Behandling af tuberkulose foregår med antibiotika.
Behandlingen foregår i to dele, som i alt varer 6 måneder:
- Først fire slags anitiotika i to måneder
- Bagefter to slags antibiotika i fire måneder.
Standardbehandling af en voksen (over 50 kilo)
Tuberkulose behandles med fire forskellige antibiotika i seks måneder: 450 mg rimactan-tabletter (skal indtages fastende), 300 mg Isoniazid-tabletter, 2 g pyrazinamid-tabletter og 1200 mg myambutol-tabletter hver morgen. Efter tre måneders behandling stopper man med at tage pyrazinamid og myambutol. De sidste tre måneder tager man således kun de to medikamenter, rimactan og isoniazid.
Bivirkninger ved tuberkulose behandling
- Medicinen tåles som regel godt, men der kan dog forekomme hududslet under behandling med samtlige præparater.
- Rimactan kan give forbigående leverpåvirkning. Dette kan ses i blodprøver og/eller ved, at urin og afføring farves orangerød.
- Bruger man P-piller, skal man vide, at de omsættes hurtigere, og man er ikke beskyttet mod graviditet.
- Kontaktlinser misfarves.
- Isoniazid kan give toksisk leverbetændelse, så behandlingen med stoffet må opgives.
- For at undgå bivirkninger fra isoniazid kan man få B-6 vitamintilskud.
- Man kan se hukommelsesproblemer hos enkelte patienter og nervebetændelse oftest i benene. Patienten klager over brændende fornemmelser og føleforstyrrelser. Pyridoxin modvirker disse symptomer.
- Myambutol kan i sjældne tilfælde give synsnedsættelse og ændret farvesyn. Synsforstyrrelser bør føre til omgående lægekontakt, men det er uhyre sjældent, at ophør med præparatet er nødvendigt.
- Pyrazinamid kan i sjældne tilfælde give toksisk leverbetændelse med gulsot, og man kan få smerter i leddene.
- Usikkerhed omkring bivirkninger bør altid føre til lægekontakt.
Hvordan kontrolleres behandlingen?
Efter råd fra verdenssundhedsorganisationen WHO og Den Internationale Tuberkulose Union (IUATLD) bør alle lande have et nationalt program for tuberkulose.
Alle patienter skal indberettes til myndighederne, og i Danmark sker det til embedslægen.
Er en person meget smitsom, er det de lungemedicinske afdelinger, der sikrer, at miljøet omkring bliver undersøgt nøje.
Alle familiemedlemmer undersøges med røntgenundersøgelse af lungerne og med mantoux-reaktion (se diagnose af tuberkulose).
Prøven er positiv, hvis der ca. tre døgn senere kommer rødme og hævelse på stedet.
Er der tale om et smittefarligt tilfælde, også kaldet mikroskopi-positiv, tilbyder man eventuelt også at undersøge arbejdspladsen.
Løbende kontrol på hospitalet
Er du i behandling for tuberkulose, går du til kontrol på hospitalet.
Ved kontrollerne taler du med en læge eller en sygeplejerske om, hvordan det går med behandlingen og om, der er bivirkninger eller andre problemer.
Personalet udleverer medicin, og med jævne mellemrum får du lavet en røntgenundersøgelse af dine lunger.
Der bliver også foretaget spytprøver til undersøgelse for tuberkulosebakterier.
Når behandlingen med medicin er færdig, kommer tuberkulosen sjældent igen.
Hvis det sker, er det ofte i de første år efter, at behandlingen er afsluttet.
Det er vigtigt, at man tager sin medicin dagligt, og man ikke stopper sin behandling før tid.
Kan man blive resistent overfor medicinen?
Hvis man ikke tager medicinen hver dag som foreskrevet, kan man godt blive resistent. Forskellige steder i verden er der problemer med resistens mod rimactan og isoniazid - også kaldet multiresistens - og det er et meget alvorligt problem.
I Baltikum, mange øst-lande og i visse byer i USA har man haft problemer med multiresistens.
Via afrikanske lande er den multiresistente tuberkulose også kommet til Danmark. I Danmark har vi løst problemet ved at centralisere behandlingen af multiresistente patienter på Lungemedicinsk Afdeling på Københavns Amtssygehus i Gentofte.
Det kan være en svær og dyr opgave at behandle multiresistente patienter, men i Danmark har vi adgang til anden medicin end flere andre lande.
Hvis de sundhedsprofessionelle forudser problemer med at få en patient til at tage sin medicin regelmæssigt, kan de arrangere overvåget medicinindtagelse. Det foregår enten under indlæggelse eller ambulant via hjemmesygeplejen. Det betegnes som DOTS (direct observed therapy shortcourse) og anbefales af WHO.