Den sidste tid med KOL

Når man har meget svær KOL, kan dagligdagen præges af åndenød ved mindste anstrengelse. Man oplever ofte gentagne forværringer og akutte indlæggelser, som regel i forbindelse med luftvejsinfektioner. Hvis det for alvor går nedad bakke, er der risiko for at man kan dø af en KOL-forværring. Mange bliver naturligvis bange og frygter en ubehagelig død, hvor man ikke kan få luft. Men sådan dør de færreste med KOL.

Det, der sker i lungerne ved en svær forværring af KOL, er, at både lungernes evne til at optage ilt og til at udskille kuldioxid nedsættes. Iltmanglen kan afhjælpes ved ilttilførsel på maske eller via næsekateter, og det lindrer hurtigt følelsen af åndenød. Når det er svært at komme af med udåndingsluften, ophobes der kuldioxid i blodet, og det bliver ”surt”. Ved ophobning af kuldioxid bliver man træt og sløv og glemmer at trække vejret. Hvis der ikke gøres noget (fx NIV- eller respiratorbehandling), sover man ind, vejrtrækningen ophører, og døden kommer stille, uden at man plages af åndenød.

Behandling eller ej?
En forværring med ophobning af kuldioxid kan ofte behandles med NIV eller med respirator på intensivafdeling.

Det kan være svært at beslutte, hvor omfattende behandling man ønsker, når man har en livstruende forværring af KOL. Har man en acceptabel livskvalitet før forværringen, og skyldes forværringen en tilstand, der kan behandles (fx en lungebetændelse), ønsker de fleste nok fuld behandling, inklusive respiratorbehandling på intensivafdeling.

Omvendt kan man have en så svær sygdom, at udsigten til et godt liv efter en forværringsperiode ikke er særlig god. I en sådan situation kan man vælge, om man vil afstå fra intensiv behandling, selv om det indebærer, at man ikke overlever.

Ved hjælp af ilttilførsel og evt. beroligende medicin kan det sikres, at man ikke plages af åndenød i sine sidste timer.