×
×

Træningsvideoer for dig, der lever med en lungesygdom

Lever du med en lungesygdom, er det vigtigt, at du holder dig fysisk aktiv med træning og motion. Det er en meget vigtig del af din behandling.

Træning og motion får dig i bedre form. Det resulterer i, at din udholdenhed i dine daglige aktiviteter forbedres, og du føler dig mindre træt.

Du kan ikke forbedre din lungefunktion med træning, men med træning vil du opleve, at din vejrtrækning bliver mindre besværet, og du bliver mindre forpustet. Det skyldes, at din kondition og muskelstyrke forbedres, og at der skal mere til at gøre dig forpustet.

Øvelserne du finder her er et forslag til, hvordan du kan træne. De er lavet i samarbejde med projektleder, post.doc, ph.d, fysioterapeut, Henrik Hansen og sygeplejerske Lisbeth Østergaard, Forskningsenheden for kroniske sygdomme og telemedicin – Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse v. Bispebjerg & Frederiksberg Hospitaler og med støtte fra TrygFonden.

God fornøjelse