×
×

Skuffende forebyggelsesudspil med få beskedne lyspunkter

Sidst opdateret: 
14-11-2023

Med Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde i spidsen blev der i dag præsenteret en ny forebyggelsesplan med 30 konkrete initiativer til knap 500 mio. kr., som skal forebygge og nedbringe børn og unges forbrug af nikotinprodukter, tobak og alkohol. Lungeforeningen er skuffede over udspillet, der dog har få beskedne lyspunkter.

Blandt de 30 initiativer er blandt andet en prisstigning på nikotinprodukter, så en dåse med nikotinposer stiger med ca. 12 kr. Desværre er der ingen prisstigning på cigaretter, som Lungeforeningen og andre organisationer har forslået hævet til mindst 100 kr. 

”Vi bakker op om, at der sættes ind over for de mange skadelige nikotinprodukter, der rammer de unge i Danmark, men savner initiativer til hjælpe de 19 pct. af danskerne, der ryger cigaretter, så de kan stoppe med at ryge. Vores politikere misser desværre en oplagt chance til at gøre noget for at færre skal ryge i Danmark. Et af de bedste redskaber til at stoppe med at ryge, er netop at hæve prisen, og derfor kan det undre os, at hensynet til afgiftsindtægter vægter højere end de tårnhøje sundhedsudgifter, vi ser som konsekvens af at mange danskere ryger”, siger Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen.

Sundhedsstyrelsen opgjorde i 2022 denne udgift til 13,2 mia. kr. i ekstra sundhedsudgifter og 33,9 mia. kr. i ekstra omkostninger ved tabt produktion relateret til sygefravær fra arbejdsmarked og for tidlig død.

Lungeforeningen ser dog også beskedne lyspunkter i aftalen, blandt andet at man ønsker at styrke den nationale indsats i forhold til ryge- og nikotinstop, herunder at man ønsker at udbrede Stopliniens eksisterende tilbud eller udvikle nye tilbud til børn og unge, så der kan tilbydes gratis forløb til børn og unge under 25 år uanset kommune. Det er dog ærgerligt, at man ikke har valgt at udbrede tilbuddet til at gælde alle danskere.

Herudover bifalder Lungeforeningen også, at der skal udvikles en landsdækkende app, så der er mulighed for hjælp uafhængigt af tid og sted. Det er vigtigt med forskelligartede tilbud, så de 3 ud af 4 rygere, der gerne vil stoppe, bedre kan vælge det rygestoptilbud, som bedst passer til dem. Afhængigheden af nikotin er desværre så høj, at det ofte kræver flere forsøg med forskellige metoder.  

Lungeforeningen finder det også vigtigt, at det i aftalen understreges, at både kendskabet til Stoplinien og den nye app skal ske via promovering, så flere bliver bekendte med de rygestoptilbud, vi har i Danmark. Derved kan flere blive opmærksomme på dem, og forhåbentlig stoppe med at ryge de skadelige cigaretter, når de er klar til det.