Nye tiltag mod corona virus (COVID-19): Hvad skal du være opmærksom på som lungesyg?
Opdateret: 20-04-20
Denne side opdateres løbende
Sådan forholder du dig som lungesyg
Mennesker med kronisk lungesygdom (gælder ikke velbehandlet astma) er i særlig risiko for smitte og for at blive alvorligt syg med COVID-19. Derfor bør du følge myndighedernes råd til mennesker i særligt risiko. Børn, der lider af kronisk sygdom, skal ud fra et forsigtighedsprincip også følge disse råd:
- Bliv hjemme i den udstrækning det er muligt
Torben Mogensen, læge og bestyrelsesformand i Lungeforeningen, kommenterer: Vi anbefaler, at du som lungepatient undgår at komme i kontakt med andre mennesker, og derfor skal du blive hjemme. Du må gerne gå ud i haven og de omgivelser, der er omkring dig, men vi anbefaler generelt, at du holder dig mest mulig hjemme på egen grund.
- Undgå steder med mange mennesker, som er tæt på hinanden. Vi fraråder fx at du bruger offentlige transportmidler særligt i myldretiden
Torben Mogensen, læge og bestyrelsesformand i Lungeforeningen, kommenterer: Det vil være bedst, hvis du får andre til at handle for dig og stiller varerne ved din dør eller at du handler over nettet. Derudover fraråder vi at bruge offentlige transportmidler, da smittefaren kan være ekstra stor her.
- Sørg for ekstra god håndhygiejne. Vask dine hænder grundigt, hvis du fx har rørt ved håndtag, og når du kommer hjem. Overvej at anvende handsker, når du går ud.
Torben Mogensen, læge og bestyrelsesformand i Lungeforeningen, kommenterer: Corona-virussen kan smitte ved at røre, hvor andre har rørt. Eksempelvis kan smitten gå fra et håndtag til dine hænder til din mund, og derved kan du blive smittet. Vask derfor dine hænder grundigt og brug sprit, hvis du er ude.
- Undgå at røre næse, mund og øjne, hvis du ikke har rene hænder, da virus typisk smitter fra hænderne og til slimhinderne i næse, mund og øjne.
Torben Mogensen, læge og bestyrelsesformand i Lungeforeningen, kommenterer: Corona-virussen smitter ikke gennem huden. Den smitter først, når den kommer i kontakt med slimhinderne. Ofte sker det gennem dråber i luften, eller hvis du rører dig selv i ansigtet, efter at hænderne har været i berøring med virussen andre steder. Forsøg derfor at være opmærksom på ikke at røre næse, mund og øjne.
- Hold afstand til andre mennesker, især hvis de ser ud til at være syge. Dråber fra hoste og nys spreder sig i luften i 1-2 meters afstand, hvorfra de kan smitte andre via mund, næse og øjne. De bliver dog ikke hængende i luften og falder til jorden.
Torben Mogensen, læge og bestyrelsesformand i Lungeforeningen, kommenterer: Du kan ikke altid se på folk, om de er smittet. Man kan nemlig sagtens være smittebærer uden at vise symptomer. Derfor bør du holde afstand til alle. Sikkerhedsafstanden er 2 meter, da dråber fra spyt, hoste og nys spreder sig i luften i 1-2 meters afstand, hvorefter de falder til jorden. Bor du sammen med nogen, er der dog ingen grund til at holde sikkerhedsafstand, da I alligevel ikke kan undgå at smitte hinanden.
- Mindsk fysisk kontakt (håndtryk, kram og kys) og sociale aktiviteter fx fitnesscentre, klubber, større familiearrangementer og pasning af børnebørn
Torben Mogensen, læge og bestyrelsesformand i Lungeforeningen, kommenterer: Håndtryk, kram og kys frarådes. Derfor anbefaler vi, at du siger nej til sociale arrangementer og familiearrangementer. Vi fraråder også pasning af børnebørn, da de ofte gerne vil kramme og være tæt på. Er du i tvivl om, hvorvidt du er ”syg nok” til at sige fra? Så kan vi kun sige, at hvis du er lungesyg, er du syg nok.
Du kan også finde spørgsmål og svar om corona-virus, hvis du har en lungesygdom her.
Ring 112, hvis du akut ikke kan få luft
Derudover anbefaler Lungeforeningen, at du stadig ringer 112, hvis du eller dine pårørende ikke kan få luft. Opstår der akutte vejrtrækningsproblemer, skal du gøre fuldstændig det samme, som du ville gøre, hvis der ikke var corona virus.
På www.coronasmitte.dk under "Spørgsmål og svar" kan du holde dig opdateret blandt andet under spørgsmålene "Hvem er i særlig risiko og særligt sårbar for smitte og alvorlig lungesygdom?" og "Hvad skal jeg gøre, hvis jeg tilhører en særlig risikogruppe?".
Lungeforeningens aktiviteter aflyst
I lyset af den aktuelle situation omkring corona virus, har Lungeforeningen valgt at aflyse alle arrangementer i regi af Lungeforeningen, såsom træning, faglige/sociale arrangementer, lungekor osv.
Da træning er en vigtig del af behandlingen for dig, der er lungesyg, anbefaler Lungeforenigen, at du fortsætter din træning hjemmefra, og vi har samlet en række øvelser, så du nemt kan komme i gang.
- Find øvelser til fysisk træning med forskellige sværhedsgrader
- Find åndedrætsøvelser
- Se øvelser til at træne din bækkenbund og forebygge eller mindske gener ved inkontinens
- Lyt til mindsfullness-øvelser og få ro på dig selv og din vejrtrækning
Du kan også læse mere om Lungeforeningens presseindsats her.