×
×

Få en personlig videohilsen fra Lakserytteren



Sammen med Børnelungefonden vil Lakserytteren hjælpe børn, der er syge, med at komme i lidt bedre humør.

Når et barn er alvorlig lungesyg, tilbringer barnet og familien mange dage og nætter på hospitalet. Angsten for ikke at kunne få vejret er barnets og familiens evige frygt og store bekymring. Det tærer på både det fysiske og mentale overskud.

Et nyt initiativ, der har til formål at sprede glæde på børneafdelingerne i henholdsvis Odense, Aarhus og København. Fra marts 2024 har børn på de tre hospitaler mulighed for at få en personlig videohilsen fra Lakserytteren. Formålet er at opmuntre børnene og deres familier, som bruger mange timer på hospitalet, med en særlig hilsen fra en kendt person, som de fleste børn i alderen 6-12 år ser op til.

Rasmus Kolbe, kendt som Lakserytteren, står bag initiativet sammen med Børnelungefonden, hvor han sidder i bestyrelsen.

”Verden og børnene har brug for Børnelungefonden, men fordi lungesygdomme er usynlige, så risikerer Børnelungefonden også at leve i det skjulte. Det har jeg lyst til at gøre mit for ikke sker. Jeg er netop god til at tale med, til og for børn, og som del af bestyrelsen vil jeg arbejde for at få deres budskab ud, og dermed trække nye ressourcer til den vigtige sag,” siger Rasmus Kolbe.

Han håber, at den personlige videohilsen vil bringe lidt glæde ind i børnenes hverdag, hvor meget af tiden går på hospitalet.

"Derudover håber jeg, at flere får lyst til at bakke op om Børnelungefondens arbejde, så lungesyge børn får et bedre liv med deres sygdom, og så vi får styrket forskning på lungeområdet,” siger han. 

Initiativet har i første omgang til formål at sprede glæde på børneafdelingerne på Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Klinik for børn og unge med lungesygdomme, Rigshospitalet i København. Her kan forældre scanne en QR-kode på postkort og plakater på afdelingerne for at modtage en personlig hilsen til deres barn. Videoen er kun til dem og deles ikke offentligt. 

Om Børnelungefonden

Børnelungefonden kæmper for bedre forebyggelse og behandling af lungesygdomme hos børn, så flere børn og unge med lungesygdom kan få et bedre liv med deres sygdom. 

Der skal forskes meget mere i lungesygdomme hos børn! Derfor arbejder vi i Børnelungefonden for at styrke den livsvigtige forskning, så vi kan opdage lungesygdomme hos børn langt tidligere. På den måde sikrer vi bedre behandling, så børnene kan leve et bedre og længere liv med lungesygdom.

Vi giver også lungesyge børn og deres familier et pusterum fra hverdagen i form af familieaktiviteter. Derudover uddeler vi fra medio 2024 personlige legater til el-cykler, så vejen til skole kan foregå på cykel. Det er altsammen med til at øge livskvaliteten hos lungesyge børn og deres familier.

Læs mere om Børnelungefonden

Om Lakserytteren

Rasmus Kolbe, kendt som Lakserytteren, er en anerkendt dansk influencer og kreativt talent, der engagerer sig aktivt i velgørenhedsarbejde – blandt andet som bestyrelsesmedlem i Børnelungefonden. Han har opnået stor popularitet særligt gennem sine platforme på YouTube, hvor han har over 100.000 følgere, og på TikTok med 1,1 mio. følgere. Hans indhold fokuserer primært på tegning og kreativ udfoldelse, hvilket har gjort ham til et forbillede for mange børn og unge.

Som en del af bestyrelsen i Børnelungefonden bidrager Rasmus Kolbe til arbejdet med at styrke forebyggelse og behandling af lungesygdomme ved at udbrede kendskabet og sikre støtte til Børnelungefondens arbejde. Så flere lungesyge børn og deres familier får den nødvendige hjælp.

Støt os

Støt Børnelungefondens arbejde her