×
×

Har træningen stået stille? Sådan kommer du i gang



Har du haft svært ved at holde gang i motionen under corona? Så er du langt fra alene. En undersøgelse fra SDU viser, at danskerne bevægede sig 20,6% mindre under nedlukningen i forbindelse med corona. Fysioterapeut, ph.d. og Master of Science på Lungemedicinsk Forskningsenhed på Hvidovre Hospital, Henrik Hansen, giver dig gode råd til, hvordan du kommer i gang. 

Den gode nyhed er, at med vedholdenhed og flid kan du i løbet af nogle uger komme i form igen. Du vil opleve, at du bliver mere forpustet. Man skal lige igennem de første 3-4 uger, og det kræver vedholdenhed – for det er lidt surt arbejde, og der findes ikke nogen nem løsning. 

Sådan bliver du mere fysisk aktiv
Alt tæller! Du behøver ikke løbe maraton eller spille badmintonkampe – al bevægelse tæller med i sundhedsregnskabet. Alle undersøgelser og erfaringer viser, at man får færre symptomer og gener, bedre humør og livskvalitet og en nemmere dagligdag, hvis man er fysisk aktiv.

Det gælder alle, og ikke mindst mennesker med en lungesygdom.

  • Del motionen op i små bidder. Start fx med 2 x 15 minutter formiddag og eftermiddag eller 3 x 10 minutter i løbet af dagen.
  • Stå op så meget som muligt. Gør det til en regel ikke at sidde mere end en halv time ad gangen.
  • Husk at træne balancen. Stå fx på ét ben, mens du venter på, at vandet skal koge.
  • Brug uderummet til træning. Lys og luft gør dig godt, og smitterisikoen er mindre, når vi er udendørs. Brug evt. en af Lungeforeningens træningsnetværk, der træner udendørs eller lav en aftale med en ven om at gå sammen. Find et netværk nær dig.
  • Opsøg hjælp, hvis du ikke selv kan komme i gang! Der findes tilbud om lungetræning hos fysioterapeuter på klinikker og i kommunalt regi, i aftenskoler og lokale patientforeninger. Du kan også ringe til Lungeforeningens rådgivning mandag til fredag kl. 10.00-14.00 på tlf. 52 14 41 86.
  • Følg Lungeforeningens træningsvideoer og øvelser for åndedrættet og bækkenbunden, plus masser af gode råd og inspiration. Find mere inspiration til din træning
  • Undersøg, om der er virtuelle fællesskaber, du har lyst til at deltage i. Via skærmen kan I træne sammen, men stadig hver for sig. Eller om der er et af Lungeforeningens netværk nær dig, der træner overs skærm.
  • Hold øje med de aktuelle corona-retningslinjer, og hold også øje med, hvornår holdtræning starter op igen på Lunge.dk/corona
  • Hold ud og hold ved! Husk, at det er helt normalt, at det kan tage måneder, før du for alvor mærker effekt.


Verdens bedste hjemmetræningsøvelse
At rejse og sætte sig på en stol er ikke bare noget, du gør hver eneste dag. Det er også intet mindre end verdens bedste hjemmetræning, hvis man spørger fysioterapeut Henrik Hansen.

- Tag så mange gentagelser, du kan, tre gange om dagen – morgen, middag og aften. I løbet af en måned kan du mærke, at dine lår er blevet fastere og stærkere, og at du bliver mindre forpustet!, lover han.

Bliver øvelsen for nem for dig, så tag noget i favnen eller udfør øvelsen hurtigere.

 

Nye træningsøvelser på vej
Lungeforeningen er ved at lave en række nye træningsvideoer, som er særligt velegnet til dig, som har en lungesygdom i mild og moderat grad. Videoerne kommer til at ligge på Lungeforeningens hjemmeside. Hold øje på www.lunge.dk/træning

Sidst opdateret: 
06-08-2020