×
×

Samarbejde med Domis

Det er med stor glæde, at Børnelungefonden kan annoncere et nyt samarbejde med Domis 

Samarbejdet med Domis er et match, som kan gøre en vigtig forskel for lungesyge børn og deres familier.

- Børnelungefondens muligheder for at støtte bl.a. forskning i kritiske lungesygdomme hos børn stammer udelukkende fra indsamlinger og frivillige donationer. Derfor er vi utroligt glade for det nye samarbejde med Domis og meget taknemmelige for deres støtte, siger næstformand for Børnelungefonden Anne Brandt, som også er direktør i Lungeforeningen.

Domis, som udvikler, investerer og driver ejendomme, går nu med ind i kampen mod lungesygdomme hos børn.

- Hos Domis er vi stolte af vores samarbejde med Børnelungefonden, der gør en vigtig forskel for lungesyge børn og deres familier. Vi støtter op om Børnelungefondens arbejde med at hjælpe lungesyge børn gennem forskning, oplysning og etablering af aktiviteter til forbedring af livskvalitet. Herigennem er vi med til at sikre, at der kan opretholdes et fokus på at forbedre hverdagen for børnene og deres familier, fortæller John Skovbjerg, CEO ved Domis, der ser frem til et godt samarbejde.

Domis arbejder ud fra en tredelt bæredygtighedsfilosofi i forhold til økonomi, miljø og energi samt det sociale aspekt. Ved samarbejdet med Børnelungefonden intensiveres Domis-koncernen deres samfundsansvarlige engagement yderligere.

Børnelungeforeningen arbejder aktivt og målrettet med følgende tre områder:

 

Forskning

Børnelungefonden støtter læger, sygeplejersker og andre ambitiøse forskere, der ønsker at lægge deres kræfter i at opdyrke ny og dyrebar viden, som er med til at forbedre kvaliteten og sikre ensartet standard i forebyggelse, opsporing og behandling af lungesygdomme hos børn.

 

Patientstøtte

Børnelungefonden støtter Lungeforeningens FamilieCamps, hvor lungesyge børn og deres forældre gennem faglige oplæg og workshops får hjælp til at mestre en uforudsigelig hverdag med et alvorligt sygt barn. Gennem støtte til andre aktiviteter styrkes familiens trivsel som helhed og skaber vigtig erfaringsudveksling og netværk.

 

Oplysning

Livet kører på luft. Desværre er sunde lunger ikke en selvfølge, og lungesygdomme rammer børn og unge hårdt. Derfor støtter Børnelungefonden også oplysningsarbejdet med at få symptomer på kroniske børnelungesygdomme som f.eks. astma mere kendt. Astma rammer 20% af alle førskolebørn og 10% af alle skolebørn. Derudover er lungesygdomme den hyppigste årsag til akutte indlæggelser blandt børn på landets hospitaler.
 

 

Læs mere

Børnelungefonden
Børnelungefonden støtter forskning
Personlige historier om lungesyge børn og deres familier
 

Få mere info: