Kom nu, Christiansborg! Væk med tobakken | Lungeforeningen
Bemærk: Du kan som bruger af lunge.dk for øjeblikket ikke ændre dine oplysninger på din profil. Dette skyldes, at Lungeforeningen opdaterer hjemmesiden, så den lever op til den nye persondataforordning fra EU .
 
×
×

Kom nu, Christiansborg! Væk med tobakken

Printer-friendly version

Kronik bragt i Jyllands-Posten 11. januar 2019: 

En dag vil man se tilbage på debatten om skrappere lovgivning mod tobak på samme måde som debatten om brug af sikkerhedssele og spørge, hvordan nogen kunne være imod det. Men det er en stor del af Folketinget.

Skrevet af: Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand Danske Regioner (V), Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Christian Freitag, formand for PLO, Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, Anne Kaltoft, administrerende direktør i Hjerteforeningen, Anne Brandt, administrerende direktør i Lungeforeningen, Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg (S), Tina Christensen, næstformand i 3F, John Wagner, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse, Morten Grønbæk, direktør i Statens Institut for Folkesundhed, Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier, Lars Kunov, direktør Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier og Henrik Stokholm, Rektor på Nyborg Gymnasium.

I 1850’erne begyndte man at kloakere i København. Det blev mødt af kritik og protest, selv om man i dag kan undre sig over det. Var der overhovedet nogen sammenhæng mellem hygiejneforhold og dødelighed, spurgte kritikere. Det ville jo blive dyrt for grundejerne at anlægge kloakkerne, og så ville det ikke mindst ramme den gode forretning, der var i at sælge latrinens indhold til bønderne, der brugte det som gødning.

Da man i 1970’erne indførte promillegrænser i trafikken, lovpligtig brug af sikkerhedsseler og genindførte fartgrænser (de var blevet sløjfet i 1953) var der også utilfredse røster. Den fri fartgrænse højnede færdselskulturen, måtte man forstå. Den styrkede færdselsmoralen, afskaffede alle barnepigereglerne og erklærede billisten for voksen.

Sikkerhedsselen blev også diskuteret ivrigt i Folketinget, hvor snakken gik på, om man skulle gøre det lovpligtigt at bruge sele: Skal staten bestemme over det enkelte individs ret til at sætte sit liv på spil? Man kunne jo redde en masse liv, argumenterede tilhængerne, mens modstanderne (der kom fra alle Folketingets partier) mente, at det var et indgreb i den personlige frihed, at loven ville være umulig at håndhæve, og at respekten for loven dermed ville blive undergravet.
Eksemplerne her stammer alle fra bogen ”Kampen for liv”, skrevet af Lars Iversen. Bogen beskriver nogle af de vigtigste tiltag for den danske folkesundhed. Alle tiltag blev gennemført på trods af kritik og protest. I dag ser man på dem og tænker: hvordan kunne nogen protestere mod dem?

I dag drejer debatten om folkesundhed sig ofte om skrappere lovgivning og indsats mod tobak. Det er der god grund til. Der er ingen anden enkeltstående faktor, der har større indvirkning på danskernes sundhed. Derfor er det også en frygtelig misforståelse, når modstandere af strammere tobakslovgivninger fremturer med argumenter som: "Det næste er vel, at slik og kager skal være ulovligt« eller »snart må man vel ikke engang nyde en enkelt øl". Det er ganske simpelt ikke muligt at sammenligne tobak med andre produkter. Tobak slår 13.600 danskere ihjel årligt. Ingen af de andre ting, vi kan finde på at sammenligne med, når tobakken til sokkeholderne.

Derfor er ingen tvivl om, at man i fremtiden vil se tilbage på debatten om tobaksindsatsen på samme måde, som man i dag ser på debatten om kloakering, sikkerhedsseler og fartgrænser. Man vil tænke: "Hvordan kunne nogen være imod det? Hvordan kunne nogen være imod, at man gjorde noget for at forhindre 13.600 årlige dødsfald? Hvordan kunne nogen mene, at et farligt, afhængighedsskabende stof som nikotin reelt efterlod nogen med et frit valg, når de først i deres ungdomskådhed tog det første hvæs? Hvordan kunne nogen være imod, at man hjalp folk med at komme ud af en dyr og skadelig vane?"

Men det er I altså nogen, der er imod. I hvert fald er I nogen på Christiansborg, der ikke ønsker at handle. Der er masser af fine ord og hensigter, men der er ingen handling. Der er tilsyneladende en opfattelse af, at hensigtserklæringer er nok til at få rygere til at bryde ud af den vane, der for manges vedkommende både skader deres helbred og belaster deres økonomi.

Vi mener, at I som landspolitikere på Christiansborg skal oppe jer. Vi mener, at I skal tage ansvar for folkesundheden, og at I skal gøre alt, der står i jeres magt for, at færre unge mennesker begynder at ryge. De mennesker, der allerede sidder fast i nikotinens afhængighed skal have alt mulig hjælp, støtte og incitament til at lægge smøgerne på hylden.

Som politikere på Christiansborg skal I handle, hvis I ikke i fremtiden skal sættes i samme bås, som dem der talte imod kloakering, sikkerhedssele og fart- og promillegrænser i trafikken.
Hvis vi skal i mål med ambitionerne om røgfri generationer, så skal der en lang række indsatser i gang. Vi har lavet en liste over de vigtigste, som I med fordel kan hænge op på alle Christiansborgs kontorer:

  • Hæv prisen. Der er rigtig meget viden, der peger på, at hvis man skal forhindre unge i at begynde at ryge, så skal priserne sættes op. Der er gode eksempler fra en række andre lande på, at det – sammen med andre initiativer – har god effekt.
     
  • Indfør røgfri skoletid på alle grundskoler og ungdomsuddannelser. Det kan ikke være rigtigt, at der er politikere, der mener, at bare fordi man tager en erhvervsuddannelse, så skal man være mere udsat for rygning. Men sådan må det jo være. For i dag er det sådan, at der er stor forskel på lovgivningen om røgfri miljøer på erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser. Det er en af grundene til, at der er 37 pct. af erhvervsskoleeleverne, der ryger, mens det kun er 12 pct. for gymnasierne. Også på landets grundskoler skal der handling til. Det er stadig et mindretal af folkeskoler, der har røgfri skoletid. Det skal vi have gjort noget ved. For det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
     
  • Tobakken skal skjules. Du kender måske den købetrang, der kan melde sig, når du sidst på eftermiddagen går grå og blodsukkerforladt rundt i supermarkedet. Pludselig finder både chokolade og sodavand vej til din indkøbskurv, fordi primalhjernen har taget over. Så forestil dig, at du er afhængig af nikotin. Måske er du i gang med at kvitte smøgerne. Da du kommer op til kassen, er den smilende ekspedient omringet af røde, hvide, blå og grønne cigaretpakker, der skriger på at blive købt. Eller måske har du selv været en ung teenager, der lod sig lokke af ”det voksne” i at købe fra hylden bag kassen. Det skal vi have lukket ned for. Tobakken skal gemmes væk. Den skal ikke være synlig.
     
  • Gør tobaksindpakningen neutral. En cigaretpakke er ikke bare en cigaretpakke. Dens design er ikke tilfældigt, farvevalget er ikke en fiks idé og skrifttypen er ikke bare Times New Roman. Alt ved cigaretpakken er velovervejet, og dens hovedformål er at være attraktiv overfor bestemte målgrupper, ofte børn og unge. Den form for markedsføring vil man fjerne, hvis man indfører krav om, at cigaretpakker skal være neutrale i deres indpakning.


Når man kigger i historiebøgerne, så er det bemærkelsesværdigt, at de kritiske røster alle forstummer, når først tiltagene viser sig at have stor effekt. Da først antallet af trafikdræbte begyndte at falde, kunne alle se ideen i sikkerhedsselen. Det samme vil gøre sig gældende i diskussionen om strammere rygelovgivning. Der er ingen, der efterfølgende vil stille sig frem og sige, at unge under uddannelser skal have lov at ryge i skoletiden, ingen vil mene, at prisen bør sænkes, og ingen vil savne de røde cigaretpakker bag ekspedientens rullebånd. Akkurat som de færreste i dag mener, at man skal have lov til at ryge i togkupeer, på restauranter og på arbejdspladser. Men vi skal altså ikke længere tilbage end 2007, før det var tilladt.

I dag er der en lang række ting, som man skal være 18 år for at kunne gøre. Det gælder blandt andet at køre alene i bil. Alligevel handler I ikke, når I kan se, at det ofte er helt unge mennesker, der tager et første, uovervejet hvæs af en cigaret og bliver afhængige for livet. 8 ud af 10, der ryger fast, er startet, inden de fyldte 18 år. Stod vi i den situation, at cigaretter og tobak var helt nyopfundne produkter, som producenterne ville have tilladelse til at introducere på markedet i morgen, ville I så sige »værsgo, det sælger I bare«? Hvis I på Christiansborg kan svare ja til det spørgsmål, så glem alt, vi har skrevet her. Men hvis I ville sige nej, så får I ikke et bedre argument for at komme i gang.

Alle de førnævnte punkter skal nok blive en realitet før eller siden. Tobak er ikke en del af fremtidens samfund. Spørgsmålet er, om historien skal huske jer som fodslæbende og handlingsforskrækkede, eller om I vil huskes som dem, der gjorde noget og indirekte var med til at redde tusindvis af liv.

Vi og I ved, hvad der skal til, og vi bakker jer op hele vejen. Gør fremtiden en tjeneste.

Kom nu, Christiansborg!

Læs kronikken Kom nu, Christiansborg! Væk med tobakken på jp.dk

Læs nyheden "Flere danskere ryger" om den årlige rygevaneundersøgelse, som Lungeforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Sundhedsstyrelsen står bag.