×
×

Merete deltager i lungeforskningsprojekt

Det var hoste, der fik Merete til at deltage i et lungeforskningsprojekt. Her kan du læse, hvordan hun kom i gang, og hvad det har givet hende at deltage i forskningen. 

Deltager vi ikke i forskning, så går udviklingen i stå. Og derfor synes jeg det er vigtigt, at der er nogen som stiller op.
 

- Der gik kun 14 dage fra jeg udfyldte spørgeskemaet, til jeg deltog i forskningsprojektet. 

Det kan være et langstrakt forløb at blive deltager i et forskningsprojekt. Med alle screeningsbesøg og tjek, kan der snildt gå flere måneder og for mange patienter og lungesyge, kan dette virke afskrækkende. Men for Merete tog det kun to uger fra hun havde udfyldt Forskningspanelets spørgeskema, til at hun blev inkluderet i forskningsprojektet. Et forløb, hun oplevede som yderst effektivt.

Det er starten af december, da en mail tikker ind på Meretes computer. I mailen står der, “At lungeforskningsafdelinger sammen med Forskningspanelet søger deltagere til et forskningsprojekt for personer med en lungesygdom, der hoster dagligt."

Meretes umiddelbare tanke var, at hun ikke havde nogle problemer med sin hosten. Men hun besvarede dog spørgeskemaet alligevel.

- Jeg tænkte, at nå ja, det kunne da være meget sjovt at deltage i et forskningsprojekt, da jeg så spørgeskemaet, så jeg endte med at udfylde det, siger Merete og fortsætter:

- Jeg synes jo ikke, jeg har meget hoste, så det var ikke sådan, at jeg tænkte ”Nej nu løser jeg et problem”. Det handlede mere om, at jeg synes, det kunne være spændende at deltage i forskning, husker hun.


Blev ringet op af lungeforskningsafdelingen få dage efter
Efter Merete havde udfyldt spørgeskemaet, gik der ikke lang tid før hun blev ringet op af en sygeplejerske. I løbet af den korte telefonsamtale blev hun stillet nogle spørgsmål, der skulle sikre, hun kunne henvises til lungeforskningsafdelingen ude på hospitalet.

- Da Birgit (forskningssygeplejersken) ringede, blev jeg mødt venligt og det sætter jeg stor pris på! Det var en behagelig oplevelse. I slutningen af samtalen fik jeg at vide, jeg ville blive ringet op af hospitalet efterfølgende. Det er faktisk gået meget hurtigt vil jeg sige.

Det næste skridt var nu, at Merete skulle kontaktes af selve lungeforskningsafdelingen, der udfører forskningsprojektet.  Der gik ikke mere end et par dage, før hun blev ringet op og kunne aftale besøg ude på afdelingen.

- Først var der en inkluderende samtale med en læge, og herefter var der en anden læge, der skulle undersøge mig og tage nogle blodprøver og urinprøver, som alle skulle sikre, at jeg var egnet til at deltage i forskningsprojektet., husker hun.

Selvom det kan lyde hektisk med alle de undersøgelser, så var det alt sammen en meget positiv oplevelse for Merete. Gennem hendes møder ude på forskningsafdelingen fik hun adgang til specialiseret sundhedspersonale i lungesygdomme.. Hun oplevede især at blive mødt med en stor professionalisme.

- Jeg har virkelig haft en god oplevelse ude på hospitalet, fordi de er meget søde, imødekommende og yderst professionelle. Jeg synes jo, det er en rigtig god ting at deltage, fordi man bl.a. får en grundig helbredsscreening, så alene af den grund, synes jeg, det er en god ting.


I gang med lungemedicinen derhjemme
Her i starten af det nye år er Merete allerede i fuld gang som deltager i lungeforskningsprojektet.

Det indebærer, hun har fået udleveret test-medicinen og skal indtage dette dagligt under forskningsprojektet. Derudover skal hun til to besøg om måneden i et år ude på lungeforskningsafdelingen.

- Nu har jeg en almindelig hverdag, hvor jeg indtager medicinen, som testes i forskningsprojektet. Det betyder, jeg tager to tabletter om morgenen og to tabletter om aftenen, og det hele foregår selvfølgelig hjemme hos mig selv.

Selvom det var en smule hektisk at gennemgå inkluderingsforløbet i løbet af december, hvor Merete havde masser af planer, så er hun glad for, at det gik så hurtigt. Hun vil nemlig meget gerne være med til at støtte forskning.

Du kan selv få mulighed for at deltage i forskning ligesom Merete.

Merete har tidligere arbejdet som både forskningssygeplejerske og inden for medicinalbranchen. Med hendes mere end 30 års erfaring inden for branchen, kender hun til vigtigheden af, at der er patienter, som stiller frivilligt op til forskning.

- Deltager vi ikke i forskning, så går udviklingen i stå. Medicin skal testet på mennesker før det kan udvikles. Og derfor synes jeg det er vigtigt, at der er nogen som stiller op. 

Af samme årsag mener Merete, at vi skal have et lange større fokus på deltagelse i forskning i vores samfund. Derfor vil hun opfordre andre, ligesom hende til at deltage i forskningsprojekter:

- Vi har alle et ansvar for at gøre en indsats, så vi kan sørge for der er en behandling til os, når vi selv bliver syge. Når et almindeligt menneske går ind på et apotek og køber medicin, er der en indlægsseddel som beskriver bivirkninger. Dette er bl.a. fremkommet ved, at en stor gruppe mennesker er testet i forbindelse med udvikling af medicinen. Det tror jeg, der er mange, der ikke er bevidste om, påpeger hun og afslutter.

- Hvis du gerne vil have, at der findes medicin, der kan hjælpe dig, er det vigtigt at nogle stiller op i forbindelse med forskning og udvikling.

Du kan læse mere om Forskningspanelet her

Kategori: