×
×

Sådan undersøger lægen for tuberkulose

Hvis du har mistanke om, at du måske har tuberkulose, er det din læge, som skal være med til at stille en diagnose.

Lægen lytter til dine lunger med et stetoskop (stetoskopi), men lægen kan ikke altid høre, om der er noget galt.

Hvis lægen har mistanke om, at det drejer sig om andet end en banal forkølelse, henviser lægen dig til et lungeambulatorium eller en røntgenafdeling.


Der findes flere undersøgelser til at finde ud af, om man har tuberkulose:

  • Røngtenbillede af lunger og hjerte. På røntgenbilledet kan lægen se skygger i lungespidserne. Ligner de bylder, hedder det "caverner". Hvis der er tegn på forandringer i lungerne, vil lægen sende spyt til undersøgelse for bakterier med tuberkulose
     
  • Røngtenundersøgelse eller scanning af andre organer, hvis tuberkulosen sidder uden for lungerne
     
  • Undersøgelse af opspyt. Er der mange bakterier, kan de ses i et mikroskop. Er der få bakterier, kan laboratoriet få dem til at få formere sig, så de kan findes. De vokser langsomt, så det kan tage op til to måneder, før der er svar på prøven
     
  • Sidder tuberkulosen i andre organer, kan lægen tage en prøve derfra og undersøge for tuberkulosebakterier


Det bedste er at finde tuberkulosebakterierne, men det er ikke altid muligt. Man kan dog godt have tuberkulose alligevel.

Hvis der er mistanke om tuberkulose, starter man behandling med det samme.


Prøve med hurtigt svar ved behandlingskrævende tuberkulose


Dyrkning af tuberkelbakterier tager fire til otte uger.

Hvis der er kraftig mistanke om behandlingskrævende tuberkulose, og lægen har brug for et hurtigt svar på en prøve fra sekret eller blod, findes 'PCR' (Polymerase Chain Reaction), der bestilles på Statens Serum Institut.

 

Mantoux test til børn og unge

Mantoux-testen er en hudtest, som sygeplejersken laver for at finde ud af, om en person er smittet med tuberkulose.

Sygeplejersken sprøjter en lille smule væske inde i huden på underarmen.

Prøven aflæses efter 3 døgn. Testen er positiv, hvis der kommer en stor hævelse.

Denne test bruges mest til børn og unge, som ikke er calmettevaccinerede.

I Danmark blev Calmette-vaccination eller BCG-vaccination afskaffet i 1980’erne.

Det gjorde den, fordi tuberkulose er sjældent forekommende, og vaccinen kun giver moderat beskyttelse.

Man tilråder dog vaccination af små børn, hvor en af forældrene har haft smitsom, det vil sige mikroskopi-positiv, tuberkulose.

Personer, som er calmettevaccinerede, får taget en blodprøve, der kan påvise smitte med tuberkulose. Hvis hudtesten eller blodprøven er negativ 2-3 måneder efter, man er blevet udsat for smitte, er man ikke smittet.

Hvis hudtesten eller blodprøven er positiv, og røngtenbillede af lungerne ikke viser tegn på aktiv tuberkulose, får man tilbudt medicin for at forebygge udvikling af tuberkulose.

Se også: