×
×

Træning i vand er sikkert og sjovt for lungepatienter

Sidst opdateret: 
11-08-2022

Kan en tur i svømmehallen være farligt for mennesker med lungesygdom? Hvad med en tur i bølgen blå? I artiklen gør Vibeke Backer dig klogere på, hvordan det lige er med klor og bakterier i svømmeren. Og lidt sjove øvelser får du også med. Vi ses i det blå!


Er svømmehallens klor og lungepatienters lunger en kombination, man helst skal undgå? Professor, speciallæge og dr.med., Vibeke Backer, er ikke i tvivl, hellere klor end passivitet. Hun slår fast, at alle som træner normalt og endnu mere dem, som slet ikke træner, kunne have gavn af at svømme. Så gevinsten opvejer risikoen, og for Vibeke Backer er der nemlig slet ikke nogen risiko ved badning i svømmehallen.

Svømmehallens rygte skal renses
Der har aldrig været drøftelse omkring svømning uden for svømmehaller, for det er jo i naturen. Til gengæld har der været stor drøftelse omkring svømning inde i svømmehaller med det klima, der er - både oppe i luften og nede i vandet.

– Det er en myte, at der er bakterier i vandet, der er jo klor. Sådan som svømmehallerne er i dag, så bliver der taget vandprøver hele tiden, og så bliver der lavet vandprøveanalyser, hvor man går ind og kigger på graden af bakterier og klormængden. Det vil hurtigt blive opdaget, hvis der er blevet tisset eller lavet bum i vandet, eller hvis der er andre ting, for det kører de hele tiden gennem et filter, slår Vibeke Backer endegyldigt fast.

Vibeke Backer supplerer desuden med viden fra et helt nyt studie, foretaget blandt elitesvømmere. Det viser, at elitesportsfolkene heller ikke er mere udsat for covid-19-infektion end dem, der ikke tilbragte så meget tid i vandet.


Klor er heller ikke en hindring
Så hvad med kloren? Er den skadelig? Man kan jo komme til at sluge vandet, og selv hvis man holder sig tørskoet, så er den jo i luften?

– En række studier viser, at bademestrene, som sidder i svømmehallen hver dag, ikke får øget astmaforekomst af at sidde i klor, men der er flere studier, som har vist, at de godt kan udvikle hoste. Det er også påvist, at børn og unge uden astmadisposition, altså hvor det ikke er i familien, ikke får forandringer i luftvejene, og de får heller ikke øget astmaforekomst når de svømmer, forklarer en ubekymret Vibeke Backer.

Det er dog velkendt, at elitesvømmere har øget forekomst af astma, og derfor har flere undersøgt, om denne hyppige provokation med klor kunne være årsagen. Der er både studier, der ikke viser dette, men der er også studier, der finder en sammenhæng.

– Jeg vil dog til enhver tid anbefale, at babyer, hvor der er allergi i familien, skal finde en anden aktivitet end vandplaskeri i svømmehallen. Forskning viser nemlig, at babyer af familier med enten høfeber, astma eller børneeksem, har en øget risiko for at udvikle sygdom ved babysvømning, fortæller Vibeke Backer.

Men alle andre må rigtig gerne svømme! 

Vi skal huske, at lungesyge jo ikke ER deres sygdom, de HAR en sygdom. Hvis den er velbehandlet, kan de ofte begå sig som enhver anden.

Vibeke Backer, professor i lungesygdomme, speciallæge og dr. med. ved Statens Institut for Folkesundhed


En sjov motionsform
Vibeke Backer anbefaler træning 2-3 gange om ugen, og her er træning i vand en glimrende træningsform. Svømning er i det hele taget en rigtig god sport, fordi man bruger langt flere muskler i hele kroppen, end man gør i så mange andre sportsgrene – og regelmæssig træning kan have en stor effekt på tilværelsen.

Hvis jeg skal give et konkret eksempel, har det i mange år været dokumenteret, at lungerehabilitering, altså at få motion, indenfor KOL er vejen frem. Derudover har jeg i min forskning påvist, at motion kan forbedre astmatikeres astmakontrol. Faktisk i en grad hvor vi kan reducere mængden af astmamedicin, konstaterer Vibeke Backer.

Det er altså rigtig godt for mennesker med lungesygdomme at bevæge sig, og det kan man også gøre ved f.eks. at løbe og cykle. Der er dog en særlig glæde ved at træne uden at skulle bære sin egen vægt, og så er svømning svaret. 


Du må gerne udfordre dig selv
For de fleste kan det være ubehageligt at hive efter vejret, fordi man har trænet for hårdt, men for mennesker med en lungesygdom kan det også give anledning til bekymring. Så start i dit eget tempo, og sørg for at gøre svømning og træning til en god oplevelse, men du behøver ikke at begrænse dig selv.

– De fleste nybegyndere skal tage pauser, og det samme gælder for fx astmapatienter. De samme optræningsregler gælder. Vi skal huske, at lungesyge jo ikke er deres sygdom, de har en sygdom. Hvis den er velbehandlet, kan de ofte begå sig som enhver anden, fortæller Vibeke Backer. Vibeke Backer understreger desuden, at træning er et spørgsmål om udholdenhed, og det er jo ikke uden grund, at vi i Danmark vinder mange medaljer inden for en udholdenhedssport som svømning. Og hvis DE kan give den gas – så kan DU også!

 

TIPS TIL ØVELSER I VAND

Morten Hostrup, lektor i human fysiologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, siger, at fordelen ved at træne i vand er, at respirationsmuskulaturen trænes mere. Så når du svømmer, træner du regulering af vejrtrækningen. Det er rigtig godt for mennesker både med og uden lungesygdom. Ved træning i vand fanger du i det hele taget muskler i kroppen, som du ikke normalt træner. Han anbefaler især at lave intervalsvømning, da det træner muskulatur og kondition.

Trænger du til inspiration er der her nogle øvelser, som du kan lave i vand. De kan justeres i sværhedsgrad ved at skrue op og ned for gentagelser og fart. God fornøjelse. 

Klik på billedet for at se nærmere på øvelserne. 

øvelser i vand_0.png