×
×

Ændringer i risikogrupper ved COVID-19

Sidst opdateret: 
05-05-2020

Sundhedsstyrelsen præciserer, hvem der er i øget risiko ved COVID-19 og har d. 4. maj udgivet nye anbefalinger til mennesker, som er i øget risiko for alvorligt sygdomsforløb ved smitte med COVID-19.  

Lungeforeningens rådgivning har den seneste tid modtaget henvendelser fra mennesker, som er påvirket af lungesygdomme om alt lige fra: ”Hvornår kan jeg se mine børnebørn igen?”, ”Jeg er gravid, og har astma, hvor meget skal jeg passe på mig selv?”, ”Hvordan kan jeg som pårørende begynde arbejde igen, når jeg bor i husstand med en i den særlige risikogruppe?” til ”Bliver jeg overhovedet tilbudt respirator behandling, når jeg er kronisk lungesyg?”.

- Det er glædeligt, at der nu er kommet en præcisering af risikogrupper og nye anbefalinger, som er særligt målrettet de mennesker, som er i risikogrupper. Vores medlemmer og mennesker med lungesygdomme, som fortsat er i risikogruppen, vil nu kunne få mere klarhed over, hvilke forholdsregler de skal tage i hverdagen. Og de mennesker, som ikke længere er i en særlig risikogruppe, vil kunne begynde at se en mere normal hverdag forme sig, siger direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt og fortsætter: 

- Vi er i Lungeforeningen glade for, at Sundhedsstyrelsen har lyttet til patientorganisationerne, som løbende har opdateret Sundhedsstyrelsen med, hvad der rør sig for vores medlemmer, og at de nu hjælper med svar.


Tjek om du tilhører risikogrupperne
Måske er du én af dem, som tidligere har været i risikogruppen, men som ikke længere er efter Sundhedsstyrelsens præcisering af risikogrupper. Lungeforeningen har samlet en oversigt over risikogrupper, hvor der er en dokumenteret øget risiko for alvorligt sygdomsforløb ved smitte med COVID-19.

Se oversigt over risikogrupper, hvor der er en dokumenteret øget risiko for sygdomforløb ved smitte med COVID-19 her. Hvis du ikke tilhører nogle af de grupper, skal du nu efterleve de samme anbefalinger som den øvrige befolkning (se neden for), medmindre du har fået andet at vide af din egen læge.