×
×

For familier med lungesyge børn og unge: Kom med til Nyborg i efterårsferien

Printer-friendly version

Lungeforeningen byder sammen med REHPA (Videncenter for Rehabilitering og Palliation) familier med lungesyge børn og unge velkommen til to dage, hvor I får et pusterum med inspiration til hverdagslivet med et lungesygt barn, fagligt indhold og fællesskab sammen med andre familier med lungesyge børn.

Hvor og hvornår?
Det foregår fra mandag d. 18. oktober til onsdag d. 20. oktober 2021, i efterårsferien (uge 42) i REHPAs lokaler, Vestergade 17 i Nyborg.

Hvem kan komme med?
Familier med børn og unge med lungesygdomme som fx astma, PCD, diffus lungesygdom og andre lungeproblemer. Programmet er målrettet familier med børn fra 6 år og opefter. Søskende er også meget velkomne.

Deltagelse er gratis, men forudsætter medlemsskab af Lungeforeningen. Meld dig ind i Lungeforeningen her

Program med fokus på livsfortællinger, robotter og livskvalitet

Indholdet på dagene vil veksle mellem faglige sessioner, relevante oplæg og øvrige aktiviteter som bl.a. morgensamling, gåture i lokalområdet og samvær med ligestillede.

Programmet vil være en blanding af workshops og faglige oplæg for forældre og børn, ligesom der både vil være fælles aktiviteter og opdelte aktiviteter. 

Programmet byder blandt andet på:

  • LIVSFORTÆLLINGER/FORTÆLLERVÆRKSTED. Her vil vi sætte fokus på hvordan fortællinger og livsfortællinger kan bidrage til at styrke og udvikle egne og fælles selvbilleder, herunder at børn og voksne får mulighed for at reflektere over egne stærke sider.
  • ROBOTTER og telepresenceteknologi. På baggrund af Lungeforeningens aktuelle projekt ‘Robotter i klasseværelset’, vil vi sætte fokus på, hvordan robotter og telepresenceteknologi kan fungere som et digitalt middel til at bringe lungesyge børn tilbage i skolens sociale og faglige fællesskab. Derudover er der mulighed for at få lov til at prøve kræfter med selv at bygge en robot, når vi arrangerer en ‘robot-bygnings-workshop’.

Og en dejlig overraskelse...
Vi kan nu endelig løfte sløret for tirsdagens overraskelse, nemlig et dejligt besøg af Rasmus Kolbe, aka Lakserytteren, som senest har deltaget i Vild Med Dans, men også er kendt som YouTuber og tegner. Lakserytteren vil være vært for en spændende og kreativ tegneworkshop for børn og voksne. 

Se programmet for Familiedagene her

Deltagelse kan bidrage til øget viden
Lungeforeningen og REHPA har i mange år sammen arbejdet for at sikre bedre livskvalitet for voksne som er ramt af kritisk lungesygdom. Nu er tiden kommet til lungesyge børn og unge og deres familier.

Under opholdet i uge 42 vil Lungeforeningen og REHPA derfor foretage observationer med det formål at få erfaringer og indsigt i familier med lungesyge børns livssituation og støttebehov.

Pris og tilmelding:
Deltagelse i dagene er gratis.

Tilmeldingen er åben.  I kan tilmelde jer her 

Der er plads til 25 deltagere og tilmelding foregår efter først til mølle-princippet.

Lungeforeningen følger de til enhver tid gældende corona-restriktioner i forbindelse med dagene.

Aktiviteten er blevet muliggjort takket være støtte fra: REHPA, Børnelungefonden, AstraZeneca, Den humanitære fond OLIEKANDEN (forening i Aarhus for pensionerede lokomotivførere) samt Socialstyrelsen.

Kontakt
Har I spørgsmål vedrørende arrangementet, så kontakt projektleder i Lungeforeningen Ida Kopart Timm, på tlf. 53 19 08 12 eller mail ikt@lunge.dk

Om REHPA:
Lungeforeningen låner lokalerne på REHPAs forskningsklinik. Hvordan ser der ud der? Det kan I se her
Vær dog opmærksom på, at materialet er udarbejdet til voksne med alvorlig sygdom og ikke børnefamilier.

Hold dig orienteret løbende
Få løbende information her på siden og følg med på Lungeforeningens facebookside og i facebook-gruppen ”Lungebarn - for familier med lungesyge børn og unge”.

Takket være støtte fra Børnelungefonden har det gennem flere år været muligt for Lungeforeningen at afholde aktiviteter til glæde for familier med lungesyge børn og unge . 
Læs mere om aktiviteterne her: 
Der var plads til luft, leg og læring på årets Familiecamp
Nedtælling til årets FamlieCamp