×
×

Skader ved rygning

Rygning giver skader i kroppen.

 

Akutte gener og skader
Alle former for rygning skader kroppen.

Rygning medfører:

  • irritationer slimhinderne i næse og svælg
  • svie i øjnene
  • kløe i halsen, hæshed
  • hoste og hovedpine
  • dårlig ånde
  • dårligere lugte- og smagssans
  • gule tænder

Rygning skader både rygere og ikke-rygere, hvis de opholder sig i røgfyldte rum.

 

Luftveje
Rygning skader også dine luftveje.

Dine luftveje er beklædt med små fimrehår, der sorterer støv, bakterier og andre fremmedlegemer fra, når du trækker vejret.

Fimrehårene fungerer som et rensesystem. Hvis du ryger, ødelægger tobakstjæren dit rensesystem, og den kræftfremkaldende tjære har fri adgang til din strube, dit svælg og dine lunger.

 

Lungerne
Hver gang du trækker vejret, får kroppen den nødvendige ilt gennem blodet.

Hvis du ryger, kommer der flere tusinde stoffer ned i dine lunger.

Et af stofferne er bl.a. tjære, der med tiden gør lungernes små tynde luftblærer stive og ødelægger dem.

Skaderne medfører ofte sygdommen KOL, der mærkes ved, at du hoster slim op og har sværere ved at trække vejret.

Tjære er kræftfremkaldende og risikoen for lungekræft er dramatisk større.

 

Hjertet
Hjertets vigtigste opgave er at pumpe blod rundt i kroppen.

Ved rygning kommer hjertet på overarbejde, fordi nikotinen og kulilten får pulsen til at stige og blodtrykket stiger. Hjertet skal arbejde hårdere for at få den samme mængde ilt transporteret rundt i kroppens celler.

Rygning forkalker de små blodkar rundt om hjertet - de bliver mindre, og det gør det sværere for ilten at nå hjertet. Det øger risikoen for at få blodpropper - og i værste fald kan det give hjertestop.

 

Blodkredsløbet
Når du ryger, løber kulilten rundt i hele kredsløbet og forkalker blodårerne. Det hæmmer blodstrømmen til hjertet, og øger risikoen for skader i blodårerne.

Kulilte gør det også sværere for blodet at optage den nødvendige ilt, fordi kulilten tager pladsen i blodet fra ilten.

Din kondition bliver også dårligere, når du ryger.

 

Huden
Mange får grå og kedelig hud af at ryge.

Nikotinen får de små blodkar i blodårerne til at trække sig sammen. Det betyder, at der kommer mindre blod ud til hudens yderste lag, og de får en lavere hudtemperatur.

 

Nervesystemet
Nikotin er en nervegift, der påvirker dit centralnervesystem.

Giften passerer også gennem moderkagen hos gravide, og får fosterets hjerte til at slå hurtigere.

Nikotin skaber uorden i nervesystemet, og det betyder blandt andet, at hjernen ikke reagerer på kroppens signaler, som f.eks. sult og træthed.

Nikotin i større mængder nedsætter også reaktionshastigheden.

 

Kræft
Kræft opstår, når der sker permanente fejl i cellernes arveanlæg, også kaldet mutationer.

Risikoen for at få kræft stiger for hver gang, der sker en mutation i en celle. Det er derfor kræftrisikoen stiger, jo ældre man bliver.

De fleste mutationer sker, når vi udsættes for kræftfremkaldende stoffer, og her spiller tobak en meget stor rolle.

Meget tyder også på, at tjære i tobak forstærker effekten af andre kræftfremkaldende stoffer som f.eks. asbest og alkohol.

 

Dødsfald ved rygning
Risikoen for sygdom stiger jo mere man har røget, og jo flere år man har røget.

En person, der ryger 15 cigaretter eller derover om dagen, forkorter sin levetid med 8-10 år i forhold til en der aldrig ryger. Der er også større risiko for at udvikle forskellige sygdomme pga. rygningen.

  • Ca. 85 % af alle tilfælde af kroniske lungesygdomme
  • Ca. 85 % af alle lungekræfttilfælde
  • Ca. 23 % af alle hjerte-kar-sygdomme

er forårsaget af rygning.

Ca. 13.600 personer dør årligt på grund af deres rygning og ca. 2000 dør årligt af passiv rygning, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.