret undervisningsmateriale om luft, lunger og sundhed til fagene dansk, idræt, samfundsfag, biologi, naturfag og sundhed i 7.-10. klasse, suppleret med en elevdreven kampagne.

www.lungerpaaarbejde.dk - et netbaseret undervisningsmateriale om luft, lunger og sundhed til erhvervsuddannelsernes grundforløb.

Hver 10. elev på erhvervsskoler har nedsat lungefunktion