×
×

5 myter om rygestop

Jeg tager alt for meget på. Jeg bliver komplet umulig at være sammen med. Nu har jeg røget så lang tid, at det ikke kan betale sig at stoppe.

Vejen til at undgå et rygestop er brolagt med mange undskyldninger. Men faktisk er de fleste bare myter.

Vi serverer dig 5 af de mest typiske myter, der eksisterer om rygestop. Måske er en af dine iblandt?

 

Myte 1: Rygestoppet lykkes med viljestyrke og karakter

Nej, op mod 30 procent bliver røgfri, hvis de får professionel hjælp og rygestopmedicin i forbindelse med deres rygestop. Rygestop uden andre hjælpemidler end viljestyrke og motivation står kun for 4 procents succes.

Personlig vejledning er derimod en effektiv vej til røgfrihed. Den bedste effekt får man ved kombinationen af personlig rådgivning og et medicinsk hjælpemiddel til rygestop. Det vil sige den slags medicin, som lægen skal skrive
en recept på eller nikotinprodukter som plastre, spray eller tyggegummi, du selv kan købe.

Chancen for at blive røgfri er op til 5 gange større, hvis du får hjælp til dit rygestop. I øvrigt er det ikke ualmindeligt med syv-otte forsøg med rygestop, før du lykkes helt med at holde op. Så giv ikke op.

 

Myte 2: Jeg tager på, hvis jeg stopper med at ryge

Ja, det risikerer du, men der er bedre måder at tabe sig på end ved at ryge. De fleste tager under fem kilo på, så jo, der er lidt om myten. Rygning kan påvirke stofskiftet, så vægten er en anelse lavere, end hvad den ellers ville være dette ses dog primært hos folk over 40 år.

Med en fornuftig planlægning, sund mad og et let øget motionsniveau er det ikke umuligt at holde vægten – også gennem dit rygestop.

 

Myte 3: Jeg kan sagtens klare kun at ryge ved festlige lejligheder

Det er de færreste, der kan klare kun at ryge ved fester. For 9 ud af 10 ender det med fuldtidsrygning. Dette skyldes, at når kroppen først er blevet afhængig, så kan den ikke nøjes med at få tilført nikotin engang i mellem.

 

Myte 4: Jeg bliver umulig at omgås, hvis jeg ikke ryger

Rygestop er forskellig fra person til person og fra gang til gang, og man kan derfor ikke nødvendigvis vide, hvordan man reagerer ved næste stop. Her kan rygestopmedicinen hjælpe og dulme abstinenserne.

 

Myte 5: Det er for sent at stoppe efter mange års rygning

Nej, det er aldrig for sent. Selv i en sen alder kan et rygestop være gavnligt. Det øjeblik du er røgfri, stopper de ødelæggende processer, som tobakken har sat i gang nede i lungerne. Det betyder ikke, at lungerne bliver raske, men det begrænser skaderne.