×
×

Biologisk medicin: Behandling med spændende potentiale for lungepatienter

Biologisk medicin kan gøre en stor forskel for mennesker med svær astma og tendens til forværringer, og er en behandling, der er i fremmarch. Professor Celeste Porsbjerg er begejstret for behandlingsmetoden og arbejder for, at flere mennesker med sygdom i lungerne kan få glæde af behandlingen.

Foto: Claus Peuckert

Det er efterhånden en del år siden, at biologisk medicin holdt sin indmarch i behandlingen af mennesker med svær astma. Til en start var der få præparater, men inden for de sidste 5 år er flere kommet til. Hvor andre former for lungemedicin – som for eksempel prednisolon eller inhalationssteroid – påvirker immunsystemet bredt, går biologisk medicin ind som en mere struktureret superhelt og lukker for lige præcis den signalvej, der udløser sygdomsforværringen.

Professor på Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital Celeste Porsbjerg har været med i udviklingen fra start, og har fulgt en lang række patienter, der har haft stor gavn af behandlingen med biologisk medicin.

Biologisk medicin giver en langt mere præcis og elegant behandling af den enkelte patient, som både betyder en langt større effekt og mindre risiko for bivirkninger. Det er de meste lovende stoffer, vi kender på området, forklarer hun.

 

Gode udsigter for andre lungesygdomme
Biologisk medicin er indtil videre kun godkendt til behandlingen af svær astma. Men da symptomerne på KOL-forværring minder meget om svær astmaforværring, er man også begyndt at undersøge medicinen på mennesker med KOL. 

Hvis du har KOL-forværring og er nysgerrig på, om biologisk medicin kan hjælpe dig, vil jeg anbefale, at du undersøger,  om der bliver lavet studier med medicinen i dit område. Da medicinen i forvejen er godkendt til svær astma og har meget få bivirkninger, kan du trygt stille op. Det er en unik mulighed for potentiel behandling, siger Celeste Porsbjerg, der dog gør opmærksom på, at halvdelen af forsøgsdeltagerne får placebo, og at du derfor ikke kan vide på forhånd, om du får behandling med biologisk medicin. Dog vil du typisk forsætte med din vanlige medicin, når du deltager i et lægemiddelforsøg.

 

Ny forskning på vej
Lige nu arbejder man på at undersøge, hvor længe patienter skal fortsætte behandlingen. Celeste Porsbjerg leder et studie ved navn Optimal, støttet af Lungeforeningens Forskningsfond, hvor mennesker med svær astma i behandling med biologisk medicin langsomt trappes ud af medicinen igen. Resultaterne skal være endnu et værktøj til at målrette behandlingen til den enkelte patient. 

Derudover er Celeste Porsbjerg formand for Dansk Svær Astma Register, der er det mest komplette, nationale register i verden med data på mennesker med svær astma. Her kan man for eksempel se, at biologisk medicin virker lige så godt på mennesker, der har røget, som på mennesker der ikke har.

Som læge er jeg taknemmelig for at være i en æra med så gode behandlingsmuligheder, og med den forskning, der nu er undervejs, bliver mulighederne kun bedre i fremtiden. Jeg ser frem til, at endnu flere mennesker med en lungesygdom kan få glæde af behandlingen. 

Hvor kan du få behandling med biologisk medicin?
Behandling med biologisk medicin kræver, at du har svær astma som trods maksimal inhalationsbehandling giver en astmaforværring to eller flere gange om året, eller at du har brug for at få steroid som tablet-behandling hver dag (prednisolon).

Alle fem regioner tilbyder behandlingen, du skal blot kontakte egen læge, der vurderer, om du kan komme i betragtning til henvisning på den lokale lungemedicinske afdeling. På den lungemedicinske afdeling vil de først undersøge, om der kan være andre årsager til forværring af din sygdom, inden biologisk medicin kommer på tale.

 

Se også: 
Sidst opdateret: 
Fredag, april 28, 2023